Professionshøjskolen har sikkert antaget, at da både den kristne etik og demokratiet ligger milevidt fra det islamiske samfundsideal, ville den lange afstand sikkert forlene den muslimske forfatter med det kølige klarsyn og overblik, der ville gøre ham i stand til at skrive en afbalanceret og konstruktiv lærebog til glæde for kommende generationer af lærere i det danske skolevæsen.

Som led i forberedelserne til bogen havde den kække forfatter anmodet om et interview med socialdemokraten Ida Auken på hendes kontor i Folketinget.  Flinke Ida rækker i bedste danske tradition hånden frem for at byde forfatteren velkommen, men han trækker sig brat baglæns med en kommentar om, at hans religion forbyder ham at trykke kvinder i hånden. Ida Auken reagerede som den moderne kvinde og demokrat, hun er. Ida aflyste omgående interviewet og smed forfatteren ud af sit kontor. Efterfølgende måtte Auken lægge ryg til megen kritik af sin opførsel. I Politiken -naturligvis – var både professionshøjskolen og to islamapologeter, lægerne Cortz og Sodemann ude med riven og bebrejdede Ida Auken hendes mangel på indføling med et undertrykt mindretals uskyldige, religiøse traditioner. Herregud, der var jo bare et håndtryk, der manglede. Og hvad så? Ja, var det bare et ligegyldigt håndtryk, eller er det symbolet på noget mere og værre? Ligesom det omstridte islamiske tørklæde. Herregud, det er jo bare et stykke stof. Ligesom et slips med et indvævet hagekors jo bare er et stykke stof. Og ligesom et knaphulsemblem med et portræt af Josef Stalin jo bare er et stykke blik.

Både ledelsen af professionshøjskolen og de to altomfavnende læger gør sig imidlertid skyldige i en monumental fejltagelse, der viser, at der ikke eksisterer huller i deres manglende viden om islam. Mentalt opererer de med et åndeligt skab, hvorpå der står ’religion’. Skabet har mange skuffer med hver sin etiket: islam, jødedom, kristendom, buddhisme og hinduisme. Alle forskellige religioner, men med det fællespræg, at de ønsker at mennesket skal gøre det gode og vende sig fra det onde. Islam hører imidlertid ikke til i det religiøse skab. Islam er ikke en religion, men en ideologi, der har mere tilfælles med kommunismens og fascismens totalitære budskaber end med de egentlige verdensreligioner.

Den islamiske ideologi er nedfældet i en forfatning eller tre ’testamenter’, som er Koranen, Hadith ( traditionerne) og Sira ( profeten Muhammeds biografi) . Tilsammen styrer denne trilogi muslimens liv fra morgen til aften, fra vugge til grav. De tre’ testamenter’  opfattes i islam som Allahs direkte ord ( Koranen) eller udtryk for Allahs vilje og  er derfor evindelige, ukrænkelige, hellige  og forpligtende for enhver muslim. Dette gælder også islams forhold til kvinder. Koranen 4:34: Allah har skabt mænd over kvinder. Bukhari (Hadith) 1,6,301: Muhammed: ” Et vidneudsagn fra en mand er lig med et vidneudsagn for to kvinder, hvilket illustrerer, at kvinder mangler intelligens”. Bukhari 7,62,132: profeten sagde: ”De fleste i helvede vil være kvinder”. Bukhari 3, 48,826: Muhammed: ”Værdien af en kvindes vidneudsagn er det halve af en mands, fordi en kvindes sind er mangelfuldt. Abu Dawud ( Hadith) 11, 2143 : Muhammed: ” En mand vil ikke blive spurgt om, hvorfor han slår sin kone.”

Islams kvindesyn er en del af det islamiske lovkompleks, sharia, som muslimer anser for Allahs egen lov, som ikke kan reformeres, da den er hellig, perfekt, universel og fuldkommen. Det fundamentale krav fra sharia er, at den er den højeste lov i verden, og at alle andre love skal underkaste sig islamisk lov. Enhver der kritiserer islamisk lov og adfærd bliver stemplet som fordomsfuld og islamofobisk. Islams politiske doktrin bliver således legitimeret under dække af religion. Islam afviser alle andre kulturer. Islam insisterer, at islam er alle andre kulturer overlegen og kræver med henvisning til Allahs vilje, at alle andre kulturer skal underkaste sig islam.  Koranen 66:9 Allah til Muhammed: ” Profet, før krig mod de vantro og vær streng mod dem. Helvede skal være deres hjem og det onde deres skæbne!”

De tre islamiske ’testamenter’, der styrer denne verdens muslimske samfund handler ikke som den jødiske og kristne bibel om tro, tvivl og forholdet mellem Gud og mennesker, men mest om hadet til kristne, jøder og alle andre vantro, og om, hvordan man som muslim skal bekrige og straffe dem. Det var så, hvad det afviste håndtryk gemte. Professionshøjskolen vil herefter, bevæbnet med islams forfatning og menneskesyn kunne forfatte en lærebog om kristendomskundskab og demokrati, der begge står til afskaffelse i overensstemmelse med forfatterens ideologiske forpligtelse.

Vi ser frem til den nye lærebog, som kan forvente tolerant og medløbende omtale i medier og skolevæsen. For vi er jo ikke islamofober, vel?