Erhvervsorganisation: Coronapas er et "fejlskud"

Foto: SMVdanmark

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Det er helt skævt at forlange coronapas for at få adgang til fx frisører, lyder det fra erhvervsorganisationen SMVdanmark.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net 
Erhvervsorganisationen SMVdanmark, som organiserer flere end 18.000 små og mellemstore virksomheder, glæder sig generelt over den nye genåbningsplan, der bl.a. giver liberale erhverv, herunder f.eks. frisører, lov til at genåbne.
Dog mener organisationens administrerende direktør Jakob Brandt, at der er ét stort fejlskud i aftalen: coronapasset.
– Det er helt skævt at forlange coronapas for at få adgang til fx frisører. Mange kunder – især i yderområder hvor mulighederne for at blive testet ikke er så gode som i de større byer – vil sandsynligvis holde sig væk, siger Jakob Brandt i en pressemeddelelse.
Han hæfter sig også ved, at testkravet ikke harmonerer med de nyeste beregninger fra Statens Serum Institut, som viser, at smitterisikoen ved at genåbne de liberale erhverv er lille.
– Erfaringerne fra genåbningen i foråret var også, at smitten faldt, da frisørerne åbnede. Desuden har frisørerne navn og telefonnummer på alle kunder, og i stedet for pas, kunne man have etableret en solid smitteopsporing, hvis uheldet mod forventning skulle være ude, siger Jakob Brandt.
Coronapasset er helt centralt i nye genåbningsaftale. Passet bliver f.eks. et krav for at kunne gå på restaurant eller til frisøren. Samtidig skal passet vises ved rejser. 
Passet skal vise, om man er vaccineret mod coronavirus, har overstået infektion eller er testet negativ indenfor 72 timer. 
Først hvis man opfylder et af disse kriterier, kan man for alvor kan nyde godt af den gradvise, langsomme genåbning, der nu er indgået politisk aftale om. 
Ønsker man ikke at blive testet eller vaccineret, kan man således ikke deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Alle partier undtagen Nye Borgerlige bakker op om indførelsen af et coronapas.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?