DR og de fleste andre traditionelle medier behandler miljøproblemer efter en ganske bestemt skabelon:

1. Bygherren/Industrivirksomheden er bare ude på at tjene penge/gennemtvinge sit projekt, og er ligeglade med miljøet
2. Bygherrens rådgivere laver ”bestilt arbejde” som passer i bygherrens kram
3. Småkorrupte myndigheder godkender det elendige arbejde
4. Vi miljøjournalister er miljøets vogtere, som kun tænker på at alt skal være sagligt og ordentligt – og slet ikke på om vi kan sælge aviser/clicks
5. Og læner os trygt op af professorer i hvad som helst fra et hvilket som helst universitet, som sagkyndige, der er hævet over enhver kritik

Denne diskurs har intet med virkeligheden at gøre.

1. Bygherrer/industrier er – som regel – saglige og ordentlige og ønsker alle konsekvenser af deres projekt belyst
2. Rådgiverne udtaler – som regel – efter grundige vurderinger, det de mener er fagligt korrekt, da de lever af deres troværdighed.
3. Myndighederne optræder – som regel – på et korrekt fagligt og juridisk grundlag.
4. Miljøjournalisterne i DR og andre traditionelle medier optræder – som regel – som uvidende kreaturer, som på trods at af DR har en lovmæssig forpligtelse til at give alsidig og retvisende information alligevel misbruger deres stilling til at skabe konflikter/problemer, hvor der ingen er. Og opsøger med omhu kilder, der kan bekræfte deres vinkling, i stedet for de reelt sagkyndige.
5. Professorerne i hvad som helst og fra et hvilket som helst universitet er – som regel – i værste fald miljøpolitiske aktivister forklædt som professorer eller i bedste fald blot nyttige idioter for medierne. Og er rene amatører, når det gælder professionelle miljøvurderinger.

Men nu til substansen:

Jeg har læst afsnittet om klapning (=dumpning af transporteret opgravet materiale) i den 200 sider lange rapport med den mundrette titel: Høring af supplerende miljøkonsekvensrapport for etablering af Lynetteholm.

Jeg har også kigget mig omkring i andre dele af rapporten, og det er tydeligt for mig, at der er tale om et professionelt arbejde, helt i overensstemmelse med de høje standarder som det danske VVM-system og dets rådgivere er baseret på. Et arbejde som ingen af professorerne i hvad som helst fra et hvilket som helst universitet er i stand til at matche.

Heraf fremgår det, at der skal klappes ca. 2,3 mio. tons opgravet havbund i den sydlige del af Øresund. På de af miljømyndighederne udpegede pladser og ikke i Køge bugt, som de ubefæstede miljøjournalister hævder.

Dette materiale indeholder i runde tal godt 2.000 tons kvælstof og ca. 900 tons fosfor = livsnødvendige næringsstoffer for plantevæksten i havet.

Hvis disse næringsstoffer blot blev flyttet fra at ligge under/på havbunden i det nordlige Øresund til at ligge under/på havbunden i det sydlige Øresund kan enhver jo sige sig selv, at det ikke vil udgøre noget problem.

Men i det man deponerer det opgravede materiale, sker der en frigørelse af næringsstoffer, som rådgiverne Rambøl ifølge den professionelle standard på området vurderer til ca. 1 % = godt 20 tons kvælstof.

Der er givet betydelig usikkerhed om dette tal. Men det ændrer intet ved at konklusionen om, at det har en ubetydelig virkning på vandmiljøet, er helt korrekt.

Sagen er, at klapningen sker om vinteren, hvor der er for lidt lys og for lav temperatur til at havets planter kan gro. Så selv om alle de godt 2.000 tons kvælstof – som en engangshændelse – blev frigivet under klapningen, hvilket er komplet usandsynligt, ville det stadig ikke have nogen betydelig virkning på vandmiljøet, da det er transporteret væk fra området længe inden planteproduktionen i havet går i gang. Hertil kommer, at den samlede nettogennemstrømning nordpå af kvælstof på lokaliteten er ca. 30.000 tons kvælstof om året og bruttotransporten (frem og tilbage er ikke lige langt) er ca. 5 gange større.

Postyret omkring den gamle amerikanske artikel (ud af snesevis af referencer) – og hvad er der i vejen med ”Gammel”: Newtons love er også gamle – opstår, fordi der ikke er lavet særligt mange videnskabelige artikler om ”frigørelsesrater af N,P under klapning” og derfor mente Rambøl, at man burde tage den med. Men den har haft en helt marginal betydning i forhold til de overordnede vurderinger.

I øvrigt skal man ikke falde på halen over ”fagfællebedømte” artikler. Halvdelen af dem viser sig senere at være forkerte.

Og her skal du kære læser, spørge dig selv: Hvem vil du helst opereres af? En læge der har skrevet 100 artikler om hjerteoperationer eller en kirurg, der har gennemført 100 vellykkede hjerteoperationer.

På samme måde: hvem skal lave din VVM? En professor i hvad som helst fra et hvilket som helst universitet. Som aldrig har laver en VVM i praksis eller solide danske rådgivende firmaer, som har lavet masser af VVM’er, som virkeligheden senere har bekræftet.

Nå, man skulle så tro, at skurkene her er: professorer i hvad som helst fra et hvilket som helst universitet.

Nej, skurken er DR som har lavet noget af det mest elendige miljøjournalistik, jeg har set i mit lange professionelle liv. Og det er ikke så lidt.

En ting er, at man tydeligvis ikke har sat sig ind i substansen, men blot leder efter ”hår i suppen” med en ”gammel artikel”. Man stiller ledende spørgsmål til professorer i hvad som helst fra et hvilket som helst universitet, men undlader bevidst og bekvemt at interviewe reelt sagkyndige.

Og sidst men ikke mindst overtræder man groft de presseetiske regler ved ikke at interviewe den angrebne part: Rambøl, som nemt kunne have forklaret, hvordan det hele hænger sammen.

Men så var der ikke blevet nogen sag. Netop. DR har igen spildt vores allesammens tid med sin miljøpolitiske aktivisme.

Endnu en grund til at mediestøtten især til DR skal væk. Hurtigst muligt. Så nye og retvisende medier kan komme til.