[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”8536″ img_size=”1020×436″][vc_column_text](Screenshot fra DR – ‘Alle hader feminister’)[/vc_column_text][vc_column_text]

DR tjener den ensidige feminisme

Med lanceringen af ’Alle hader feminister’ har statsmediet overgået sig selv i at fodre befolkningen med de rigtige, politisk korrekte meninger.  
Af Morten Okkels, mok@indblik.net 
Danmarks Radio er woke – det vil sige identitetspolitisk og venstreorienteret. Sjældent har det dog været så udpræget og indlysende som i ’Alle hader feminister’, p.t. promoveret af DR. Der er tale om fem programmer med komikeren Ane Høgsberg, der fortæller om sig selv og interviewer en række af dem, der alle sammen mener det samme, som Ditte Giese, Stine Bosse, Kvinfo og Pernille Skipper, der er et erklæret forbillede (hendes mand, en tidligere DR-journalist, har taget hele barselsorloven).
Hvis man ikke kan bære at se hele serien – og det vil jeg have forståelse for – er det rigeligt at se på reklamematerialet på dr.dk, fint udklædt som journalistik.
”Få styr på fakta i den ophedede debat om ligestilling”, lover DR og præsenterer en liste af ti problemstillinger, hvor kvinder angivelig bliver forfordelt – mænd tjener mere end kvinder, laver mindre mad i hjemmet osv. Djævelen i detaljen er naturligvis, hvilke fakta DR ikke kunne drømme om at levere. Mænd er ganske rigtigt overrepræsenterede på bestyrelsesgangen, men også i rendestenen, mænd lever kortere end kvinder osv. Videre bliver ”eksperter”, som vi aldrig får navnene på, taget til indtægt for følgende:
”Årsagerne til forskellene skal altså findes flere forskellige steder. Blandt andet i historien, i traditionerne og kulturen. Derudover skal man også medregne folks personlige valg, og hvordan netop traditioner og kultur påvirker folks måder at handle på.”
Ser man, hvad der behændigt udelades her – at der måske, bare måske, som en delvis forklaring, kunne være en biologisk grund medvirkende til forskelle mellem mænd og kvinder? Hvorom alting er, har de fortsat unavngivne eksperter selvfølgelig også løsninger på bordet i form af kvoter og øremærket barsel. Ingen grund til at gå op i adskillelse mellem viden og politik her; vi har en befolkning, der skal fodres med rigtige holdninger.
Den evindelige stråmand
Selvfølgelig måtte jeg se de fem afsnit, som er tilgængelige her, for at fastslå, om det egentlige program var lige så ensidigt som den angiveligt journalistiske dækning på dr.dk. Det kan jeg fastslå uden tøven, at det er, allerede fra starten af programmet, hvor Høgsberg adskiller sine bøger efter kønnet på den forlagschef, der har udgivet dem (!). Teknisk set er programmet fint klippet sammen og ikke alt indholdet er galt. Det er f.eks. et godt spørgsmål, hvorfor kvinder bruger herrebolde i fodbold, hvis de får flere skader af det. Programmet er i sin helhed stadig dybt problematisk – ikke for Høgsberg at producere, men for statsmediet DR at bringe.
Helt grundlæggende er problemet ikke, at Høgsberg har sin mening, eller at the usual suspects som Skipper og Bosse får taletid; problemet er det totale fravær af folk, der mener noget andet. Oppositionen til Høgsbergs synspunkter eksisterer kun delvist i form af en forstående kæreste (han ser selvfølgelig lyset), nogle klip med mænd fra en anden tid og en del omtale af hadefulde beskeder, feminister ofte modtager.
Selvsagt er det uacceptabelt, at nogle åndssvage personer chikanerer Ane Høgsberg eller andre, der deltager i debatten, især med vulgariteter angående deres køn og krop. Men præcis derfor er det ufint af Høgsberg/DR, at disse udgør det eneste reelle modspil i fortællingen. I og med dette implicit sætter dagsordenen, at enten er du med Ane Høgsberg og feminismen, eller du er med de stupide og hadefulde. Jeg må fastholde, der findes en tredje position, hvor man er sagligt og respektfuldt uenig.
Historieløse konklusioner
Nå, lad os springe frejdigt til Høgsbergs afsluttende monolog i femte og sidste afsnit, hvor konklusionen er:
”Jeg er feminist. Det er totalt forbudt at sige højt, for vi lever i et land, hvor ligestillingskampen har stået stille de sidste 50 år. Der er ikke sket noget, vitterligt ikke en skid, og vi vil ikke indrømme det.”
Hov, vent lidt. De sidste 50 år har budt på fri abort, juridisk krav på ligeløn, ligestilling i navneloven, barsel til fædre, kvindernes indtog på videregående uddannelser, lesbiske kan blive gift med hinanden, og befolkningen har ønsket to kvindelige statsministre. Disse skridt er ”vitterligt ikke en skid”, fordi … der er stadig bestyrelser uden kvinder, og kvindelige fodboldspillere bruger herrebolde? Ah hva’ for noget?
Hermed er historieløsheden komplet, præcis som den er nødt til at være for den, som insisterer på at kæmpe en kamp, hvis vigtigste slag er vundet allerede. Heri består også arrogancen i form af Høgsbergs insisteren på, at hun er en brav forkæmper, der siger noget totalt forbudt og højst kontroversielt. En modig stemme i en ond, patriarkalsk verden, forstår man – samme budskab har hun leveret til dr.dks ukritiske journalist.
Hjertelige hilsener, Høgsberg
Jeg køber den ikke. At vulgære tumper sender hadefulde beskeder til feminister, og at få kunstnere ville deltage i en støttesang til fordel for revolutionen, er ikke det samme, som at feminisme er kontroversielt (se i øvrigt min tidligere gennemgang af motte-and-bailey-teknikken for mere om, hvordan identitetspolitik spiller på begreber, der skiftevis står for radikale standpunkter og banaliteter, enhver er enig i).
Sagt med andre ord bliver ’Alle hader feminister’ en negation af sig selv, i kraft af den platform, programmet har fået, både i sig selv og den ledsagende holdningsmassage på hjemmesiden. Hvis alle, eller bare det store flertal, virkelig hadede feminister, ville landets største mediekoncern næppe give en feminist fri bane til at propagandere uden modspil i 2½ time. Det er utænkeligt, at DR havde givet en liberalist samme mulighed. Men Høgsberg har fået sin platform stillet til rådighed af DR, lige præcis fordi hendes evangelium p.t. har så meget medvind, at ingen ser problemet eller ønsker at forholde sig dertil. For … vi hader jo ikke kvinder eller ligestilling, vel? Gør vi vel?
Nej, for god ordens skyld hader jeg heller ikke feminister og slet ikke Ane Høgsberg. Snarere tværtimod. Jeg skylder hende stor tak for hendes udsendelsesrække. Ofte skal man søge i det subtile og underforståede for at godtgøre politisk farvet holdningsmassage under dække af underholdning eller journalistik. Høgsberg har med sit program understreget med al ønskelig klarhed, hvor dybt tendentiøst og identitetspolitisk woke en platform DR er blevet. Det er forståeligt, at hun benytter sig af sølvfadet, og i det mindste står hun åbent og officielt ved de holdninger, indholdet bliver leveret ud fra. Men det ville klæde DR at gøre det samme.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2770″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5260″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5325″][/vc_column][/vc_row]