En fordobling af onlinesalget har sikret fremgang hos Matas, der også har nydt godt af udbetalingen af de indefrosne feriepenge.
Kædens omsætning steg med 140 millioner kroner i tredje kvartal. Matas har forskudt regnskabsår, og kvartalet dækker over de sidste tre måneder af 2020.
Salget i de fysiske butikker faldt marginalt, mens onlinesalget steg med 91 procent. Salget på nettet udgjorde 25 procent af det samlede salg.
Matas er en af de butikker, der har måttet holde åbent under nedlukningen de seneste måneder, men har ifølge Gregers Wedell-Wedellsborg alligevel været påvirket, fordi der er færre mennesker på gaderne end normalt.
Salget er blandt andet trukket op af produkter, der kan relateres til coronaudbruddet. Det gælder for eksempel håndsprit og mundbind.
Gregers Wedell-Wedellsborg glæder sig over fremgangen.
– Trods væsentlige omkostninger til at sikre tryghed for kunder og medarbejdere leverer vi en resultatfremgang, som især skyldes, at vores digitale forretning er blevet mere lønsom, siger han i en kommentar til regnskabet.
Det højere salg har også gjort, at Matas tjener flere penge. Overskuddet er steget med 38 millioner til 175 millioner kroner.
Da salget er gået bedre end forventet, opjusterer Matas sine forventninger til regnskabsåret 2020/2021, der løber til udgangen af marts.
Matas forventer nu at øge salget med 12 procent for hele året. Tidligere var forventningen 10 procent.
– Genåbningen af store dele af detailhandlen fra 1. marts er en lettelse og et lyspunkt, som vil betyde flere kunder på gaderne og i butikkerne.
– Da vi også har set en massiv vækst i vores onlinesalg i januar og februar, kan vi nu opjustere forventningerne.
Matas har 263 butikker i Danmark. Derudover er der en butik på Færøerne og en i Grønland.
/ritzau/