Er den falmende gymnasieaftale begyndelsen på enden for regeringen?

Regeringens nye aftale om omfordeling af gymnasieelever har til hensigt at bremse polarisering og parallelsamfund samt hjælpe gymnasier i yderområder

Af Simon Gardner Mogensen

Regeringens nye aftale om omfordeling af gymnasieelever har til hensigt at bremse polarisering og parallelsamfund samt hjælpe gymnasier i yderområder – men lader mere og mere til, at have utilsigtede konsekvenser. Aftalen skal indgås mellem Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne. Et flertal som stille og roligt falmer og kan sætte lange spor ind i et nært forestående folketingsvalg.

Det lader nemlig til, at befolkningen i lyset af de seneste meningsmålinger begynder at stille sig selv spørgsmålet, om Regeringens og dens støtter forstår dets egne reformer og de afledte effekter, eller det bare handler om at sætte et aftryk og se handlekraftige ud? I stedet henfalder befolkningen muligvis til at se Regeringen som med en vision uden retning og evner, hvilket også er begyndt at sætte sine spor i den parlamentariske situation, hvor støttepartier falder fra i en lind strøm.

En klar linje uden resultater for øje

Dette finder i disse tider især sted ved opinionen mod gymnasiereformsforslaget. Det kommer fra flere kanter, og er præget af forskellige kritikpunkter, såsom mangeårig forsker i pædagogik Niels Egelund, som udtaler i Berlingske at: ”Det er noget politisk makværk”. Der sammen med Jørgen Grønnegaard, professor emeritus ved Institut for Statskundskab, og Peter Mogensen, direktør i Kraka, der d. 24. marts i Politiken kaldte aftalen for: ”Ungdomsskadeligt” og ”et bureaukratisk helvede”.  I lyset af den aktuelle aftale, sammen med initiativerne omkring decentraliseringsaftalen af universiteterne, bliver man en anelse i tvivl om, hvad Regeringen (og dens støttepartiers) bagvedliggende ræsonnement afstedkommer af.

Intentionerne fra Regeringen forekommer reelle nok og falder fint ind i den fortælling, som Socialdemokratiet har skabt, siden overtagelsen fra Mette Frederiksen. Med tryghed, sammenhængskraft og lighed som pejlemærker, og chefideologerne i Kaare Dybvad og Peter Hummelgaards som fanebærere, samt Jeppe Bruus, Christian Rabjerg Madsen og Rasmus Stoklund på runde til at være prygelknabe i medierne. En nøje udvalgt strategi, som i lang tid har vakt genlyd i befolkningen og virkede som et uigennemtrængeligt fort. Her har man med Arnepension, cigaretforbud, uddannelsesreformer, varmecheck og ældrecheckstilskud skabt en samhørig retning i kølvandet på Corona pandemien. Med denne linje er det retfærdiggjort at skabe forbud, skatte- og afgiftsstigninger, eller rykke ved aldersgrænser, så længe det er med lighed, sammenhængkræft og tryghed som intention – uagtet resultatet egentlig flugter med dette. Dette lader dog til at bide Regeringen i haserne, når flere af deres initiativer, ikke har de forventede resultater og formentlig vil have modstridende effekter.

Gymnasiereformen som kerneeksempel på en vision uden retning

Det afstedkommer af, at man i kraft af de pejlemærker og klare visioner som Regeringen har fremstormet med, ikke efter hensigten formået at løse nogen af de problemer man har sat sig for. I stedet har man fokuseret på, at den underliggende tone og fortælling er strømlinet, når lighed, sammenhængskræft og tryghed er i højsædet, så smider man nuværende udlændinge- og integrationsminister, og tidligere bolig- og indenrigsminister, Kaare Dybvad til at skabe præcis dette. Dette fandt bl.a. sidste sommer, hvor socialdemokraterne for alvor fik sat ord på sine visioner, ved at man som redskab for at opnå sine ønsker, havde i sinde at blande befolkningen på kryds og tværs – fra provins til storby, etniske danskere med udlændinge, overklasse med arbejdere og så videre. Det som fra Dybvads mund blev kaldt et opgør med de frihedsliderlige ”89ere”, hvor Den tid, da alt var frit og grænseløst, er forbi”.

Trods fortællingen er god, har genlyd i befolkningens bekymringer og har været svær for alvor at slå imod for de borgerlige partier, så lader det til, at en vision uden retning eller øje for konsekvenser, stadig bare er tomme løfter og floskelbetonet politikersnak.

Og her er den igangværende gymnasiereform er kerneeksempel på dette. Da den forskelligartethed, som de danske gymnasier har, faktisk ikke bare er snobberi, diskrimination eller sågar ulighed for ulighedens skyld. Den pluralisme, hvor visse gymnasier har en højere grad af indvandrere og efterkommere, velhavere eller socialt dårligt stillede, ikke bare er en tilfældighed eller en uretfærdig konsekvens af samfundets indretning – men med den funktion, at imødekomme borgernes behov.

Regeringen ignorerer virkeligheden og skaber flyvske visioner

En af konsekvenserne er f eks. skitseret af Forskningschefen for pædagogik og dannelse på Via University College, Andreas Rasch-Christensen, som er decideret chokeret over, at Undervisningsministeriet ikke har taget højde for de faglige konsekvenser for elever fra lavindkomstfamilier på Vestegnen. For aftalens delelement om at det bliver elevens forældres baggrund styrende for, hvor den enkelte kan optages, kan betyde, at ommøbleringen af elever har den konsekvens, at gymnasiernes fokus og kompetencer på bestemte områder vil undermineres. Da f eks. Vestegnsgymnasier mangeårige fokus på den demografiske sammensætning af elever, hvor hyppigheden af socialt udsatte og/eller fattige elever gør, at de er langt bedre til at løfte dem. Samme tendens hersker, når vi taler om andre grupper i gymnasiet, hvor gymnasier med velhavende elever eller mange dydsmønstre er bedre til, at sikre udfordringer til dem som har meget med i rygsækken hjemmefra. Eller når en overvægt af udlændinge eller efterkommere samles i institutioner, så er det nødvendigvis ikke verdens undergang og lig med dårligere integration – men nærmere at man som gymnasie kan fokusere sine midler på sprogkompetencer, facilitere sociale arrangementer eller en undervisning der appellerer mere til elevernes præferencer og forudsætninger.

Her er noget af det, som er gennemgående for Regeringen, er at de afholder sig fra at bruge begreber som de kan holdes op på. Da visioner af en fast størrelse og som kan sættes in i en ramme, hvor den kan måles og vejes, er noget som man kan hænges op på. Derfor bruger Børne- og Undervisningsministeriets i deres pressemeddelelse om den nye gymnasieaftale begreber som, polarisering, balance, lighed, tryghed og sammenhængkræft. Meget luftige begreber, som let kan indfries, men intet taler om at f eks. løfte elevernes niveau eller sikre at læringsmålene bliver overholdt. Det som gymnasiernes trods alt er sat i verden for, nemlig at uddanne unge – og ikke at løse alverdens andre problemer i samfundet såsom integrationsproblemer eller økonomisk ulighed.

Regeringens visioner mister fodfæste i det parlamentariske såvel som i befolkningen

På trods af det forspring, som coronpandemien gav socialdemokraterne, så lader det at virkeligheden indhenter de rosenrøde. Det kan bl.a. ses i den seneste meningsmåling, hvor flertallet reduceres og blokkene mere eller mindre er i dødt løb.  Her kan det tænkes, at befolkningen er ved at se hullernes i regeringens mange initiativer.

Den samhørighed, som har været kendetegnet for Regeringens og dets støttepartier, og fleksible evne til at samle flertal bag sine visioner, falmer i stor stil. Hvilket senest har fundet sted i to store stød til Mette Frederiksen og hendes kompagnoner i Claus Hjort Fredriksens sag om lækage og ophævelse af immunitet, samt at Dansk Folkeparti trækker støtten til gymnasieaftalen.

To tendenser, som kan komme til at slå benene væk under det handlekraftige Socialdemokrati. Da en ting er, at være uenig i visionen, men en anden ting er, om visionen overhoved kan lade sig gøre eller tilmed laver op til dets intention.

Spørgsmålet er, om vi i disse tider er vidne til en nedsmeltning af Regeringen og vi det kommende år vil se yderligere af sådanne stød mod regeringen, samt om det vil sætte sig i befolkningens gunst overfor Mette Frederiksen og hendes regering i den nært foreståede folketingsvalg?

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?