Forbud, overvågning og bortvisning: Sådan vil Nick Hækkerup gøre Danmark tryggere med 12 nye tiltag

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Justitsministeren vil med et nyt udspil skabe “tryghed for alle danskere”.

Af Jeppe Caspersen, jeppe@indblik.dk

I søndags afholdt justitsminister Nick Hækkerup (S) et pressemøde på Valby Station, hvor han præsenterede regeringens nye udspil “Tryghed for alle danskere”. 

Til pressemødet var Hækkerup akkompagneret af transportminister Benny Engelbrecht (S) og social- og ældreminister Astrid Krag (S).

Nick Hækkerup indledte pressemødet med at sige, at vi ser for mange eksempler på brutale overfald på tilfældige borgere i nattelivet, hvilket ifølge ham, får danskerne til at ændre adfærd af frygt.

Derefter præsenterede han 12 initiativer, som ifølge ham vil kunne skabe et tryggere Danmark i “nattelivszonerne”.

Disse tiltag består bl.a. af, at “uromagere” skal kunne bortvises fra diverse nattelivszoner, også selvom de ikke nødvendigvis har begået en lovovertrædelse.

Derudover vil detailsalg af alkohol blive ulovliggjort i disse nattelivszoner, og ydermere vil staten, såfremt man som ung begår en lovovertrædelse, overvåge ens økonomi, samt foretage “opfølgende samtaler med den unge om økonomi”.

Ligeledes lægger regeringen i udspillet op til, at det, de kalder “ikke-nødvendig privatkørsel”, kriminaliseres i “nattelivszoner”.

Desuden ønsker Hækkerup, at der bliver indført mere realtidsovervågning i S-togene og på togstationerne. I alt vil han opgradere med 700 flere overvågningskameraer. I regeringens udspil bliver der også lagt op til at indføre vagter på togstationerne.

Disse ting vil dog kun være gældende i de såkaldte “nattelivszoner”,  hvilket er forhåndsbestemte, geografiske områder i tidsrummet mellem 24.00 og 05.00.

Disse “nattelivszoner” dækker blandt andet over områder såsom Gothersgade og Kødbyen i København.

Skal regeringens udspil blive til virkelighed, kræver det, at et flertal i Folketinget stemmer for at foretage ændringer i den danske lovgivning.

Læs det fulde udspil her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?