Brian Degn Mårtensson, filosof og forfatter
I 1910`erne mente flere russiske socialister, at der var så mange problemer med det gryende russiske demokrati, at selvtægt og revolution var moralsk forsvarligt. Faktisk var det en pligt. Når man nu vidste, at menneskeheden ville vinde uendeligt meget ved en socialistisk fremtid, ville det ganske enkelt være helt uansvarligt ikke at gennemtrumfe sin vilje overfor det ignorante flertal.
Nogenlunde samme analyse havde de tyske nationalsocialister i slutningen af 1920`erne og starten af 1930`erne. Her fandt man, at det tyske folkestyre (den såkaldte Weimar-republik) og flertallet af de tyske vælgere faktisk ikke var i stand til at udtrykke folkets egentlige vilje. Heldigvis så nazisterne sig selv i stand til dette, og derfor var de moralsk forpligtet til at begå selvtægt og handle på nationens vegne.
Tilsvarende mente mange radikale socialister i 1970`erne, at kapitalismen var i gang med at ødelægge verden, og derfor var man også her forpligtet på at tage sagerne i egen hånd, når nu hverken arbejderne eller folk i almindelighed vidste, hvad der var godt for dem. Derfor så vi bl.a. så mange terroraktioner i de år.
I vor tid fører miljø-ekstremister stolt traditionen videre. Senest så vi det fredag den 6. maj 2022 med oprørsbevægelsen Extinction Rebellion, der blokerede alle veje ind til Slotsholmen og landets parlament. Aktionen havde en klar symbolik: At vise, at demokratiet ikke er løsningen på de problemer, verden står i. Løsningen må ifølge miljø-ekstremisterne findes hos dem selv. Ifølge logikken er tiden ikke til dialog og debat, men til handling, og her må de retledte revolutionære diktatorisk vise vejen.
Det siger sig selv, at man ikke både kan have demokrati og diktatur, så når ekstremister ulovligt forsøger at trumfe deres vilje igennem overfor det folkelige flertal, må en demokratisk retsstat reagere, hvis den altså ønsker at bestå. Derfor blev demonstranternes lovbrud omkring Slotsholmen mødt med anholdelser fra politiets side, og lykkeligvis blev situationen hurtigt normaliseret.
En prominent deltager i Extinction Rebellions aktion var forfatteren Carsten Jensen. Han skrev efterfølgende udførligt om sine oplevelser på Facebook, og var bl.a. meget ked af den måde, politiet havde behandlet ham på:.
”To betjente bøjede sig over mig og kommanderede mig til at følge med. “Det har jeg ikke lyst til,” svarede jeg. Så blev jeg løftet op, båret væk og var nu officielt arresteret.
Jeg blev kropsvisiteret og fik i en brysk tone at vide, at jeg ikke skulle prøve på at være morsom, da jeg spurgte, om de troede, jeg gik med kniv i inderlommen. Så fik jeg strips på, håndjern af plastik, og hænderne anbragt på ryggen. Det er ret ubekvemt, når man skal sidde opret i en stol, og i sådan position kom jeg til at befinde mig de næste mange timer. Med fuld udrykning blev jeg sammen med tre andre arrestanter, Sebastian, Oscar og Anna, der alle var i tyverne, kørt gennem Københavns fredagsfyldte gader.”
Carsten Jensen er åbenlyst ikke tilfreds med at blive talt til i en brysk tone, og er ej heller glad for det fysiske ubehag i forbindelse med frihedsberøvelse. Det forstår man godt, men omvendt havde han jo heller ikke ”lyst til” at følge landets love (der bl.a. forbyder folk uretmæssigt at blokere landets infrastruktur, ligesom man heller ikke må ignorere anvisninger fra politiet). Men Jensen fortsætter sin beretning i sikker overbevisning om, at netop hans politiske overbevisning fritager ham moralsk for at skulle følge landets love. Efter at være blevet kropsvisiteret, bliver han ført til en celle i arresten:
”Jeg får lov at tage sokker, underbukser, bukser og t-shirt på igen. Ikke andet i det halvkolde, nøgne rum. Der er intet toilet, ingen stol, ingen briks, intet. Jeg kan vandre hvileløst rundt i cirkler eller overgive mig til det snavsede gulv.
Jeg gør opmærksom på min grundlovssikrede ret til et opkald til mine pårørende. Den bliver mig nægtet. Det er “efterforskerne”, der skal bestemme. Det kunne jo være, jeg prøvede at påvirke mine pårørende til skade for sagens udfald, og så må det i stedet blive “efterforskerne”, der foretager opkaldet på mine vegne. Engang i en uvis fremtid. Jeg får aldrig mit opkald.
På væggen sidder der en ringeklokke. Den kan jeg benytte mig af, hvis jeg skal på toilettet. Det skal jeg. Jeg ringer 23 gange. Intet sker. Der er et hul i gulvet. Er det her, jeg skal besørge? Jeg giver mig til at sparke på døren. En betjent dukker op efter flere minutters udmattende sparken (jeg er stadig øm i højre fodsål) og meddeler mig i et truende tonefald, at toilettet vil være optaget i lang tid fremover. Jeg beder ikke om en dato eller et årstal på, hvornår toilettet bliver ledigt, men øver mig i stedet i at klemme ballerne sammen. Tiden skal jo gå med noget. På den anden side af døren hører jeg ham spørge, om der er nogen, der skal på toilettet, som åbenbart er ledigt for alle andre end mig. Jeg hører ikke til “nogen”. Halvanden time senere sker der et vagtskifte, og jeg kan omsider følge naturens bud.”
Efter nogle ubehagelige timer bliver Carsten Jensen løsladt. Han er glad og lettet, og mødes derefter med de andre ”demonstranter” udenfor politistationen. Kriminelle er de ifølge Carsten Jensen ikke, for landets demokratisk vedtagne love gælder kun for undermennesker som dig og mig. De særligt ophøjede (som Carsten Jensen og Extinction Rebellion) har ifølge opfattelsen en særlig indsigt, og må derfor følge deres helt egne regler. Netop derfor er Carsten Jensen så oprørt over politiets behandling: Politiet skal til punkt og prikke følge de demokratisk vedtagne regler, men Carsten Jensen skal altså ikke. Sådan er logikken. Politiet forstod det bare ikke.
Lad det være sagt med det samme: Hvis Carsten Jensen har ret i, at politiet ikke behandlede ham efter de vedtagne forskrifter, så er det ganske rigtigt en skandale, og jeg forventer i så fald at sagen bliver undersøgt og de ansvarlige sanktioneret. Selv folk, der ikke respekterer landets love, skal naturligvis behandles efter dem. Ellers er der ikke tale om en retsstat. Længere er den ikke. Pointen er nemlig, at retsstats-principper ikke kan suspenderes efter forgodtbefindende. Enten skal landets love overholdes af alle, eller også skal de ikke. Man er nødt til at vælge. Carsten Jensens egen argumentation er dog det, man kan kalde lejligheds-demokratisk: Hvis man politisk er enig med Carsten Jensen, behøver man ikke overholder de demokratisk vedtagne love, men hvis man fx er uenig med ham (eller politimand), så må man følge reglerne.
Efter arrestation fortryder Carsten Jensen naturligvis intet. Han skriver:
”Jeg sagde ja til Extinction Rebellion af den simple grund, at jeg har mistet tilliden til politikernes vilje til at handle. Der sker små fremskridt, men ellers er det i lammende grad business as usual. Lobbyisterne fra landbrug og industri får deres vilje. Der bygges nye motorveje og gøres alt for lidt ved den offentlige transport. Vi har så kort tid, og dog handler politikerne, som om vi havde årtier til beskedne justeringer. Ingen, sidst af alle politikerne selv, tror, at vi i 2030 når i hus i med den lovede reduktion på 70 procent af vores CO2-udslip. Noget helt nyt må ske, hvis vi skal bremse den globale opvarmning.”
Han har altså ikke tillid til demokratiet, og tager derfor sagen i egen hånd. Den slags har vi – som nævnt i indledningen – set så mange gange før. Carsten Jensen er nødt til det, fordi onde lobbyister fra landbruget og industrien tilsyneladende gerne vil dø af klimaforandringer, og har lagt en skummel plan om at tage resten af menneskeheden med sig. Dertil besidder vores ædle forfatter en helt særlig naturvidenskabelig, politisk og historisk indsigt, der sætter ham i stand til at gennemskue præcis hvordan menneskehedens problemer skal løses. Således fører han argumentatorisk en stolt tradition videre, som vi alle godt ved, hvor ender: Med diktatur, total overvågning, interneringslejre, død og tortur. Den kan faktisk ikke ende andre steder, når nogen i så stor udstrækning mener at vide bedre end andre, og tilmed ikke føler, at noget i denne verden – og da slet ikke retsstatsprincipper og demokrati – skal kunne bremse dem. Det starter dog altid argumentatorisk med behjertet idealisme, gode intentioner og tabt tålmodighed med de demokratisk valgte politikere.
