”Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse”

Så klart starter Menneskerettighedernes Artikel 7. Man skulle mene, at det slet ikke burde være nødvendigt ligefrem at ty til Menneskerettighederne efter førstebehandlingen af Nye Borgerliges forslag om også at give ret til hjælp for mandlige partnervoldsofre – og deres børn.

Men dét må vi konstatere, at det er.

Imod forslaget står nemlig hele den feministiske venstrefløj, som ellers har haft partnervold højt på sin agenda de senere år. Dertil kommer regeringen, som Venstre nu er indgået i. Netop Venstre spiller en interessant rolle, idet partiets Marie Bjerre er regeringens ligestillingsminister. Særligt spændende er det, at partiet efter hendes overtagelse af Trine Bramsens tidligere ministerpost er gået fra at støtte sådanne forslag – sidst i 2021 – til nu altså umiddelbart at være imod det.

Argumenterne for modstanden er fortrinsvist gengangere fra i både 2019 og 2021, hvor lignende forslag blev nedstemt, og de fordrer en gennemgang.

Der er ingen penge
Forslaget udpenslede klart og tydeligt, at regeringen kan indkalde til forhandlinger om finansieringen af forslaget. Man skulle mene, at dét er den diplomatiske måde for en forslagsstiller at sigte mod vedtagelse. Alligevel påstår man fra modstandernes side, blandt andre Socialdemokratiets Trine Bramsen, at det vil lægge kvindelige partnervoldsofre til last, hvis mandlige ofre også får ret til hjælp.
Der er ingen grund til at gøre ligestilling til et sådant nulsumsspil, og uanset er argumentet lodret forkert. Det kan man læse af forslagsteksten.

I øvrigt kunne Ligestillingsministeren allerede dagen efter besøge Danner, som arbejder med kvindekrisecentre, og glæde sig over endnu en udvidelse af området med et trecifret millionbeløb. Blot altså kun for kvinder.

Mænd må ikke komme ind
Det påstås til stadighed, at mænd vil kunne få adgang til kvindekrisecentre, hvis de også får ret til hjælp. Det er dog faktuelt forkert, da det allerede i forvejen suverænt er den enkelte centerleder, der bestemmer hvem som indlogeres, og hvem som ikke gør. Det ændrer således ikke én tøddel ved dette såkaldte Selvbestemmerprincip, at mandlige ofre og deres børn også får hjælp, på mandekrisecentrene.

I øvrigt har man blandt modstandere mod forslaget i forvejen særdeles svært ved at formulere hvad henholdsvis en mand og en kvinde overhovedet er. Man kan da i det mindste glæde sig over, at de tilsyneladende endelig har sanset, at køn altså ikke er nogen social konstruktion.

Partnervold er kvinders problem
Selv ligestillingsministeren fastholdt i debatten om forslaget en gammel usandhed fra partnervoldsdebatten. Hun påstod, at dobbelt så mange kvinder som mænd bliver udsat for partnervold i Danmark hvert år. Det er bare lodret usandt, og regeringens egne tal viser det. En rapport fra 2021, med Trine Bramsen som ligestillingsminister, estimerede nemlig at hele 45% af ofre for i alle fald fysisk partnervold, er mandlige.

Dette er spændende, da det fordrer et nærmere kig på hvorfra ministeren lader sig indsætte i ligestillingsmæssige anliggender. Tallene hun bruger, er i alle fald forkerte. Dog ikke så forkerte som dé, Dansk Kvindesamfund fremlagde, da de tilbage i 2017 insisterede på at ”droppe snakken” om mandlige partnervoldsofre – her påstod de, at 9 ud af 10 ofre er kvinder.

En absurd fejludlægning.

Volden er forskellig
Endnu en gammel traver blandt modstandere af retten til hjælp for mandlige partnervoldsofre, er påstanden om at partnervold er forskellig på tværs af mænd og kvinder. Der er tre gode grunde til, at dét er et dårligt argument:
For det første, så er det irrelevant for det enkelte offer hvordan statistikkerne fordeler sig. Man ville ikke behandle et mandligt stiksårsoffer på en skadestue med et plaster, bare fordi mænd statistisk set oftere får en hudafskrabning.
For det andet, så handler det først og fremmest om, at retten til hjælp skal være der – uanset om der er mange eller få, som har brug for den.
For det tredje, så handler den nuværende lov slet ikke om den slags detaljer, som argumentet sigter mod. Loven handler langt mere overordnet om at der er ret til hjælp. Eller altså ikke.

Venstrefløjen vil selv
Der foreligger – og har forelagt – beslutningsforslag om det samme emne, fra venstrefløjens side. Disse ligner efterhånden rent spil for galleriet, for gennem årene har man intet gjort for at fremdrive dem. Desuden er de beroende på blandt andet den type fejloptagelser, som er skitseret herover.
Måske man ligefrem ønsker at forhindre mandlige ofres ret til hjælp; måske man blot ønsker politiske point for at sikre den; og måske man ønsker at sikre, at loven ikke kønsneutraliseres på grund af de forskellige fejlopfattelser, som foreligger.

Uanset motivet, så er regeringens og venstrefløjens position i al sandsynlighed Menneskerettighedsstridig – selv dé, som eventuelt bare måtte ønske en separat og anderledes lov for mænd, for som Menneskerettighedernes Artikel 7 fastslår:

”Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid med denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til sådan forskelsbehandling”.

Altså, når man vil have anderledes lovgivning for mænd, så er det i udgangspunktet sandsynligvis illegitimt. Man bør hellere overlade det til fagfolk at arbejde med detaljerne – som man da også allerede gør.
For kvindelige ofre.

Tilbage står, at vi trods omfattende debat om partnervold, stadig diskriminerer mandlige ofre fra retten til hjælp. På grund af fortrinsvist feministisk modstand.

Så kan det nok ske, at ligestillingsministeren skam påstår, at hun agter at gøre noget ved problemet – men dén har man for det første hørt før; og for det andet behøver ministeren ikke at foretage sig andet end at indkalde til forhandlinger om finansiering, og så stemme for forslaget.

Men selv Mette Frederiksens regering skal overholde loven, herunder Inkorporeringslovens indarbejdelse af EU’s charter om grundlæggende rettigheder, som man i al sandsynlighed også bryder med den nuværende lovgivning.

Fortæl mig i øvrigt, om nogen kan, hvilken bølge af feminisme som foreskriver, at man stiller sig aktivt i vejen for hjælp til partnervoldsofre?