Jubel, bifaldelse og endda tilskyndelse har været et almindeligt syn i kommentarsporene på sociale medier og ved flere fysiske manifestationer rundt om i landet, efter terrororganisationen Hamas’ blodige angreb på 50-året for Yom Kippur-krigen. Det må overraske, hvis sådan tilskyndelse og bifaldelse viser sig ikke at være i strid med Straffelovens §136, stk. 2. Og fra et historisk perspektiv er sammenfaldet med årsdagen netop Yom Kippur-krigen mildt sagt påfaldende.

Men først og fremmest, så vender angrebet hele venstrefløjens verdensbillede totalt på hovedet. I en ideologisk begrebsverden, som handler om undertrykkelse og magt, så må man i det mindste fastholde at det er undertrykkelsen og magten, det handler om – og ikke bare et fastlåst sigte for godhed og ondskab alt efter etnicitet. Dét har de mest ideologisk fastlåste blandt venstreorienterede særdeles svært ved disse dage. Sandsynligvis fordi massemordene mod jøder i Israel står direkte modsat af venstrefløjens forudindtagelse om hvide og jøders undertrykkelse af i særdeleshed sorte og brune folk, og kvinder generelt.
Venstrefløjens ideologiske sigte er således både ringe anvendelig og endda problematisk:

For det første er anvendeligheden ringe, fordi en sådan analyse ikke forklarer udviklingen. Hvis Hamas’ opførsel handlede om israelsk undertrykkelse af palæstinensere, så ville et terrorangreb, som legitimerer israelske støvler på jorden i Gaza, være en fuldkommen tåbelighed. Det er nær utænkeligt, at et sådant angreb skulle kunne afstedkomme noget andet resultat, og altså ville angrebet nærmest umuligt kunne give bedre vilkår for den menige palæstinenser i Gaza-striben.
Altså: Hamas’ angreb er afkoblet fra den pro-palæstinensiske sag, lige så vel som Blekingegadebandens mord på en ung politibetjent var det for mere end tre årtier siden.

 For det andet er venstrefløjens sigte for hvid og jødisk skyld og sorte eller brune menneskers uskyld ligefrem problematisk. Der er ingen rimelig tvivl om, hvem som er ofret, når terrorister angriber civile mål. Venstrefløjens fastlåsning i billedet af hvide og jøder som skurk kan medføre ikke blot manglende empati og støtte til ofrene, og – som vi ser disse dage – jubel og bifald til umenneskeligheder; men endda fremkomst af deciderede konspirationsteorier. Som én livlig spekulatør formulerede sig på Facebook mindre end en uge efter angrebet: “Hamas’ angreb på Israel er en frygtelig, planlagt operation – udført af Israel selv efter min vurdering.”

Hvis man ikke kan se et offer for massemord som et offer, på grund af ofrets etnicitet, så findes der et ord for det:

Dét ord er racisme, eller for indeværende, antisemitisme.

Black Lives Matter – fortabt i ideologi

Black Lives Matters Chicago-afdeling udsendte i starten af ugen en besked på sin Twitter-profil, med et billede af en palæstinensisk angriber og ordene “I stand with Palestine”.

Også Black Lives Matters’ afdeling i Los Angeles markerede sin støtte til Palæstina i anledning af angrebene:

“Their resistance must not be condemned but understood as a desperate act of self-defense”, skrev afdelingen på Instagram. Den fastslog, at som en “sort organisation”, ser den klare paralleller mellem det sorte og det palæstinensiske folk.

På den ene side kan man sige, at timingen af Black Lives Matter’s støtte til den pro-palæstinensiske sag eller Hamas er usmagelig, fordi den falder sammen med et terrorangreb mod civile. På den anden side kan man sige, at Black Lives Matter-bevægelsens logik om selvforsvar fra palæstinensisk side, står i skærende kontrast til virkeligheden – og fremstår undskyldende for massemordene.

Chicago-afdelingen har siden trukket i land, men uden at gå i rette med præmissen; Black Lives Matter’s logik om Hamas’ terrorangreb som et selvforsvar, består. Også uagtende, at Hamas’ sag og den palæstinensiske sag lader til at være nærmere hinandens modsætningsforhold end i harmoni. Hertil kommer, at Hamas’ sag – hvis tilendebragt – ikke vil tolerere Israels eksistens, mens det modsatte ikke er tilfældet. Når Black Lives Matter udlægger det omvendt, er det et udtryk for en totalt forfejlet analyse af situationen, fra den amerikanske bevægelses side:

Vi vælger ikke side – vi vælger sidelinje

Netop Black Lives Matter-bevægelsen var omdrejningspunktet, da herrelandsholdet i 2020 valgte at støtte bevægelsens arbejde med en markering. Det skete blandt andet d. 5. september, på Den Nationale Flagdag, hvor Landsholdet mødte Belgien. Dansk Boldspilunion havde forinden nægtet at lade markere for Danmarks udsendte soldater og veteraner ved kampen, fordi man ikke ville tolerere politiske markeringer. Om at man alligevel støttede Black Lives Matter, men ikke landets soldater og veteraner, og angående bevægelsens position i forhold til Hamas i øvrigt, ønsker ikke DBU at udtale sig – men det siger også rigeligt.

Hvis ikke Black Lives Matter’s racesegregation ved sine demonstrationer, eller den vedvarende ballade med deres regnskaber, skabte afstandtagen – så gjorde det, da Black Lives Matter begyndte at undskylde for Hamas’ massemord. Endda hos Enhedslisten, som har historik for støtte til pro-palæstinensiske terrororganisationer – navnligt FARC og PFLP – melder sig en modstand fra Pelle Dragsted, som er partiets nye formand. Han betegner korrekt Hamas som en reaktionær, kvindefjendsk og homofobisk, antidemokratisk og antisemitisk terrororganisation, på twitter.

En sådan udmelding bør tolkes som et nybrud på den ydre venstrefløj, hvor ord som “islamofobi” ellers har sine rødder. Et nybrud som tydeliggør en hidtidig forfejlelse i sigtet for magtkritik – for islamisme fortjener ligesom Hamas ganske rigtigt modstand fra alle progressive kræfter i verden, og har gjort det længe.

Ikke desto mindre viser både Enhedslisten og Landsholdet nye takter, og det kan på den ene side ses som et ubetinget gode.
På den anden side kan man sige, at det er en sen udvikling, henset at hverken Hamas’ eller islamistisk terror er nyt, og at foreninger som Black Lives Matter længe har været tydeligt inspirerede af en identitetspolitik, der forfejler sig totalt i relative ligegyldigheder som hudfarve. Det er jo trods alt godt gjort at se forskel på en palæstinenser og en israelit, alene på deres hudfarve – hvilket umuliggør blandt andre en palæstinensisk filminstruktørs påstand i Politiken, om at modstanden mod Hamas’ massemord skulle forestille at være racisme:

Sådanne tåbelige påstande kan man afskrive og kategorisere som i bedste fald overdrevent ideologiserede – hvis ikke blot ureflekterede – og i værste fald manipulatoriske under de værste omstændigheder.