I denne guide forklarer Stefan Agger dig, hvordan du navigerer udenom de krænkelsesparates vrede på sociale medier.

Af Stefan Agger, lektor og politisk aktiv i Liberal Alliance

Som det nok vil være de fleste læsere bekendt, så lever vi i en tid, hvor man uden varsel pludselig kan befinde sig midt i et hypermoralsk stormvejr af vrede mennesker på Twitter og Facebook, der råber og skriger over dig og den måde hvorpå DU trådte ved siden af, i forhold til identitetspolitikkens hellige skrifter.

Det kan være noget du skrev på skiltet udenfor din iskiosk, det kunne være din ”Mine damer og herrer”-hilsen til et publikum, det kunne være et gammelt grafisk tryk på den vare din virksomhed sælger, det kunne være det du råbte i omklædningsrummet, det kunne være din sammenkædning af ordene ”kvinde” og ”vagina”: Pointen er, at det kunne være snart sagt hvad som helst.

Ofte ser man desværre det, at mennesker der kommer under angreb for at have gjort helt almindelige ting eller brugt helt almindelige ord, ender med at sige undskyld, og dermed på urimelig vis acceptere at have gjort noget forkert, der retfærdiggjorde angrebet i første omgang.

En af grundene til at det ofte går sådan, er at de woke angribere ofte benytter sig af en på overfladen sofistikeret og pseudointellektuel retorik, som det kræver et vist kendskab til humaniora eller samfundsvidenskab at forholde sig til direkte.

Derfor denne lille fikse guide til dig som gerne vil sige din mening om dette og hint, uden at skulle stå til regnskab over for venstreorienterede politiske aktivister.

1) At analysere andre mennesker er grundlæggende et ulige magtforhold, som kun er legitimt i den udstrækning at den analyserede accepterer at blive analyseret. At analysere andre mennesker er at sætte sig over dem, og påtage sig selv en særlig stilling.

”De” har altså ikke nogen særlig ret til at analysere og sætte mærkater på dig, dine handlinger og dit sprogbrug, og du kan roligt afvise deres analyse med den begrundelse.

2) Når den identitetspolitiske venstrefløj hentyder til, at dine handlinger medfører krænkede følelser hos dem selv, eller hos folk de foregiver at repræsentere eller forsvare, så er det naturligt at være empatisk, og dermed undlade at gøre de ting man ellers ville have gjort.

Der skal man dog vide, at det meget sjældent handler om ægte følelser. I stedet anvendes følelser som et stedfortræderargument, fordi det jo ikke lyder pænt at indrømme, at hele sagen egentlig handler om politisk magt til at definere, hvad der er normalt, og hvordan andre mennesker skal opføre sig.

3) At der findes videnskabeligt klingende begreber som intersektionalitet, mikroaggressioner eller ciskønnethed betyder ikke at det faktisk ER rigtig videnskab.

Det betyder heller ikke, at der faktisk findes en stærk forbindelse mellem disse særlige ord fra det woke vokabular, og så fænomener ude i virkeligheden, som de påstår at beskrive.

Så hvis nogen påstår, at man lyder meget privilegeret og ciskønnet, så kan man blot affærdige det uden videre. Der ligger ikke nogen særlig ret eller sandhed i at anvende bestemte ord.

4) Endelig, som et sidste råd, som man huske Benjamin Disraelis lille ordsprog: ”Never complain, never explain”.

Du skal ikke forklare dig over for folk, der ikke står dig nær. Du skal ikke sige undskyld på sociale medier, i håb om at tilgivelsen vil strømme dig i møde. Du skal bare lade være at kommentere, eller eventuelt, hvis du er mere krigerisk anlagt, gøre som Trump, og blot blive ved med at hælde benzin på bålet.

Det bliver ikke bedre med en undskyldning, og du skylder ikke dine kritikere noget.