Årets Folkemøde må have været lidt af et tilløbsstykke at beskue, på afstand. Rasmus Paludan har nemlig formået med sin aktivisme at fremprovokere en række voldsomme overreaktioner fra myndighederne. PET har angiveligt indrømmet ikke at kunne gennemføre personbeskyttelse af Paludan – én enkelt person – på et særdeles let sted at beskytte en person; Bornholm. Det er sandsynligvis et af de bedst tænkeligt steder at kontrollere adgangen til, for afvikling af Folkemødet. 

Hvis påstanden om at PET ikke kan beskytte Paludan er sandfærdig, er det således en gigantisk skandale, som Justitsministeren bør forklare. Sådan kapacitet skal PET nemlig besidde. 

Hvis påstanden om PETs manglende evner derimod er usand, så ville det være godt gjort at forestille sig noget andet end en endnu større skandale – for PET har næppe af egen kraft besluttet at trække stikket på Paludans beskyttelse af andre årsager, såfremt det er tilfældet. 

Dertil kommer Bornholms Politis beslutning om at formene Rasmus Paludan adgang til Folkemødet. Det er et klart brud på partistifterens ret til ytring og forsamling, som kun under ganske bestemte omstændigheder ville være legitim. Det er svært at se hvordan disse omstændigheder var opfyldt, og det er således potentielt en ny Tibet-sag, der er opstået i kølvandet af årets Folkemøde. 

Det er også meget svært ikke at forholde sig til dette spørgsmål uden at have geopolitiske forhold in mente – Tyrkiets nyligt genvalgte præsident Erdogan er nemlig svært utilfreds med Paludans koranafbrændinger, og Mette Frederiksen har været et seriøst bud på en kandidat til posten som NATOs generalsekretær. 

En post, Mette Frederiksen som bekendt er afhængig af enighed i medlemslandene – herunder Tyrkiet – for at kunne indtage. 

Sagen lægger pres på regeringen, for nok er Socialdemokratiet et parti med stærk disciplin i geledderne, men Venstre og Moderaterne kan ligefrem være under eksistentiel trussel, hvis de stiller sig bag sådanne lovbrud. Det er svært at forestille sig nogen borgerlig politiker forsvare et overgreb på ytrings- og forsamlingsfriheden. 

Men selv en så massiv, potentiel regeringskrise efterlader plads i spalterne til Annette Heicks udfald mod Rasmus Paludan.
 

”Øverste, øverste, øverste hylde” 

Datter af folkekære Keld og Hilda, Annette Heick, var svært utilfreds med Rasmus Paludans tilstedeværelse tæt på sit hus. Paludan havde nemlig en megafon med, som han brugte til at udtrykke sin mildt sagt manglende benovelse over koranen. Det foregik netop som Heick skulle slå dørene op for et arrangement i sit private dining room. Det var planlagt til kl. 18.00, så man må antage, at kunstneren talte om en middag. 

I en efterfølgende udlægning forklarede Heick på programmet Det vi taler om ved Ditte Okman, at det var gæster fra ”øverste, øverste, øverste hylde” i Danmark, som var inviteret til middag, og at PET således ville være til stede. 

Dét kunne PET altså godt finde kapacitet til. 

Uagtende det påfaldende i, at PET ikke ved samme lejlighed kunne skele lidt til Rasmus Paludan, som stod ude foran huset, udtrykte Annette Heick med sin formulering klokkeklart et problem, som gik igen gennem det meste af Folkemødets program – nemlig arrogance.
 

Indspist, kedelig, uintelligent og monoton kulturradikalisme 

Med et kig på årets Folkemødeprogram, var det godt gjort at finde nævneværdig kritik af politisk korrekte idéer – i alle fald hvis man kiggede efter begivenheder, som vedrører emnet køn og ligestilling. Der var mange feministiske NGO’er repræsenteret, og der var mange begivenheder og debatter. Der var blot næsten ingen iblandt, som var uenige i en overordnet feministisk diskurs. En mildt sagt tvivlsom diskurs, som almindelige danskere flest nok snildt ville kunne se det nærmest morsomme i – navnligt i spørgsmål som for eksempel antallet af køn eller hvorvidt mænd kan føde børn. 

Men det er ikke morsomt længere. Fjollede påstande er nemlig blevet flankeret af eksplicit sexisme og endda decideret racisme, og møder svært ringe modstand på selveste Folkemødet. 

Folkemødet er nemlig ikke længere for almindelige danskere flest. Det er derimod blevet for folk, der kalder sin spisestue for et private dining room, hænger ud med folk fra øverste, øverste, øverste hylde, og ikke har problemer med at blive beskyttet af politiet, når de er under trussel. 

Det var da også fortrinsvist særdeles velbemidlede, kulturradikale – feministiske – NGO’er, der forestod den klare majoritet af årets Folkemødedebatter om i alle fald køn og ligestilling. 

Eksemplerne på hvorfor dét er en skidt ting, stod i kø. 

Hos Københavns Universitet kaldte rektor Henrik C. Wegener det for ”ligestilling” blot at arbejde for øgede kvindeandele, også selvom der på for eksempel humaniora er en massiv overvægt af kvinder.
Rektoren virkede mest af alt undskyldende overfor de unge, feministiske kvinder, der omgav ham på scenen i Københavns Universitets telt. 

En scene, hvorfra det i øvrigt lød fra DM Studerendes Kira Knox, at målet bør være resultatlighed. Altså, 50/50-kønsfordeling. En sådan fordeling vil oftest kun være mulig hvis man diskriminerer de enkelte ansøgere ud fra deres køn, for at opnå den. Det er således et særdeles tvivlsomt sigte for reel ligestilling, som blev udtrykt fra scenen, og uden protester fra de resterende debattører i øvrigt. 

Videre kan man sige, at præmisserne tydeligvis ikke gælder for den tilstræbte halvdel, som er mandlig.
I alle fald ikke på Københavns Universitet. 

En holdningsdiversitet havde været at foretrække på scenen i Københavns Universitets telt. Men ingen af de mange kvinder, og den ene mand, som stod på scenen, lod til at have mod på at debattere præmisserne.
 

Feministisk ledelse handler om at bruge penge – ikke tjene dem 

Oxfam Danmark, Kvinderådet, Sex og Samfund og Analyse og Tal er alle feministiske organisationer, og de debatterede konceptet Feministisk Ledelse om torsdagen under årets Folkemødet. Da alle fire organisationer havde forskellige tolkninger af begrebet, blev det en noget flyvsk omgang, men enkelte emner var der da nogenlunde enighed om. For eksempel at man gerne vil gøre op med magtstrukturer. 

Der var heldigvis plads til opklarende spørgsmål, og adspurgt hvorfor NGO-lederne på scenen ikke bare fratrådte sine stillinger, hvis de ønskede at gøre op med magtstrukturerne i sine organisationer, blev svarene spændende. Ledelse er nemlig for mange af de ansatte en særdeles ønskværdig del af organisationen, ifølge flere af de debatterende. Medarbejderne ønsker angiveligt at have en leder. 

Videre adspurgt hvor mange af disse feministisk ledede organisationer som præsterer at generere en profit, blev det endnu mere speget. Tre ud af fire tilkendegav nemlig ikke at gøre det. Præmissen for NGO’er, lod ordstyreren fra Kvinderådet forstå, er jo at bruge penge – ikke at tjene dem.
Nuvel. Men mange virksomheder er afhængige af at skabe værdi på bundlinjen, og således er meritten i feministisk ledelse særdeles tvivlsom fra et perspektiv som også tilgodeser dét behov. 

Hvis dog bare en ringe værdiskabelse var topmålet af problemer med sådan feministisk ideologisering, så ville de fri markedskræfter klare ærterne. Det er ikke tilfældet. Så meget blev smertende tydeligt ved begivenheden Woke – er det wauw eller væmmeligt? ved Dansk Journalistforbund. 

Fra indspisthed til decideret sexisme 

Da Dansk Journalistforbund lagde telt til en debat om hvorfor debatten om køn og ligestilling – og wokeisme – er blevet relativt betændt, tydeliggjorde arrangøren selv årsagen. 

Foreningens formand, Tine Johansen, forfaldt nemlig til eksplicit sexisme og netop den type opdelende effekt, identitetspolitik har. Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, havde udtalt at man bør behandle folk lige og forholde sig til hvem der er dygtigst – uanset om det skaber en kønsfordeling, som ikke er 50/50. Han havde også udtalt, at man kunne etablere nye medier, såfremt det eksisterende medielandskab ikke er tilfredsstillende. Tine Johansens svar var ikke bare afvisende, men også devaluerende af alle de forkerte årsager: 

”Det er typisk for sådan en som dig…”, startede Johansens svar, inden hun forvildede sig ud i at anklage Jensen for privilegieblindhed. 

En sådan formulering er en lige så sikker måde at sabotere sin debat på, som at påstå nogen form for lighed mellem at være privilegeret og at være mand eller hvid i huden. Skulle nogen postkolonialist påstå sig uenig, kan man blot spørge vedkommende, om han eller hun er kendt med et sted, der hedder Irland.
Eller Skotland, for den sags skyld. 

Tom Jensen påpegede forstandigt en blindhed overfor socioøkonomiske faktorer i det sigte, som tydeligt feministiske Dansk Journalistforbund lagde for dagen. 

Hvad angår årsager til indignation i debatten om køn og ligestilling, fandt man også på senen den dag formændene for henholdsvis Dansk Skuespillerforbund og WIFT Danmark – Women In Film and Television.
Begge påstod, at der indenfor deres område er omfattende diskrimination mod kvinder. 

Som Indblik kunne bringe i sommeren 2022, er dette usandt.  

Og hvem bliver ikke indigneret over at blive løjet lige op i sit åbne ansigt?
For ikke at nævne devalueret og aktivt diskrimineret på grund af sin hudfarve eller sit køn? 

Den holdning til køn og ligestilling, som Dansk Journalistforbund, WIFT Danmark, Dansk Skuespillerforbund, Sex og Samfund, Kvinderådet, Analyse og Tal, Københavns Universitet og mange, mange flere lagde for dagen, har næppe kunnet udvikle sig i mødet med holdningsdiversitet og accept af rimelig kritik, for selvmodsigelserne er legio og den logiske sammenhæng ikkeeksisterende. 

Sådan en holdning udvikler sig blot i ekkokamre, hvor kritik afvises blankt. 

Og sådan et ekkokammer er Folkemødet desværre ved at have udviklet sig til – i alle fald når det kommer til køn og ligestilling. 

Foto af Annette Heick: Ditte Capion