Krigen i Ukraine har nu snart varet i seks måneder. De fleste havde nok ventet, at det frygtede russiske militær i løbet af kort tid ville løbe Ukraine over ende. Jeg havde forventet, at Rusland og Ukraine ville blive udsat for et massivt pres fra stormagterne, der ikke ville tolerere, at en regional konflikt på kanten af Centralasien kom til at forstyrre den globale orden, som jo er forstyrret nok i forvejen. Det lå i kortene, at både Rusland og Ukraine ville blive tvunget til at acceptere fredsbetingelser, ingen af dem kunne være tilfredse med, men som de måtte leve med: Donbass regionen vil blive omdannet til en autonom republik, men som en del af Rusland. Krim bliver atter russisk. Til gengæld garanterer en koalition af stormagter Ukraines fremtidige nationale og militære sikkerhed, ligesom Ukraine tildeles en plads i overhalingsbanen ind i EU og et massivt hjælpeprogram til genopbygningen af landet. Det er den løsning, Macron og Kansler Scholz ønsker, og som USA også håber bliver udgangen på konflikten.

Dette bliver antageligt også enden på krigen, men vi skal nok ind i den kommende vinter, før der kommer hul på bylden. Krigen har indtil nu demonstreret, at det russiske militær er i en sølle forfatning. Luftvåbenet kom slet ikke til at spille en afgørende rolle, fordi systemerne inden for sporing, ledelse, IT og præcisionsildkraft overhovedet ikke hang sammen. Kamphelikopterne blev skudt ned som lerduer, og de russiske kamptropper var dårligt uddannet og endnu dårligere motiveret. Omvendt var kampviljen hos den ukrainske hær i top, fordi hver eneste soldat vidste, at hvis man ikke kæmpede modigt og målrettet, var fædrelandet fortabt og ville ende som et russisk protektorat, med hvad deraf følger. I Ukraine har man ikke glemt, at sovjetstyret i trediverne myrdede 4 millioner af landets husmænd, der havde modsat sig kollektiviseringen af landbruget. Ukrainerne har kæmpet med mod, opfindsomhed og strategisk begavelse og har fået maksimal nytte af de moderne anti-tank våben og præcisionsartilleri, som med betydelig forsinkelse nu endelig kan indsættes i kampene. De vestlige leverandører har dog sørget for at begrænse leverancerne, så de moderne våben nok kommer til at gøre en forskel, men ikke nok til, at ukrainerne kan kaste russerne helt ud af landet.

Dynamikken er derfor forsvundet ud af krigen, der mere og mere kommer til at ligne første verdenskrigs statiske ubevægelighed i skyttegravene. Russerne magter ikke at foretage en offensiv vest for Donbass, og Ukraine har hverken materiel eller mandskab til at trænge de russiske styrker tilbage over landegrænsen. Vestmagternehar som bekendt valgt en dobbeltmoralsk strategi, hvor man fordømmer virksomheder, der fortsat handler med Rusland (Ecco, Rockwool), men samtidig køber russisk energi for et milliardbeløb, der finansierer hele felttoget mod Ukraine. Tyskland har annonceret, at stuetemperaturen på arbejdspladserne til vinter skal sænkes fra 21 til 19 grader. Tilførslen af varmt vand til husholdningerne begrænses, så det daglige brusebad bliver en kold omgang. Der oprettes varmehaller, så stivfrosne tyskere kan komme ind og varme sig lidt, inden de skal hjem til kulden igen. Man skal ikke tro, at europæiske vælgere vil finde sig i dette tab i livskvalitet. Borgerne vil spørge: Hvem har anbragt os i denne situation? Hvem har nedlagt atomkraft, begrænset antal leverandører af energi og foræret Rusland et næsten monopol på import af kul, olie og gas? Hvem har lagt sig fladt ned for NGO’er som Greenpeace og andre fanatiske grupperinger og fremprovokeret en grøn omstilling, der ikke fungerer? Hvorfor skal vi lide under inflation, dyre fødevarer og vanvittige energipriser på grund af en konflikt i Langtbortistan? Skal vi være ofre for en krig, der ikke er vores, men som ødelægger vores livskvalitet og erhvervsliv. Og hvad med de sultne afrikanere? Skal de berøves brødkorn fra Ukraine og lide hungersnød uden grund?

Det fine ved demokratiet er, at de politiske ledere skal på valg. Når vinteren nærmer sig, vil de europæiske politikere lære på den hårde måde, at borgerne gerne vil hjælpe og støtte Ukraine, men de vil ikke ofre sig for sagen. Europas parlamenter vil blive udsat for et massivt folkepres fra både vælgere og medier, når kulden og rationeringerne sætter ind.  De vil blive tvunget til at følge borgernes vilje og gennemføre en forhandlingsløsning på krigen i Ukraine, hvad enten de vil eller ej. Det bliver ikke noget kønt resultat. Det bliver som nævnt ovenfor, hvor alle taber og ingen vinder, men som krigens parter nu må leve med. Putin og Zelensky må så fundere over, om titusindvis af dræbte og massive ødelæggelser nu også var det hele værd?