[vc_row][vc_column][vc_column_text]Regeringens eskalering af nedlukningen passer ind i adfærdsøkonomiske modeller om tab af kontrol, skriver Frank Ulrich, der er Ph.d. i Informationssystemer og har forsket i innovation og organisatorisk kompleksitet.
Af Frank Ulrich, Ph.d. i Informationssystemer
Danmark er nu i den anden nedlukning som forventes at blive udvidet frem til marts. Ligesom i en række andre europæiske nationer, besluttede den danske regering, at flade sygdomskurven ud gennem nedlukning og at behovet for de få som var sårbare, opvejede ulempen for de mange, der ville blive påvirket af virussen på anden vis.
Den nye og mere smitsomme B117 variant har ført til den anden nedlukning og en eskalering af den første. F.eks. besluttede regeringen at lukke for juleshopping, råde folk til ikke holde jul og nytår, samt nedlukke religiøse begivenheder. Forsamlingsforbuddet startede med 100 mennesker, blev så ændret til 50, 10 og dernæst til 5.
For nylig har et bedt flertal indgået en aftale om en ny epidemilov, der giver forøget hjemmel til at afhente og tilbageholde folk der mistænkes for at være smittet.
Dette er sket selvom forskning viser eskalation ikke giver en signifikant reduktion i smittetilfælde. Derudover har regeringen kontinuerligt lavet tiltag mod private erhvervsdrivende og har lukket den danske minkindustri.
Hvem der var ansvarlige for minkskandalen, bliver nu undersøgt af Grønnegaard-udvalget. Men at loven blev brudt, er uomtvisteligt.
Hvis vi kigger på de adfærdsøkonomiske årsager bag regeringens strategi, så trækker det tråde tilbage til midten af 1970’erne, hvor den amerikanske forsker Barry M. Staw identificerede en ny beslutningsbias baseret på erfaringerne fra Vietnam-krigen. Selvom alle vidste krigen var ugennemtænkt, forsatte de med investeringen af penge og liv.
Staw døbte denne beslutningsbias “Escalation of Commitment” (oversat, eskalation af engagement). Biasen handler om at beslutningstagere vil forfølge og eskalere beslutninger som ikke er effektive, pga. manglende erkendelse af fejl eller fordi de bliver låst af tidligere beslutninger.
De fleste kan genkende dette fra ludomaner, der smider flere penge efter et væddemål i håb om at vinde det tabte tilbage. Dette kalder adfærdsøkonomer også en “sunk-cost fallacy”, hvor beslutningstageren forøger investeringen, selvom den langsigtet ikke gavner dem.
Stribevis af laboratorieeksperimenter og næsten 40 års casestudier fra større statslige IT-projekter understøtter disse adfærdsøkonomiske teorier og forskere som arbejder med dem som Richard Thaler and Daniel Kahneman har modtaget Nobelprisen i økonomi for deres arbejde.
Når vi kigger nedlukningerne, så kan de nemt beskrives ud fra Staw’s teori. Regeringen ved at den langsigtede effekt er begrænset, men nægter at afvige fra kursen pga. de forgæves har brugt milliarder af skattekroner og brudt borgernes frihedsrettigheder.
F.eks. har Mette Frederiksen kontinuerligt forsøgt at underspille minkskandalen, selvom det er tydeligt at lovligheden af indgrebet har været fraværende.
Samtidigt kan vi se en låsning i strategien. Regeringens ønsker at flade sygdomskurven ud til en vaccine kan blive udviklet. Professor Jesper Rangvid, CBS, har vurderet, at krisen koster Danmark 536 mia. kr. Derimod er regningen til sygehusene væsentligt mindre.
Region Sjælland har f.eks. beregnet en ekstraudgift på 680 mil. kr. i 2020 og regionerne har samlet vurderet deres ekstraudgifter til 3.5 mia., hvorimod regeringens sommerpakke alene var på 90 mia.. Resultatet kan ses i kapaciteten af de 1100 tilgængelige sygesenge i Danmark, som Rigshospitalet næsten opbrugte i december og måtte udsætte ikke-essentielle operationer.
Ved at fastlåse sig i denne strategi med at flade sygdomskurven ud, befinder regeringen sig i en nedadgående spiral, som de ikke kan undslippe. Deres eneste alternativ er derfor eskalation af eksisterende tiltag i håb om de kan vaccinere tilstrækkeligt før systemet kollapser.
Dog viser tidligere studier i større IT-projekter, at eskalation kan vende et synkende skib. Nedlukningerne går dog i den forkerte retning pga. den begrænsede langsigtet virkning på virussen og de medførte negative effekter på vores velfærdsstat. Således har vi erfaret fra den tidligere nedlukning, at globalisingen af samfundet får virussen til at komme tilbage når vi genåbner, hvilket vil kæve flere nedlukninger.
Mine svar er selvfølgelig ikke udtømmende og virkeligheden for regeringen er nok en kombination af alle faktorer. Selvom kritikere af dette debatindlæg vil påstå at nedlukningerne sikrer kapacitet på hospitalerne, så ændrer det ikke på at Danmark har investeret milliarder, som ellers kunne have været brugt på velfærd[1].
Vi kan allerede se hvordan nedlukningerne har medført at hospitalerne udsætter operationer fordi der ikke er tildelt nok penge til ekstra kapacitet og hjemsendte børn fra 0.-4. klasse bliver skadet både fagligt og socialt.
Disse problemer skabt af nedlukningerne kommer langsigtet til at skabe en hel ny serie af sundheds og socioøkonomiske problemer for den danske velfærdsstat som vi ikke set endnu, men kan blive yderst problematiske, hvis kursen ikke bliver ændret i tide.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
