[vc_row][vc_column][vc_column_text]Der er ingen nem løsning på immigrationsspørgsmålet, men vi kunne få markant bedre resultater, hvis vi droppede lagkager og symbolpolitikken, og i stedet fik en resultatorienteret immigrationspolitik, skriver Lars Christensen i dette indlæg.
Af Lars Christensen, uafhængig økonom
De sidste 20 år har diskussioner om indvandrer- og flygtningepolitikken i høj grad domineret den politiske debat i Danmark.
Det er på mange måder naturligt givet problemer med manglende arbejdsmarkedstilknytning og problemer med overrepræsentation i kriminalitetsstatistikken for flygtninge og indvandrere. 
Men det er samtidig slående, at der har været uendelig lille fokus på rent faktisk at løse problemerne, og meget mere fokus på symbolpolitik.
Det er således sigende, at landet har haft en såkaldt Integrationsminister, der fejrede ”stramninger” af immigrationspolitikken med lagkager, men aldrig nogensinde fejrede integrationsmæssige fremgange. 
Hvorfor ikke lagkager, når arbejdsløsheden for indvandrere er faldet, eller når kriminaliteten blandt indvandrere er faldet? 
Stort set alle politiske partier hævder at være tilhængere af en ”stram” indvandrerpolitik. Men hvad er det konkret? 
Der er hverken behov for en ”stram” eller en ”slap” indvandrerpolitik. Der er behov for en resultatorienteret immigrationspolitik. 
Klimapolitik og immigrationspolitik – samme tilgang er nødvendig
Indenfor den økonomiske teori taler vi om eksternaliteter. Det kunne f.eks. være forurening. En virksomhed, producerer varer, der kommer forbrugerne til gode, og virksomheden og dens ansatte tjener penge på denne produktion. Men produktionen forurener også. Denne forurening rammer tredje mand. 
En løsning på dette problem kunne være at forbyde produktionen af denne vare. Så ville der ingen forurening være, men det ville samtidig være forbundet med en stor omkostning. De varer, som forbrugerne nyder godt af, og som andre tjener penge på at sælge, ville ikke blive produceret. 
Der er altså tale om det økonomer kalder et trade-off: På den ene side vil vi godt have produktionen, men på den anden side vil vi ikke have forurening. 
Hvis man lægger en afgift på forurening, så vil virksomheden forsøge at undgå afgiften ved at ændre produktionsmetode, så forureningen mindskes. Afgiften vil også føre til en lavere efterspørgsel og dermed lavere produktion. 
Det har naturligvis en omkostning. Både for dem, der nu skal betale mere for varen og for virksomheden og dens ansatte, men omkostningen modsvares af den gevinst, som den lavere forurening medfører. 
De negative eksternaliteter ved immigration
Immigration har uden tvivl en potentielt meget positiv effekt på økonomien, og effekten er fuldstændig at sammenligne med de positive effekter af frihandel – både i form af arbejdsdeling og innovation. 
En anden åbenlys gevinst ved immigration er, at hvis immigranterne er unge, så vil de potentielt kunne være med til at finansiere en aldrende befolkning som den danske. 
Der er derfor som udgangspunkt store gevinster at hente for en økonomi ved at have åbne grænser, og det bør derfor også være udgangspunktet for en resultatorienteret immigrationspolitik, at grænserne er så åbne som muligt – på samme måde, som vi tilstræber fri bevægelighed af kapital og varer over grænserne.
Men immigration er også forbundet med eksternaliteter. Nogen af dem er positive, men der er bestemt også negative eksternaliteter. 
En oplagt eksternalitet er, at hvis man kommer til Danmark som flygtning eller indvandrer, så får man adgang til et af verdens mest generøse velfærdssystemer, og det kan derfor ikke undre, hvis en del vil finde det attraktivt at forlade fattigdom i den tredje verden for et velbetalt ophold i Danmark. 
Det kan og skal dog indvendes, at denne eksternalitet i virkeligheden ikke er en rigtig eksternalitet, men derimod et problem, der er resultat af en alt for generøs socialstat. 
Hvis man fjernede eller kraftigt reducerede adgangen til at modtage sociale ydelser for flygtninge og indvandrere, så reducerer man samtidig væsentligt ”eksternaliteten”. 
Men der er også andre potentielle eksternaliteter. Således er det uomtvisteligt, at der er en overrepræsentation af flygtninge og indvandrere i den danske kriminalitetsstatistik. 
Det skyldes i et vist omfang de samme problemer, som er skabt af de generøse socialydelser, men kultur spiller givetvis også en vis rolle.
Dertil kommer, at store kulturelle forskelle potentielt set også kan skabe sociale spændinger, der kan betragtes som en eksternalitet.   
Vi har derfor at gøre med en problemstilling, der er fuldstændig den samme som med forurening. Immigration er som produktion positivt, men det er også forbundet med visse negative eksternaliteter. 
Når især borgerlige politikere taler om immigration, så lyder de som venstreorienterede politikere, der taler om produktion og forbrug. De fremhæver kun de negative eksternaliteter, men glemmer fuldstændig de store positive gevinster.
Når borgerlige politikere kræver ”grænserne lukket”, så er det som når Uffe Elbæk kræver et opgør med forbrugerismen. Det er lige så tåbeligt og ukonstruktivt. 
I stedet for at lukke grænserne, så må vi føre en resultatorienteret immigrationspolitik, der maksimerer gevinsterne ved immigration og samtidig reducerer de negative eksternaliteter ved immigration. 
Den resultatorienterede immigrationspolitik
Der er forskelle på flygtninge og indvandrere, og Danmark er ved at være med i EU og internationale konventioner omfattet af en række forpligtelser i forhold til flygtninge og indvandrere. Nogle af dem er fornuftige, andre er tåbelige, men dem lad os i første omgang holde dem uden for diskussionen.
Det første princip for en fornuftsorienteret immigrationspolitik er, at immigration er positivt, og hvis noget er positivt, så vil vi have mere af det. Derfor skal grænserne som udgangspunkt være åbne for alle, der måtte ønske at slå sig ned i Danmark.
Men samtidig skal vi reducere eksternaliteterne. Det kan man gøre ved at indføre en afgift på immigration – på samme måde, som man har CO2-afgift. 
Denne afgift kunne f.eks. være engangsafgift på 200.000 kr, der så til gengæld giver adgang til ophold i Danmark på livstid. Der vil dog være visse undtagelser f.eks. EU-borgere og flygtninge osv.. 
Men udgangspunkt skal altså være, at hvis man betaler denne immigrationsafgift, så opnår man automatisk ophold i Danmark. En sådan politik, vil totalt fjerne velfærdsturismen, og sikre, at dem, der kommer til Danmark, vil bidrage til produktion og velstand.
Derudover skal eksternaliteten ved immigration reduceres ved ikke at give adgang til sociale ydelser i landet i de første 10 år, og samtidig kan man forpligte immigranter til at tegne en sundhedsforsikring, så de ikke kommer til at belaste de offentlige sundhedsudgifter. 
Endelig så kan man ændre adgangen til statsborgerskab. Det kunne f.eks. være oplagt, at begrænse adgangen til statsborgerskab til borgere, der ikke har modtaget sociale ydelser i mindst 10 år og ikke har begået personfarlig kriminalitet. Men hvis man opfylder disse kriterier om selvforsørgelse og god opførsel, så burde man også automatisk få adgang til statsborgerskab efter f.eks. 10 eller 15 år.
Der er ingen nem løsning, og immigrationsspørgsmålet er som klimaspørgsmålet kompliceret, men vi kunne få markant bedre resultater, hvis vi droppede lagkager og symbolpolitikken, og i stedet fik en immigrationspolitik, hvor formålet er, at maksimere gevinsterne og reducere eksternaliteterne. 
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]