[vc_row][vc_column][vc_column_text]En ny kommunal plan for nattelivet i København udtænkt af Alternativ og Enhedslisten vidner om et forsøg på at udnytte en sundhedskrise til at lukke en hel branche, som allerede er tvunget i knæ, skriver Louise Theilade Thomsen i dette debatindlæg.
Af Louise Theilade Thomsen, kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (V)
Den nye restaurations- og nattelivsplan for København er kommet på alles læber. Og med god grund. For hvis planen bliver en realitet, vil det betyde en de facto nedlukning af nattelivet i og omkring Indre By i København. Det er fuldstændig vanvittigt og helt ude af proportioner.
Bag planen står bl.a. Alternativets kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde, og Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen.
I planen foreslås der sort på hvidt, at der som klart udgangspunkt ikke skal gives nye nattilladelser i tidsrummet fra kl. 24.00 til kl. 05.00 på alle ugens dage, samt at det også skal gælde ved overtagelser og fornyelser. Det skal gælde for Indre By, dele af Indre Vesterbro, dele af Indre Nørrebro og Christianshavn.
Det vil betyde en de facto nedlukning af nattelivet om få år, når de nuværende alkoholbevillinger udløber. Eller måske endda endnu før – afhængig af hvor mange af nattelivets virksomheder som klarer sig igennem coronakrisen. For det vil ikke være muligt for at ny ejer at overtage en allerede eksisterende bevilling.
Det vidner om et forsøg på at udnytte en sundhedskrise til at lukke en hel branche, som allerede er tvunget i knæ. For hvis man som bar- eller diskoteksejer ikke har mulighed for at sælge alkohol efter kl. 24.00, bliver det meget, meget svært at få virksomheden til at løbe rundt.
Det er ikke kun en grotesk dårlig behandling af de københavnske nattelivsvirksomheder, som bestemt ikke har brug for den usikkerhed, sådan et forslag bidrager med. Hvis forslaget bliver en realitet, vil det også ramme en branche, som bidrager positivt til økonomien – noget vi i den grad har brug for lige nu. Det vil uden tvivl betyde færre arbejdspladser og færre turister. I 2018 blev København kåret til den næstbedste by at gå ud i. Det bliver hurtigt fortid.
Men værst af alt, så vil forslaget gå udover de tusindvis af københavnere – særligt unge – som normalt nyder godt af nattelivets glæder, og som virkelig glæder sig til at komme tilbage.
Jeg har selvfølgelig fuld forståelse for, at beboerne i Indre By til tider synes, at nattelivet går for vidt. Men der er mange andre tiltag, man kan tage for at forbedre det.
I Venstre i København har vi helt konkret arbejdet hårdt for at få etableret et ordenskorps, stået for finansiering af natteværter og taget initiativ til mere rengøring. Derudover kan man f.eks. se på krav om indendørs rygekabiner, som kan mindske støj på gaden.
Det bør dog også understreges at fest, musik og glade mennesker i Indre By bestemt ikke er et nyt fænomen. Har man valgt at bosætte sig tæt på Gothersgade, kan man ikke forvente fuldstændig nattero kl. 24.00 en lørdag aften.
København er landets hovedstad. Det skal være en levende, spændende og mangfoldig by. Det bidrager et rigt og festligt natteliv til. Og det er vi mange, som er rigtig glade for. København er ikke – og skal ikke være – en provinsby, som lukker og slukker kl. 24.00.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]