Feministiske NGO’er leverer partipolitisk propaganda for dine skattekroner

Armslængdeprincippet er ude af vinduet. Når regeringspartiet kan vælte formanden i det feministiske NGO-landskabs paraplyorganisation - Kvinderådet - efterlader det alvorlige spørgsmål om sådanne foreningers rolle i den politiske samtale.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

I starten af april kunne netmediet A4 Ligestilling rapportere, at Kvinderådets formand, Yildiz Akdogan, var blevet væltet. Beslutningen blev truffet af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Der er uenighed om årsagerne, men ifølge det socialdemokratiske netmedie Pio skal der være tale om to forskellige bevæggrunde:

For det første havde Yildiz Akdogan ikke indstillet sig i tide, og for det andet skal ansatte i Kvinderådet angiveligt have truet med opsigelse på grund af dårlig behandling fra Akdogans side. Dét benægter Akdogan selv.

Uanset er det et meget langt stræk fra armslængdeprincippet, at et siddende regeringspartis hovedbestyrelse efter forgodtbefindende kan vælge og vrage til formandsposten i en endda særdeles betydningsfuld forening.

Én forening over dem alle

Kvinderådet er en feministisk paraplyorganisation, som har omfattende betydning for debatten om køn og ligestilling. For eksempel rejste foreningen igen i 2022 en debat om statistisk uéns resultater på tværs af de to køn. Dette i form af en påstand om, at d. 17. november bør være ”kvindernes sidste arbejdsdag”, og at kvinder skulle få 13,5% mindre løn end mænd for det samme arbejde. Det skete med et fælles debatindlæg ved Avisen.dk, som hele 17 kernepersoner i større organisationer, skrev under på. Herunder ledende fagforeninger, og Kvinderådets Yildiz Akdogan.

Det til trods for, at uéns resultater selvfølgelig ikke er et ligestillingsproblem i nogen anden kontekst end nærmest kommunistisk. Og til trods for, at forskellen i mænds og kvinders statistikker for mestedelen er forklaret med naturlige årsager – herunder blandt andet at mænd statistisk set arbejder mere end kvinder.

Ikke desto mindre havde Kvinderådet og en lang række fagforeninger altså held med igen i 2022 at rejse debat om kvinders ”ligeløn”.

Dét har kunnet lade sig gøre fordi Kvinderådet som paraplyorganisation har medlemmer fra disse fagforeninger, og andre interesseorganisationer; fra Dansk Sygeplejeråd, DM, DJØF, HK Danmark og Dansk Journalistsamfund til Danner, LOKK, Sex og Samfund, Museet KØN, Voldtægtsofres Vilkår og Feministisk Forandring – samt ikke mindst partierne Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Socialdemokratiet og Venstre.

Altså nogle af den feministiske bevægelses største røster i ligestillingsdebatten, sammen med en lang række politiske partier og endda adgangsgivere som selveste Dansk Journalistforbund.

 

Massiv statsstøtte

Der er altså således ikke nogen tvivl om, at et af den feministiske bevægelses største samlingspunkter er tæt sammenflettet med det politiske landskab – i alle fald i særdeleshed til venstre for midten – og en lang række fagforeninger. Det burde i udgangspunktet kunne sikre et sundt, økonomisk fundament, om ikke medlemskontingenter kan det. Alligevel går der massive millionbeløb til feministiske NGO’er, fra statskassen, hvert år.

Alene af Finansloven kan man læse en direkte, skatteyderbetalt støtte til Kvinderådet på 2 mio. kr. årligt, men dét er blot en dråbe i havet. Blandt de større linjer iblandt findes for eksempel feministiske organisationer som UN Women, som hvert år bemidles med 75 mio. skattekroner. Også Oxfam IBIS trækker støtte til sig, med 96 mio. kroner i 2021. Samme år kunne Sex og Samfund fejre 20 mio. kroner på kontoen, betalt af skatteyderne.

Blandt langt mindre aktører finder vi eksempler som Kvinfo, Copenhagen Pride og LGBT+ Danmark, hvis direkte driftstøtte er nede i ét-cifrede millionbeløb. Men dertil kommer indirekte støtte til eksempelvis Kvinfo’s mentornetværk, 4 mio. årligt, eller Kvinfo’s videnscenter med 7,8 mio. årligt. Og så mere obskure linjer som ”dansk-arabiske partnerskabsaftaler”, som i 2021 landede 25 mio. kr. i Kvinfo’s beholdning.

Læg dertil kommunal støtte, samt fondsmidler.

Angående kommunal støtte, er det svært at komme uden om skandalen vedrørende Normstormerne i Københavns Kommune. Foreningen har modvilligt fået afsløret hvad de underviser børn i, og det kan næppe retteligt beskrives som ét eneste skridt kort af decideret propaganda.

Berlingske har siden afsløret, at foreningen har kunnet sende fakturaer til kommunen, tilsyneladende uden nogen kontrol. I alle fald kunne Normstormerne i 2021 fakturere Københavns Kommune for knap én million skattekroner, selvom blot knap kr. 40.000,- reelt gik til undervisning. Året efter var beløberne cirka det halve.

Ikke én eneste af de nævnte foreninger har undgået krads kritik for manglende saglighed i indlæg i køns- og ligestillingsdebatten gennem de senere år – og eksklusivt i favør af ideologiske, feministiske forudantagelser.

Altså: der går hvert år trecifrede millionbeløb af skatteydernes penge, til ideologiske – eller i alle fald politiserede – foreninger, der bedriver holdningspåvirkning i den offentlige debat.

Eller endnu værre: i det offentlige skolesystem, helt ned til nulte klasse.

 

https://www.a4medier.dk/ligestilling/artikel/yildiz-svarer

https://piopio.dk/derfor-blev-socialdemokrat-ikke-genindstillet-til-kvinderaadet-behandlede-ansatte-daarligt

https://avisendanmark.dk/debat/kvindernes-sidste-arbejdsdag-i-aar-nu-skal-det-loengab-lukkes

https://fm.dk/media/25454/fl22a.pdf

https://www.berlingske.dk/metropol/de-blev-beskyldt-for-koensaktivisme-i-boernehoejde-nu-har-de-et

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?