[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”8007″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]
Et politisk trick – og hvordan DR faldt for det
Aktivister benytter sig af en snedig manøvre, hvor politiske budskaber skiftevis fremstår som radikal samfundskritik og som erklæringer, enhver er enig i. Som gevinst får man ukritisk presse.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Under weekendens Black Lives Matter-optog i København var det som at se DR genbruge en skabelon fra sidste års klimademonstration. Sidste år under C40-topmødet nævnte vi, hvordan TV-avisen dækkede dette fuldstændig ukritisk. Sådan var det for klima i 2019, og sådan er det for identitetspolitik i 2020. Sådan er det for mange ting.
Konkret i TV-avisen 18.30 søndag 7. juni: En studievært fra DR stiller spørgsmål. Ikke spørgsmål til en arrangør eller deltager i demonstrationen, men til den anden journalist fra DR, som nu agerer, som om han var talsmand for optoget. Bag DR-journalisten står der unge demonstranter, som man kunne stille et kritisk spørgsmål, men det sker ikke. DR’s mand skal nok udlægge teksten for os og fortælle, hvad de søde idealistiske mennesker mener.
Hovedproblemet her er, at det ikke falder journalisten ind at problematisere det politiske indhold. Den nærliggende årsag hertil er, at han ikke indser, at der er noget politisk indhold at problematisere. Alle er imod racisme, ikke? Derfor opfører journalister sig, som om de dækker en landskamp, hvor alle seerne er på samme hold, frem for en politisk begivenhed, hvor meninger kan og skal brydes, også i pressen. Derfor går det eneste kritiske spørgsmål (udvekslet mellem DR-journalister) på faren for coronasmitte, et spørgsmål uden relevans for det politiske indhold.
Lad os se, hvordan vi bedre kan forklare den blinde vinkel. Der er tale om en behændig vekslen mellem dagsordener og et begreb, som den danske offentlighed vil have gavn af at kende yderligere.
Ordbillede med befæstninger
Professor, lektor i filosofi Nicholas Shackel fra universitetet i Cardiff beskrev i 2014, hvad han kaldte Motte-and-Bailey-doktriner. Der er ikke nogen god direkte oversættelse til dansk, men sprogbilledet går på borge i middelalderen, hvor man til daglig befandt sig i den lettere forskansede bailey, men under særlig hårde angreb kunne trække sig tilbage til en motte. Med det sprogbillede forklarer Shackel det fænomen, at der bliver argumenteret med et dobbelt sæt budskaber. Middelalderfolk ville bevæge sig frem og tilbage mellem den mere sikre motte og den mere komfortable bailey, alt efter hvor meget de blev presset udefra. Således skifter debattørerne også platform, alt efter om de er i offensiven eller i defensiven.
Se eventuelt borgen her. Det vigtigste er nu ikke at forstå sig på middelalderlig arkitektur, men at vi har et begreb for et dobbelt budskab, hvor indholdet skifter undervejs. I overskriftsform siger aktivister, at vi skal lade være med at ødelægge planeten, vi går ind for kvinders ret til at bestemme over deres eget liv, vi er selvfølgelig imod politivold og ikke mindst racistisk politivold. Ting, som alle i grunden mener. En nemt forsvarlig position – Shackels motte.
Men ingen agiterer blot for at understrege, hvad alle mener. Ingen anmelder en demonstration for at understrege, at 2+2=4, eller at det vil være rart med godt vejr på søndag. Under banaliteterne har demonstranter m.m. en reel dagsorden, som er anderledes oplagt at problematisere: Som i vores konkrete eksempel med Black Lives Matter, at den danske asylpolitik er strukturel racisme, eller at det er en super idé at inddele en demonstration efter farven på deltagerne – Shackels bailey.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”8006″ img_size=”750×470″][vc_empty_space height=”15px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Teorien i praksis: DR registrerer den banale dagsorden i overskriften ’Budskab om antiracisme’ (motte). I baggrunden fremgår demonstranternes dybere mening ’White silence = violence’, hvilket er et noget mere anfægteligt budskab (bailey). Men sidstnævnte går under radaren i ly af overskriften.
Den slags kan man ellers sagtens problematisere uden at anfægte, at racisme er noget hø. Men DR-journalisten gør det ikke, for selvom han faktisk viser, han kender til noget dybere mening hos Black Lives Matter, er han stadig ikke sluppet ud af sin egen indgangsvinkel. At det handler om noget, han ikke behøver at problematisere, som om Black Lives Matter kun er et udtryk for alment vedtagne sandheder.
Skulle det alligevel ske, kritiske spørgsmål dukker op, kan aktivisterne så vælge at trække sig tilbage til den nemmest forsvarlige platform: Noget a la: ”Vi er mod racisme, er du ikke det? Eller du synes måske, det er OK, når amerikansk politi kvæler sorte mennesker?” Sådan fungerer Motte-and-Bailey-doktriner: en definition af det politiske projekt for afsenderens politiske mål og angreb, en anden dagsorden for at undgå angreb og parere dem.
Åben mikrofon til wokeness
Resultatet kan vi se i en artikel som DR’s ’Er du hverdagsracist uden at vide det?’, hvor politisk agiterende Mira Skadegård optræder i forskerrollen frem for den rolle som meget ideologisk venstrefløjsdebattør, hun også – og samtidig – optræder i. Og den banale dagsorden på overfladen vækker ikke den journalistiske kritiske sans.
Derfor er her ingen kritiske spørgsmål til hendes politiske projekt. Fordi dækningen blot går på det overfladiske, let forsvarlige budskab (ingen af os har lyst til at være racister eller gøre racistiske ting), kommer vi aldrig ned i den politiske substans, som vitterlig eksisterer i Skadegårds budskaber.
”Majoriteten er den gruppe i samfundet, der er ovenpå og har mere overskud til at ændre på diskrimination og skabe forandring,” er f.eks. et ideologisk forsøg på at ændre definitionen af ordet ’majoritet’, som ikke længere må betyde ’flertal’. Og det forsøg har Skadegård ret til at gøre, men det er en politisk pointe, ikke en videnskabelig. Det opdager DR bare ikke, eller DR interesserer sig ikke tilstrækkelig for det.
I det mindste bør vi andre. Når man først er bevidst om doktrinerne, ser man dem mange steder, også f.eks. i kønsdebatten, hvor ”feminisme” eller ”ligestilling” skifter mening konstant. Feminister kan f.eks. foreslå meget vidtgående indgreb og holdningsmassage fra statens side, samtidig med at forvente, at alle bekender sig til feminismen, fordi den i grunden bare handler om, at kvinder skal have ret til at bestemme i deres eget liv.
Teknikken er ikke kun brugt på venstrefløjen. Den er blot mere udbredt og anvendelig for denne side, fordi journalister generelt ligger på linje med de såkaldt progressive (sagt for egen regning). Man ser som bekendt nemmere splinten i andres øjne end bjælken i ens eget. Derfor opdager få journalister eller medieforbrugere nogensinde bevidst en sådan doktrin, at ordenes betydning ændrer sig i henholdsvis forsvars- og angrebsposition. Selvom Shackels begreb er svært at oversætte, er det yderst hensigtsmæssigt, at begrebet findes, og denne forståelse må gerne udbredes yderligere. Der er brug for det.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2770″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5260″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5325″][/vc_column][/vc_row]