Finanslovsudspil: Det siger arbejdsgiverne

Det er en ny sæson for Folketinget og regeringen, og finansloven er naturligvis kommet højt på den politiske dagsorden med udspil fra finansminister Nicolai Wammen (S). Men hvad siger repræsentanter for de virksomheder, der i høj grad skal finansiere det offentlige forbrug?

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Finanslovsudspil: Det siger arbejdsgiverne

Repræsentanter fra den private sektor retter konstruktiv kritik af regeringens nye udspil til finanslov. Mest kritik får nye regler om sygedagpenge.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Det er en ny sæson for Folketinget og regeringen, og finansloven er naturligvis kommet højt på den politiske dagsorden med udspil fra finansminister Nicolai Wammen (S). Men hvad siger repræsentanter for de virksomheder, der i høj grad skal finansiere det offentlige forbrug?
Dansk Industri advarer imod, at den grønne omstilling kommer til at koste medlemmerne, uden at det i øvrigt modsvares af en grøn gevinst:
”Det dur ikke at gøre det dyrere at drive virksomhed, da det jo er virksomhederne, som i høj grad skal være med til at skabe grøn vækst og dermed give os råd til både velfærd og et bedre klima,” siger DI’s direktør, Lars Sandahl Sørensen.
DI advarer særligt mod regeringens forslag om højere skat på generationsskifte og ekstraregninger til virksomheder med sygemeldte medarbejdere. Det sidste dækker over, at firmaer fremover står til at skulle betale deres medarbejderes sygedagpengeperiode i 40 dage, mod en måned i dag.
”Jeg er samtidig bekymret for, at de mange virksomheder, der gør en ekstra indsats for at tage medarbejdere ind, der har det svært og i perioder har højere sygefravær, nu som tak kan se frem til en ekstraregning. Her risikerer regeringen faktisk at skabe mere ubalance,” uddyber Lars Sandahl Sørensen.
Brian M.: Uden erhvervslivet går det ikke
Dansk Erhverv er ligeledes skeptisk over for de nye regler til virksomheder.
”Det bringer ikke Danmark fremad, når skatter og afgifter øges. Tværtimod. Overskriften for udspillet er ”Velfærd Først”, men regeringen synes her at glemme, at forudsætningen for velfærd er et erhvervsliv i vækst,” siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.
Det er dog ikke alt, der er galt. Dansk Erhverv har frygtet, at regeringen ville finde flere penge ved aktiebeskatning og punktafgifter. Foreløbig tyder finanslovsudspillet ikke på øgede udgifter af den art. Det er selvfølgelig stadig muligt, at disse ting står til diskussion, når regeringen skal ud at finde opbakning til statsbudgettet i Folketinget, formentlig i et samarbejde med venstrefløjens partier.
”Vi sender nu den klare anbefaling, at disse tiltag ikke undervejs finder vej til forhandlingsbordet. For det vil skade erhvervslivet og væksten. Vi har brug for tiltag, der skaber vækst og øger arbejdsudbuddet,” siger Brian Mikkelsen.
DA: Tænk på de svage
Endelig får de nye regler om sygedagpenge et hug fra Dansk Arbejdsgiverforening. Her understreger administrerende direktør Jacob Holbraad, at det ikke kun handler om profit for virksomheder. Forslaget kan også få en utilsigtet social slagside, advarer han:
”Forslaget er en barriere for socialt engagement. Det gælder både i forhold til mennesker, der kommer fra kanten af arbejdsmarkedet med helbredsproblemer – men også over for seniorer, der gerne vil blive længere på arbejdsmarkedet. Med alderen bliver risikoen for en langvarig sygdom nemlig større. Regeringens forslag vil ekskludere flere udsatte mennesker fra fællesskabet på arbejdsmarkedet,” siger Jacob Holbraad.
Se kommentar fra Dansk Industri her.
Se kommentar fra Dansk Erhverv her.
Se kommentar fra Dansk Arbejdsgiverforening her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?