Epidemiudvalg skulle “tage demokratiet tilbage” – men ny opgørelse viser, at udvalget har stemt ja til 99 procent af alle regeringens coronatiltag

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

“Udvalget er et gummistempel”, lyder den hårde kritik af Folketingets Epidemiudvalg.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk 

– Det er i dag, vi tager demokratiet tilbage fra Mette Frederiksen.

Sådan lød de store ord fra Liberal Alliances Ole Birk Olesen, da et politisk flertal for omkring et år siden vedtog en ny epidemilov, der bl.a. med et særligt Epidemiudvalg i Folketinget skulle bringe en ende på regeringens egenrådighed i coronahåndteringen.

Flere andre prominente politikere fra borgerlige partier brugte lignende udtryk om det Epidemiudvalg, hvor en minister siden den nye epidemilov har skullet gå hen for at få godkendt sine forslag til restriktioner.

Idéen med Epidemiudvalget var altså, at regeringen ikke fremover skulle indføre restriktioner henover hovedet på det øvrige folketing. 

En ny opgørelse fra Jyllands-Posten viser dog, at Epidemiudvalget ikke har gjort den store forskel. Udvalget har nemlig stemt for hele 99 procent af de foreslåede coronarestriktioner. Helt konkret har udvalget stemt for 255 ud af 257 forslag om restriktioner fra regeringen, viser opgørelsen.

Det får Nye Borgerliges sundhedsordfører Lars Boje Mathiesen til at rette en hård kritik mod udvalget. Hans parti er i øvrigt det, der har stemt imod klart flest coronarestriktioner.

– Udvalget er et gummistempel. Fuldstændig. Faktisk synes jeg, at den parlamentariske kontrol er blevet værre. For Epidemikommissionen er blevet skubbet ind og har skabt en illusion om, at initiativerne er blåstemplet af en form for uafhængig kommission. Men den er jo bare regeringens forlængede arm, siger Lars Boje Mathiesen til Jyllands-Posten.

Folketingets Epidemiudvalg blev nedsat som følge af den nye epidemilov, der blev vedtaget den 23. februar 2021, og som trådte i kraft 1. marts. Siden da har minister været forpligtet til at forelægge det for Epidemiudvalget, hvis ministeren ønsker at udstede nye restriktioner eller lukke ned for at håndtere en epidemi, f.eks. coronavirusepidemien.

Epidemiudvalget består af 21 medlemmer, der er fordelt efter partiernes antal mandater i Folketinget. De Radikales Stinus Lindgreen er valgt som formand, mens Venstres Sophie Løhde er næstformand.

Udvalget assisteres af to udvalgssekretærer og en udvalgsassistent.

[adning id="17957"]

Fik du læst?