Forsvarets personel i fælles opråb: Kommer med hård kritik af Trine Bramsen

Menige og officerer kritiserer minister: Læg linjen om
Forsvarsminister Trine Bramsen (S). (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Flere fagforeninger for danske soldater retter nu kritik af forsvarsminister Trine Bramsen (S). Det sker i et debatindlæg i Berlingske.
– Der synes på politisk niveau at mangle en helt grundlæggende forståelse af, hvad Forsvaret er for en størrelse, lyder det i indlægget.
Bag debatindlægget står formændene for fem store foreninger på forsvarsområdet – fagforeninger for soldater i aktiv tjeneste, veteraner og interesseorganisationer.
Blandt underskriverne er Niels Tønning, der er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD).
Også Jesper Korsgaard Hansen, formand for Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel (CS), står bag.
Trine Bramsen fortalte i slutningen af januar til netmediet Olfi, at hun anser forsvarschefen for en “styrelseschef” på linje med øvrige chefer i den offentlige forvaltning.
I indlægget henvises til, at Forsvarschefen ikke – i hvert fald ikke i traditionel forstand – er en “styrelseschef”.
– En effektiv metode til at nedbryde den helt nødvendige tillid og respekt fra undergivne til foresatte er, hvis en militær chef offentligt desavoueres af chefens foresatte, lyder det.
– Det fører til mistillid, og at Forsvarets opgaver ikke bliver løst optimalt.
– Det er desværre det, vi ser i større og større grad med Forsvarsministeriets detaljeorienterede styring af Forsvarets og Forsvarschefens eksterne kommunikation, herunder kommunikationen med offentligheden, skriver de.
Soldaterne er ifølge debatindlægget “helt uforstående over for den linje, der er lagt af Forsvarsministeriet på kommunikationsfronten”. De opfordrer til, at linjen lægges om:
– Soldaterne har en tårnhøj faglig stolthed og professionalisme samt stolthed over deres arbejde og deres arbejdsplads. Sådan skulle det gerne fortsætte.
– Men sådan bliver det ikke nødvendigvis ved med at være, hvis ikke linjen lægges om – nogle (mange) vil påstå radikalt, lyder det i debatindlægget.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?