Den opsigtsvækkende sag kan betyde et farligt skifte i den krænkelseskultur, der i forvejen presser ytringsfriheden til det yderste, skriver Indbliks læser Christian Vinther i dette debatindlæg.

Af Christian Vinther, EU-translatør, kandidat i internationale områdestudier

Satiriske tegninger og beskrivelser i en bog om mediebranchen førte forleden til afskedigelsen af en medarbejder på DR. Læs mere om sagen her.

Bogen havde krænket og fornærmet en række mellemledere, hvorfor hændelsen måske for mange vil stå som blot endnu en tilføjelse til en efterhånden uendelig liste af krænkelsessager, der har ramt Danmark inden for de sidste par år ikke mindst i forbindelse med wokebevægelsens fremgang.

Men på afgørende områder adskiller sagen sig alligevel fra lignende hændelser om påstået krænkende og fornærmende adfærd, ytringer og satire. Og ikke blot gør disse områder sagen særligt alvorlig, det kan også betyde et farligt skifte i den krænkelseskultur, der i forvejen presser ytringsfriheden til det yderste.

For det første er det naturligvis alvorligt nok, at der nu findes et klart eksempel på, at satiriske tegninger har ført til en fyreseddel. Endnu værre er det dog, at fyringen ikke er fundet sted i en hvilken som helst virksomhed, men i DR, der som en statslig medievirksomhed tilhører os alle. Og næsten uudholdeligt er det derfor også at blive mindet om, at man tvinges til at bidrage til de krænkelsesparate mediechefer og mellemlederes løn, der trods sin pæne størrelse tilsyneladende ikke er høj nok til at kunne betale for et par lidt mere rummelige sko.

For det andet er der også potentiale for, at sagen om de krænkede mellemledere kan udgøre et skift i den efterhånden grimme wokekultur. For ser man bort fra de lidt særlige MeToo-sager, der ofte hører til i en separat kategori, har de fleste tidligere eksempler på sager med påstået krænkende adfærd og ytringer altid omhandlet minoritetspersoner. 

LGBT har f.eks. følt sig krænket over ”fornærmende” vittigheder, for muslimer gælder det Muhammedtegningerne, og ikke-hvide danskere har følte sig ekskluderet af sange. Og fordi minoritetsgrupper bæres frem af et dominerende narrativ, hvor de betegnes som marginaliserede og undertrykte, har deres fortællinger og krav, uanset hvor irrationelle de end måtte være, altid høstet stor empati og støtte fra særligt venstrefløjen, der har ønsket at beskytte ”de små” fra det grumme ”store” samfund.

Men sådan er sagen fra DR ikke. I dette tilfælde har den fyrede medarbejder ikke været en del af de ”store”, der har krænket de ”små”, og medarbejderen har i stedet sparket opad. ”De store” har ovenikøbet taget den satiriske bog så ilde op, at man har valgt at gennemføre afskedigelsen midt i en ulykkelig situation, hvor medarbejderen har en kræftsyg kone derhjemme og derfor er eneforsørger til parrets datter. 

Så meget har ”de store” følt sig krænket. Så fornærmede er de blevet. Og når man læser Ekstra Bladets gennemgang af sagen, har ”den store” chef været klar i spyttet om begrundelsen for fyringen. Ifølge medarbejderen udtalte chefen nemlig på mødet, ”at man i dagens Danmark ikke længere ustraffet kan lave sjov og sige sin uforbeholdne mening uden at tage andres følelser i betragtning.” 

Chefen havde desuden sammenlignet medarbejderens satiriske bog med Muhammedtegningerne og havde beskrevet en ”renselsesproces”, som chefen påpegede, at også TV2 og Politiken havde igangsat.

Og dermed er der sket en skræmmende, men også spændende udvikling. For de venstreorienterede, der hidtil har accepteret og medvirket til de enten direkte eller indirekte konsekvenser, som ”marginaliserede grupper” med utallige opråb om krænkende adfærd har skabt for ytringsfriheden, har nu banet vejen for, at også de store chefer kan ramme den individuelle medarbejder, alene fordi de føler sig ramt af satirisk indhold i en bog. 

Så hvordan bortforklarer venstrefløjen det? Venstrefløjen, der udadtil påstår at støtte ytringsfriheden (omend aldrig uden det efterhånden obligatoriske ”men”), og som i øvrigt altid har slået sig op på at ville beskytte de små.

Sagen fra DR viser nemlig, at woke-tendenserne og strømningerne på venstrefløjen gør alt andet end at beskytte de små. Og lidt (eller meget!) naivt kan man derfor også håbe, at DR-fyringen bliver den dråbe, der får bægeret til at flyde over.

Ikke kun for de røde, der nu bør spørge sig selv om, hvordan det er kommet så vidt, at deres sikkert velmenende støtte til de ytringsfrihedspressende tendenser nu har gjort det muligt for den ”lille” medarbejder at miste sit job for at bruge sin ytringsfrihed, men også for de blå, der for alvor bør overveje at tage et endeligt opgør med DR, der aldrig har formået at leve op til sin rolle som et upartisk medie, men som man nu heller ikke kan stole på, vil værne om en af vores grundlovssikrede rettigheder.