[vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”10px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”6544″ img_size=”1020×436″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]
Frygten for evighedsmaskinen
Dommedagsprofeter og projektmagere med evighedsmaskiner er ikke længere så almindelige, som de var i fortiden, men foreningen Gode Penge er værdige repræsentanter for branchen.
Af Jens Frederik Hansen, cand.jur., Diploma of Legal Studies (Cambridge), redaktion@indblik.net
Weekendavisen bragte for nogle uger siden en helgenkåring af sociologen Ole Berg, der er lektor på Copenhagen Business School (lidt mere jordnært også kendt som Handelshøjskolen). I artiklen hyldedes Bjerg for sine banebrydende bidrag til forståelsen af den moderne verden. Men hvor nyskabende er det mon egentlig.
I gamle dage kunne man dele fantaster op i 2 grupper, henholdsvis dommedagsprofeter og projektmagere med evighedsmaskiner. Det er tilsyneladende ikke længere nok til at påkalde sig opmærksomhed, så foreningen Gode Penge samt dens bagmand, Ole Bjerg, har videreudviklet principperne bag ved at kombinere de 2 varianter til en sammenfattende teori om, at universets undergang vil skyldes en hemmelig evighedsmaskine, som befinder sig i de privatkapitalistiske bankers dybe bokshvælvinger. Så bliver det næppe mere raffineret.
Det er en indsigt, som hidtil er gået den etablerede videnskab forbi, men som den lille skare apostle med stor iver forsøger at udbrede. Og med autoriteten fra deres jobs på Handelshøjskolen i ryggen har de desværre hidtil været skræmmende effektive til at få adgang til skoler og læreanstalter.
Men som altid når noget er for godt til at være sandt, så er det heller ikke sandt. Og selv om det er morsommere blot at nedgøre synspunkterne, så er en mere seriøs kritik nok på sin plads.
Kernen i Gode Penge-bevægelsen handler om forståelsen af ordet penge. Økonomer har, som alle fagfolk, brug for at skelne mellem begreber, som for lægmænd er mere udflydende. Det er helt ligesom, at mens jeg taler om en dør, så deler en tømrer den op i dørblad, karm, gerigt og en hel masse andet.
For os menigmænd er penge og kontanter jo det samme, men for økonomen så er penge et mangetydigt begreb. Så mangetydigt, men dog veldefineret, at man taler om Money0, som er kontanterne, Money1, M2 og så videre, hvor stigende tal dækker over stadig bredere definitioner af pengebegrebet. Gode Penge beskæftiger sig sjovt nok udelukkende med forskellen på M0 og M1. Forskellen er, at M1 ud over kontanterne også består af anfordringsindskud i banker, for de er jo beløb, der kan hæves straks, og som via dankort og lignende bruges til løbende betalinger.
M1 er mange gange større end M0, og det skyldes, at når man sætter penge i banken, så kan banken låne dem ud til anden side, så banken tjener renter til at dække sine driftsomkostninger og normalt også til at give lidt rente videre til indlånerne. (Det sidste har det dog knebet med den senere tid.) De penge, som banken låner ud, vil enten havne som kontanter i nogle borgeres lomme eller på ny blive sat i banken og lånt ud igen. Der er sker altså en mangedobling ved, at de samme penge cirkulerer rundt og dermed bliver talt flere gange. Fænomenet er velkendt og beskrevet i hver eneste klassisk lærebog om nationaløkonomi. Man taler om kredit- eller pengemultiplikatoren.
Dette kontraintuitive fænomen har overrasket Ole Bjerg, og det er der for så vidt intet mærkeligt i. Det særprægede består i, at han bestandig hævder, at dette fænomen, som han har læst om i økonomiske lærebøger, ikke desto mindre er overset af økonomer! Men det hævder han.
Og i sin overraskelse over fænomenet, så glemmer han helt at læse det næste afsnit i lærebøgerne, og så går det helt galt. For det næste afsnit handler altid om, at ganske vist ligner fænomenet en svikmølle, som kunne fortsætte i uendelighed – altså en evighedsmaskine – men det er det ikke. For lige præcis for at sætte en stopper for uendeligheden, så findes der en lovgivning, som stiller krav til bankers solvens og likviditet, det som i dag også kaldes Basel-regler. Og i alle ældre lærebøger – fra før Basel-reglerne blev for komplekse – kunne man se en beregning af, hvor stor multiplikatoren kunne blive. I dag er grænseværdien for funktionen ikke længere så pædagogisk enkel at beregne.
Ole Bjerg springer altid let hen over det forhold og hævder, at bankernes evne til at skabe penge er ubegrænset. Men at der er krav om solvens og likviditet, det ved han godt, for i sit hovedværk, der har samme titel som bevægelsen, Gode Penge, skriver han imidlertid også: ”Så længe solvens- og likviditetskravene er overholdt, kan banken i princippet blive ved med at låne penge ud.”
Det indebærer, at hans samlede teori får et indhold svarende til, at ”så længe man får sin nattesøvn, kan mennesker i princippet holde sig vågne i ubegrænset tid!” Det er kort sagt forvrøvlet.
Dette er fundamentet, som Gode Penge bygger på. De bygger en masse oven på det fundament. Noget af overbygningen ville være logisk og holdbar, hvis fundamentet var korrekt konstrueret, andet er yderligere forvrøvlet og uholdbart, uanset hvilket fundament man stiller det på. Tilsammen fører synspunkterne til en vulgær-marxistisk forudsigelse af verdens undergang, endda uden det formildende element, at der derefter automatisk kommer en paradisisk tilstand. Og så kan man jo godt forstå, at Ole Bjerg frygter sin evighedsmaskine.
En detaljeret tilbagevisning af vrøvl er ofte længere end vrøvlet selv. Ved anden lejlighed har jeg gjort mig umagen, men det kom til at fylde. Det kan læses på hjemmesiden punditokraterne.dk
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6120″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1648″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6333″][/vc_column][/vc_row]