EU's vigtige beslutning: Fælles løsninger eller starten på enden

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”6953″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]

EU’s vigtige beslutning: Fælles løsninger eller starten på enden

Af Hans Martens, redaktion@indblik.net
Nu har vi dilemmaet igen: Skal vi være solidariske i EU og dermed sikre, at EU og dets indre marked fortsat kan fungere, eller skal vi blæse på det og så risikere, at det hele falder sammen?
Vi har set den problematik før, ikke mindst under finanskrisen, hvor det lykkedes at komme igennem det hele uden alt for store skår i EU-samarbejdet og oven i købet med instrumenter, som har gjort EU og specielt Eurozonen stærkere. Den nuværende krise kommer måske til at gøre endnu mere ondt økonomisk, og det kræver endnu større vilje til samarbejde og solidaritet. Men kan EU levere?
Dilemmaet står igen mellem nationalisme (vores land først) og europæisk solidaritet. Og der er virkelig et potentiale for at denne krise kan gøre EU større og mere betydningsfuldt. Det vil give masser af mening, for det første for at sikre os alle et bedre beredskab til næste pandemiangreb, så vi ikke skal være afhængige af leverancer udefra (fra f.eks. Kina) af testudstyr, værnemidler, osv., og for det andet for at sikre at vi kommer ud af krisen med så få økonomiske og sociale skrammer som muligt. Det kræver, at alle lande i EU er med i den økonomiske fremgang – fordi vi er hinandens vigtigste markeder, og fordi den sociale og politiske stabilitet er afgørende for at vores samfund kan udvikle sig fredeligt.
Ikke det sædvanlige mønster
Alligevel er meningerne om fælles løsningsmodeller delte. Coronakrisen har i et vist omfang ramt hårdest der, hvor også finanskrisen ramte hårdt, nemlig i Italien og i Spanien. Men lige inden man begynder at tænke, at det er jo typisk Sydeuropa, så lad mig lige minde om, at f.eks. Grækenland, som jo bestemt har en sydeuropæiske levestil og i modsætning til både Italien og Spanien et svagt sundhedsvæsen, har ikke været så hårdt ramt af virussen. Det samme gælder Portugal, som i livsstil minder meget om Spanien, men som har et betydeligt mindre smittetal end Spanien. Og så kan man jo se på UK, som nu er et af de værst ramte lande i Europa. Dem kan man vel næppe regne med til de sydeuropæiske lande!
Vi må senere finde ud af, hvad der har gjort forskellene i den måde, sygdommen har ramt, og mon ikke de fleste anerkender, at vi alle har en betydelig risiko, og at vi derfor også burde være med i et fælles svar.
De første skridt er taget
At Italien og Spanien indtrængende beder EU om at være med i en solidarisk indsprøjtning for at få økonomierne op at køre igen, kan ikke undre. Og EU har da også allerede taget de første skridt i den retning. Men mere er på vej. Om det så bliver organiseret på den ene eller anden måde får vi se, men det afgørende er, om man tør tage de helt store skridt i retning af en fælles indsats for at genoprette vores fælles europæiske økonomi.
Tyskland har igen vist sig som det helt afgørende land, når det gælder fælles løsninger. Tyskland havde før krisen det mest omfattende beredskab og uden tvivl det mest velforberedte sundhedsvæsen, og det har betydet, at landet har kunnet tilbyde indlæggelser fra nabolandene og over i købet har betalt regningen. Så derfor er der naturligvis også tyskere, der spørger, at da vi har betalt for alle de ting gennem årene, skal vi så også betale til genopretningen af Italien og Spaniens økonomier? Den slags tanker kan naturligvis godt give grobund for en stærk nationalisme, men indtil videre har vi ikke set meget til det. Opbakningen til Merkel’s ”fornuftige” europæiske solidaritetspolitik er stor. Der er mere påholdende holdninger i andre lande – som sædvanligt anført af Holland, men også med støtte fra Danmark og Sverige – men det er indtil videre blevet ved snakken og den har ikke udmøntet sig i egentlig nationalisme og anti-EU-holdninger. Det kunne godt hænge sammen med, at de lande er meget afhængige af eksport og af Det Indre Marked.
Le Pen lurer i kulissen
Her er risikoen større i tre store europæiske lande, nemlig Italien, Spanien og Frankrig. Om man vil være i stand til at holde populisme, nationalisme og anti-europæiske holdninger nede, er svært at bedømme endnu, men risikoen er der. Den italienske højrefløj har været og er dominerende og er meget synlig i den nuværende krise. I Frankrig er Macron – som det er normalt for franske præsidenter – upopulær, og der er risiko for, at højrefløjen under ledelse af Madame Le Pen kan vippe ham af pinden til næste valg. Og så er der Spanien, som op til og under finanskrisen ikke havde partier til højre for det etablerede konservative parti, men som nu har det hastigt voksende populistiske og nationalistiske parti Vox.
Hvis vi vil beholde det EU, som ikke alene har givet os fredelige forhold i Europa, men også stærke vækstimpulser først og fremmest fra Det Indre Marked, så kræves der virkeligt stærke og mærkbare løsninger fra EU:  Noget, der virkelig kan mærkes og føles i Italien, Spanien, Frankrig osv., og som peger fremad mod en større rolle og en større solidaritet i fremtidige kriser. Og når så frygten har lagt sig lidt mere, så er tiden til at bygge det mere robuste Europa, som bedre kan imødegå fremtidige kriser. Men det kræver lederskab allerede her og nu, og ærligt talt, så er der fortsat kun en statsleder, som virkelig viser det. Og hun hedder Angela Merkel![/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6684″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5967″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6277″][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.