Det er ikke så underligt, at mange unge, der endnu ikke har taget skade af al mulig fejl-indlæring og fordummende livserfaring, tiltrækkes af socialismen, skriver filosof og forfatter Brian Degn Mårtensson i dette debatindlæg.

Af Brian Degn Mårtensson, filosof og forfatter

Det er efter de flestes mening svært at sige noget objektivt om politik, for den slags handler jo som bekendt om bl.a. værdier og etik. Men mest af alt handler politik om det gode liv, og hvad er det egentlig? Hvem har ret? Hvem tager fejl? Og på hvilket grundlag kan man afgøre det? Den slags er ikke nemt.

Ikke desto mindre er det fra et politisk filosofisk synspunkt muligt at sige noget om kvaliteten af de respektive svar, man kan komme med. For disse svar rummer nogle præmisser og nogle interne logikker, der lader sig analysere med en vis objektivitet.

Politik kredser grundlæggende om de fælles forhold, vi underlægger os i omgangen med hinanden, f.eks. hvilken adfærd man må udvise i det offentlige rum, hvilke fællesinstitutioner, vi skal have, hvordan de skal virke og finansieres osv. De mulige svar på disse spørgsmål fordeler sig typisk i tre kategorier; liberale, konservative og socialistiske.

De liberale borgers svar på politikkens mange spørgsmål er per natur defensive og begrænsede. Den liberale borger er på mange måder hæmmet af en invaliderende uvidenhed i politisk sammenhæng, og kan derfor ikke sige noget definitivt om, hvad der er et godt liv for alle mulige andre mennesker. 

Er det vigtigste i livet at være mæt? At have det komfortabelt? At have det sjovt? At have mange penge? At være slank og se godt ud? At få et så langt liv som overhovedet muligt? At give den gas i livet? At arbejde meget eller at holde meget fri? 

Den liberale kan ikke svare på andres vegne, og respekterer uheldigvis sine medmenneskers integritet så meget, at den liberales eget svar egentlig kun kan række for den liberale selv. 

Derfor handler politik for den liberale om at undgå for megen fælles regulering, da enhver regulering jo i sidste ende må bunde i et svar på, hvad et godt liv er. Og dette svar er den liberale selv som bekendt jo for ubegavet til at levere. Når den liberale endelig skal regulere politisk, foregår det ofte på en svag, defensiv og lidt modvillig facon.

Den konservative borger lider delvist af samme skavank som den liberale, men har dog en livline i form af kulturen. Vores historie, traditioner og værdifulde vaner kan for den konservative nemlig bruges som en ledetråd i reguleringen af det fælles. 

Dette ud fra en betragtning om, at vi som mennesker fødes ind i en kæde af begivenheder, og jo bedre vi er forbundet med det, der kom før os, jo bedre kan vi fortsætte kæden i en ny tid. Dette er ikke i sig selv et direkte svar på, hvad det gode liv er, men trods alt en værdsættelse af noget fælles, alle har konkret del i og som rækker ud over den enkelte. 

I en dansk kontekst rummer denne konservatisme dog en udtalt veneration for frisind og åbenhed, hvorved tætte bånd til liberalismen etableres. Herved bliver den konservative i praksis også lidt defensiv og svag rent politisk.

Langt bedre står det til med den socialistiske borger, der i modsætning til den liberale og den konservative er i stand til at komme med klare og udtømmende politiske svar. 

Socialisten ved nemlig, hvad andre har brug for, og er derfor i stand til at pege på en masse udtømmende regulering, der vil give alle et godt liv. f.eks. kan folk i almindelighed have godt at fællesbetalte motionscentre, socialistisk historieformidling, forsamlingsforbud eller kommunale mangfoldighedskonsulenter. 

Derfor er socialisten langt bedre end andre i stand til løse de åbenlyse, men skiftende, problemer, et samfund altid vil stå i. Hvor den liberale og konservative vil komme med nogle vage ”ramme-svar”, som måske nok giver et individuelt handlerum, kan socialisten pege på stærke, effektive fælles-svar, der løser problemet direkte. 

Dette kan socialisten fordi socialisten ved bedst, og som sagt ved det på alles vegne. Var det ikke sådan, ville socialisten blot være påståelig, dominerende og til tider barnagtigt krævende.

Således ser vi, at socialismen har den mest effektive argumentationsstruktur, og det er også en logisk nødvendighed, at socialisten må være klogere end både den liberale og den konservative, såfremt argumentationen altså skal holde vand. De allerbedste socialister ved endda, hvad andre har brug for uden at de pågældende nødvendigvis selv ved det. 

Den slags kræver både mod og visdom i en grad, som man aldrig ser hos hverken oprigtigt konservative eller oprigtigt liberale, og derfor er det ikke så underligt, at mange unge, der endnu ikke har taget skade af al mulig fejl-indlæring og fordummende livserfaring, tiltrækkes af socialismen.

Man kan dog på ovenstående baggrund ikke objektivt sige, hvilken ideologi, der er bedst, men det står klart, at socialismen har den stærkest interne struktur. Hvis man har tillid til, at man som stemmeberettiget er i stand til at afgøre, hvordan andre bør leve deres liv, bør man afgjort stemme så langt til venstre som muligt. 

Herved kan man nemlig sikre sig, at ens overlegne viden resulterer i mest mulig regulering, der så kan give folk det liv, de har brug for. Er man lidt i tvivl om, hvad andre skal stille op med dem selv og deres tid på kloden, bør man måske nøjes med at stemme konservativt eller liberalt. 

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.