[vc_row][vc_column][vc_column_text]Små firmaer har svært ved at finde rundt i hjælpepakker. Det danske samfund har svigtet os, siger kendt restauratør.
Af Carsten Steno, carsten@indblik.net
Kritikken af hjælpepakkerne vokser.
I foreningen af soloselvstændige, som primært består af en-mandsvirksomheder, siger formanden Birgitte Feldborg, at stadig flere selvstændige får problemer med at klare sig – bl.a. fordi hjælpepakkerne halter bagefter og fordi mange selvstændige har svært ved at finde rundt i de mange ordninger og referanceperioder.
– Det eneste de selvstændige ønsker nu er, at der bliver åbnet. Vi vil jo allerhelst selv tjene vores penge, siger hun til Indblik. net.
Martin Thorborg, serieiværksætter og udvikler af regnskabsprogrammet Dinero, er på linje med Birgitte Feldborg.
– I Dinero sidder vi lige nu og hjælper titusindvis af selvstændige med at lave et momsregnskab, de ikke har råd til at betale udfaldet af.
Folk er så triste, vrede og afmægtige, at de ofte er rigtigt svære at hjælpe og det går så ud over vores supportere, der må lægge øre til meget. Fred være med det, de overlever.
Men hvis alle de folk, der har deres på det tørre, var klar over, hvor desperate de små selvstændige efterhånden er, så ville de selv tude, skriver han på sin hjemmeside.
En af dem, der er kommet klemme i hjælpepakkerne, er kendiskokken Kamilla Seidler, der i 2019 åbnede Restaurant Lola i smukke omgivelser i den 350 år gamle Lille Mølle på Christianshavns Vold. Nu er restauranten gået konkurs.
Hun kritiserer coronahjælpepakkerne for at være bureaukratiske og svære at forstå.
– Vi har måtte sige farvel til næsten alle medarbejdere, som vi har kæmpet i 11 måneder for at holde fast på, og efter måneders bureaukrati, manglende gennemsigtighed, afviste ansøgninger og voksende underskud sidder vi med en følelse af, at det danske samfund, der holder hånden under hinanden i svære tider, denne gang har fejlet, når vi kigger på vores branche, skriver hun på Facebook.
Hun håber at kunne åbne igen med nye investorer.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]