Er Socialdemokratiets tvangsflytning af studerende og lejere i almennyttigt byggerier de første skridt på vejen til social ingeniørkunst som tidligere praktiseret i Østeuropa, og hvad har det tidligere østtyske stålværk i Eisenhüttenstadt og Kaare Dybvad med hinanden at gøre? Det undersøger Johan Alsøe i dette debatindlæg.

Af Johan Alsøe, debatredaktør på Facebooksiden “Det Borgerlige Danmark”

Eisenhüttenhadt, er en by i den tidligere Østtyskland, 100 kilometer sydøst for Berlin. Den blev grundlagt af DDR-styret i 1953 for at skabe den nye socialistiske republiks fremtidsby, båret af idealerne om selvstændig industriproduktion og boliger til alle.

Sovjetunionen ønskede, at alle østbloklande var selvstændige og havde egen stålproduktion bl.a. af militære hensyn. Samtidigt var store dele af industri-infrastrukturen blevet demonteret og eksproprieret af russerne og der var et kæmpe behov for boliger og arbejde til alle de tyske flygtninge fra østfronten.

DDR skabte social ingeniørkunst efter sovjetisk forbillede. Man byggede et stålværk og en helt ny by til 50.000 indbyggere på et område uden kul, jernmalm eller transportforbindelser. I dag, delvist en ruin, og stålværket beskæftiger kun 2.000 medarbejdere og indbyggertallet er halveret siden 1989.

I Kaare Dybvads bog “Udkantsmyten” beskriver han, hvordan de små byer i Danmark langsomt tømmes for indbyggere og arbejdspladser – ikke fordi borgere og virksomheder selv har valgt at slå sig ned der, hvor der er kunder og arbejdspladser – nej det skyldes i høj grad ifølge Dybvad skiftende regeringers (især borgerlige) centralisering af offentlig administration, uddannelse. Især Løkkes kommunalreform har mange mindre byers liv på samvittigheden, må man forstå ifølge Kaare Dybvad.

Dybvad argumenterer så med, at hvis man bare fordeler skatterne (og hæver dem en smule), de statslige institutioner og uddannelserne anderledes samt fører en aktiv industripolitik, så vil borgere og virksomheder blive (og måske endda flytte tilbage) til de små og mellemstore byer – nøjagtig som da DDR-regeringen troede, at et stålværk og en helt ny arkitekttegnet by ville skabe fremtidens socialistiske samfund.

Eksemplerne i ”Udkantsmyten” er mange og nogle mere vel underbyggede, andre mere anekdotiske. Dette er ikke en generel kritik af Kaare Dybvads bog: hvis flere FT-kandidater, MF’ere eller ministre skrev bøger om hvilken politik de ønsker at stå for, ville det være nemmere at tage stilling til og diskutere på et sagligt grundlag.

Det er bogens fortjeneste, at den beskriver de udfordringer, som en stigende urbanisering medfører, men det er i koblingen til løsningerne, hvor jeg mener, at Kaare Dybvad og hans egen tro på, at velfærdssamfundet med endu mere centralisering skal løse problemerne, går galt i byen.

Her er et par eksempler:

I bogen argumenteres der for at det især er de små byer med under 5000 indbyggere, som taber til fordel for de noget større byer over 20.000 indbyggere.

Men alle de eksempler han fremhæver, hvor provinsen klarer sig bedre end København og Aarhus er netop denne type af byer, f.eks. Herning eller Dybvads “egen” Holbæk. De fleste af bogens forslag går ud på at styrke netop denne gruppe af byer (over 20.000) ved at yderligere at beskatte eller flytte opgaver væk fra de helt store byer. Det er svært at se, hvordan dette skal skabe mere aktivitet i de allermindste byer?

Dybvad hævder også, at provinsen generelt er bedre til at håndtere iværksætteri og integration af indvandrere end København, Odense eller Aarhus – men konkluderer så at det er provinsen, som skal hjælpes yderligere og ikke omvendt.

Gennemgående i bogen er forslagene mere centralisering i form omfordeling af skatter, uddannelse og statslige institutioner, fremfor mindre indblanding, f.eks. lavere beskatning af bilkørsel; i bogen hævder Dybvad, at der sker omfordeling fra provinsen til København og Aarhus da beskatning af bilkørsel rammer hårdest i Jylland, hvor borgerne har længst til arbejde.

En oplagt løsning kunne jo være at reducere både registreringsafgift og energiafgift – så borgerne selv kan vælge hvor langt de vi køre til arbejde og reducere omfordeling, men denne mulighed kommer forfatteren slet ikke ind på.

Det er muligt, at man på kort eller mellemlangt sigt, ved tvang og centralisering kan skabe de ønskede resultater. På langt sigt vil det være svært og medføre betydelige omkostninger at indrette samfundet med regler, som er grundlæggende imod borgernes præferencer; selv østtyskerne lykkedes med at bryde muren ned og flytte til byer med andre arbejdspladser end kun stålværker.