Som i Kim Larsen-sangen var det midt om natten, d. 8. august, at der løb en hemmelig aktion af stablen på fristaden Christiania. En fraktion af de lokale beboere satte sig for at blokere den famøse og infamøse Pusher Street, hvor der – såvel som i samfundet generelt – er sket en mærkbar forråelse siden de glade 60’ere.

Lokalt på Christiania har der tydeligvis været delte meninger om bandeaktiviteten, der foregår omkring marihuanahandelen i den gamle fristad, og når Christianitter beslutter sig for at lukke gaden udenom Christianias vanlige konsensusmodel, så understreger det en usædvanlig alvorsgrad.

Også om natten, lørdag d. 26. august 2023, blot knap tre uger efter aktionen på Christiania, blev en 30-årig mand og fire andre ramt af skud i bygningen Stjerneskibet, som ligger på Pusher Street. Den 30-årige døde af sine kvæstelser. Mandagen efter havde Christiania truffet fælles beslutning om, at Pusher Street skal lukkes.

Ifølge christianitterne bærer mange “et ansvar for en forfejlet håndtering af den eskalerende kriminalitet, ligesom mange er ofre for den.”

Udviklingen viser os to ting – på den ene side, at højrefløjen historisk har begået en eklatant politikfejl ved at fastholde kriminalisering af rekreativ brug af marihuana. Det viser erfaringerne fra udlandet, blandt andet delstater i USA, samt Holland, Spanien og endda stokkonservative Malta.

På den anden side, så understreger udviklingen, at venstrefløjens nærmest slaviske hengivenhed til hvad der kun med enorm velvilje kan kaldes ”tolerance”, kommer med en forfærdelig pris.

”Tror de selv, at de kan lægge byen tør”?

Det var, som rapperen Natasja sang, hele tiden en umulig opgave at få lukket ned for marihuanahandelen i Danmark. I bedste fald kunne man lukke ned for Pusher Street på Christiania – ikke at dét er lykkedes endnu trods årtiers særdeles dyrebar indsats – men i så fald ville handelen blot flytte sig til andre områder af byen.

Dertil kommer den tvivlsomme merit i at fastholde et sådant forbud:

For det første er brug af marihuana for de flestes tilfælde blot en rekreativ syssel, der ikke adskiller sig nævneværdigt fra et glas vin eller to. For det andet hjælper man ikke dé, som faktisk har afhængighedsproblemer eller sociale udfordringer, når man kriminaliserer dem; tværtimod. For det tredje, så forholder man sig ikke til bekymringer om produktrenhed, brugeroplysning eller sikkerhed, ved at flytte salget af marihuana – og de som bruger den – væk fra lov og orden, redelighed og trygge rammer. For det fjerde, så er kriminalisering en foræring af et sandsynligvis mastodontisk marked, til kriminelle bander. For det femte, så er det ikke så usandsynligt endda, at alene momsen fra et legalt, men reguleret, marihuanamarked kunne løfte det danske velfærdssystem mærkbart.

At man har vendt ryggen til sådanne argumenter – og de er ikke udtømmende – og fastholdt kriminalisering, skriger til himlen. Christiania er meget mere end blot én gade med pushere på. Det er også en smeltedigel for kultur og sociale sammenkomster, initiativer og relationer. Initiativer som ”Herfra og Videre”, Christianias egen, sociale, frivillige indsats for udsatte, understreger at der er et kæmpe, socialt potentiale i Fristaden. Hvis man brugte Christiania som værktøj til sådanne målrettede, sociale indsatser hvor de, som har brug for den er, så må det stå for troende, at indsatsen vil være langt mere effektiv. Det er da heller ikke fordi København stiller sig på hælene i dette anliggende.

Tværtimod. I Københavns byråd ønsker man en forsøgsordning med legalisering af marihuana, hvad selv den socialdemokratiske Overborgmester, Sophie Hæstorp, også stiller sig bag. Som sådan er der en rimelighed i at høre efter hvad nærdemokratiet og dé, som bor i Hovedstaden, siger om sagen.

Det er dém, der ser de hjemløse på gaden i København. Det er dém, der betaler kommuneskatten der. Det er dém, der faktisk kommer på Christiania til koncerter, en kop kaffe, en kold øl i solen eller en joint. Hvad der måtte være af problemer i dén henseende, foregår i deres baghave.

Christiansborg og den bredere befolkning burde høre efter hvad erfaringerne er, hvad problemerne er og hvad løsningerne er. Kriminaliseringen er mere en del af problemet, end en del af løsningen.

Venstrefløjens naivitet er ikke bedre end højrefløjens forregnelse

Christiania startede som et BZ’er-projekt, og har rødderne dybt begravet i flower power, trompetbukser og ikke mindst narkotika. Frihed, tolerance og kærlighed var kardinaldyder i de flippede 60’eres og 70’eres kulturradikalisme – og tag ikke fejl; Christiania var også et kulturradikalt, såvel som venstreorienteret, socialt eksperiment.

Siden er der indført forbud mod hårde stoffer på Christiania, og meget har ændret sig gennem årene. Også i forhold til tankegangen, som naturligvis – ligesom holdningen til for eksempel heroin – måtte ændres i mødet med virkeligheden. Det er for eksempel svært at glemme den tragiske dokumentar, Christianias Børn – Skyggesiden af Eventyret, som udfolder et eklatant svigt af mange af de børn, der var med på slæb i sine forældes frigørelsesprojekt.

Deres forældres følelse af befrielse må have været berusende, men nogle var blandt meget andet også indiskutabelt uansvarlige i rollen som forældre. Venstrefløjens laissez-faire havde mødt sin udfoldelse i virkeligheden, modpolen til fordums Sorte Skole – og resultatet var tragisk for nogle af de børn, der blev trukket med ind i eksperimentet.

Ligeledes naivt var det, at man sænkede paraderne overfor bandernes indtog. Bevares, de lokale kræfter skal også række til at yde modstand. De mange, lange kampe med Politiet på grund af kriminaliseringen af marihuana og et både arrogant og ignorant ønske om normalisering – hvilket væmmeligt ord – må ganske givet have tæret på de kræfter, der var.

Men venstreorienteret tolerance er ikke til at skelne fra regulær krysterlighed, og går igen på tværs af Pusher Street og samfundet generelt. Det er selvsagt ikke den traditionelle arbejders værdier fra fortidens venstrefløj, der er tale om, men de kulturradikales fra universiteterne. Den gamle arbejderklasse havde næppe tolereret, at nogen som helst anden dikterer dagsordenen i sine nabolag.

Det gør de bedre stillede, universitetsuddannede kulturradikale til gengæld, og dét har været en kæmpe kæp i hjulet for både Christiania og samfundet generelt. Se blot erfaringerne med Udlændingeloven fra 1983, eller endda den siddende centrum-venstreorienterede, de facto radikale SMV-regerings eftergivenhed overfor islamistiske krav vedrørende Muhammedtegninger eller Koranafbrændinger.

Ej heller har venstrefløjen nogensinde formået at slå igennem med kvalificeret, nøgtern og sober argumentation for, at Christiania faktisk kan bruges til noget godt i samfundet.

Normalisering er slet ikke så ønskeligt endda

Christiania er Hovedstadens sociale si. Fristaden slår armene om dé, som har det svært, og frivillige programmer er sat i værk for at yde støtte til dé, der falder til bunds i samfundet. Det er svært at forestille sig, hvor megen ulykke, der er forhindret af de mange gode og hjertelige mennesker, der bor på Christiania eller slår sine folder på fristadens arealer. Her findes et miljø af både hårdt ramte sjæle, rejsende entreprenører med sine projekter under armen, håbefulde tilflyttere, intellektuelle, kunstnere og – som et billede på alsidigheden i mulighederne – Københavns måske stærkeste skakklub, samt både en jazz- og comedy-klub.

Afsatte man blot en brøkdel af moms- og skattegevinsten fra et reguleret marihuanamarked, til socialt arbejde der, hvor dé med behovet er, ville det potentielt kunne afstedkomme en mindre, social revolution for det bedre. Der kan næppe udestå alverdens uenighed om, at Jobcentrene i alle fald ikke løfter opgaven, når udsatte borgere ligefrem får PTSD af at blive behandlet dér.