Der er ikke grænser for, hvad folkebibliotekerne har kunnet finde på af aktiviteter for fortsat at kunne legitimere deres eksistens, skriver Henrik Christoffersen.

Af Henrik Christoffersen, redaktion@indblik.dk 

Helten fra 2. verdenskrigs slag i Stillehavet, general McArthur, kunne ikke forlige sig med, at også det mest heroiske kunne dø bort efter endt dåd. Hans måske mest legendariske ord lød, at old soldiers just fade away, de dør ikke.

Det samme kan siges om de danske folkebiblioteker. De har spillet en heroisk rolle i arbejderbevægelsens historiske kamp, og heller ikke efter at den videre kamp om bogens udbredelse er blevet meningsløs eller i det mindste er kommet til at foregå på helt ændrede præmisser, kan velfærdsstaten forlige sig med, at folkebibliotekerne dør. Men de er i dramatisk grad i færd med at fade away.

Velfærdsstatens insisteren på folkebiblioteker kommer til udtryk ved, at der fortsat findes folkebiblioteker i alle danske kommuner. De fungerer blot ikke længere rigtigt som biblioteker. Hvor de i deres velmagtsdage gennemførte mere end 80 millioner bogudlån til danskerne, så er de nu dykket ned til en fjerdedel af dette udlånsomfang. Hertil kommer dog, at folkebibliotekerne nu udlåner 6 til 7 millioner e-bøger på årsbasis.

Der er givetvis flere forklaringer på denne deroute. Velstandsstigningen har gjort, at det er blevet mere overkommeligt at købe sine bøger, og denne effekt er blevet forstærket af, at boghandlernes monopol er blevet brudt og at supermarkeder og kiosker nu sælger de mest populære bøger til lave priser. Bøger har også fået ny konkurrence fra andre medier. 

Desværre har det  gjort konsekvenserne af denne udhulingsproces endnu værre, at folkebibliotekerne har givet sig til at bekæmpe udhulingen så godt de har kunnet. Det har for længst vist sig mislykket, at follkebibliotekerne gav sig til at udlåne grammofonplader og kunst for at erobre nye aktiviteter. Nu  står slaget omkring e-bøger. 

E-bøger er et medie med helt andre egenskaber end den trykte bog. Når først der er blevet etableret en platform for indhentning af e-bøger, så er platformen i princippet universel. Alle kan trække på den uden landegrænser endsige kommunegrænser. 

Det kan ske betalingsfrit, såfremt velfærdsstaten insisterer på det, eller der kan etableres betalingsordninger i privat eller offentligt regi. Det traditionelle udlån af fysiske bøger var bundet til at foregå i lokalt regi, så låneren selv kunne studere bogen på forhånd og eventuelt medtage bogen hjem til læsning. Det forholder sig aldeles anderledes med e-bogen. 

Alligevel har vi i dag fortsat udlånsafdelinger i alle kommuner, og alle kommunerne administrerer deres eget system for udlån af e-bøger. Rettighedsspørgsmålet i forhold til e-bøger er delvist uafklaret og særdeles kompliceret, og rettigheder skal delvis håndteres af de enkelte kommuner. 

Det varierer følgelig, hvilke e-bøger, som borgerne kan låne i de forskellige kommuner. Alle kommuner ofrer ressourcer på at administrere udlån af e-bøger, men ingen ofrer så mange ressourcer, at deres system fungerer professionelt på borgernes præmisser. Det ville alene være muligt i stor skala i et landsdækkende system. 

Et enkelt system var faktisk også alt tilstrækkeligt, men det ville fordre, at opgaven at udlåne e-bøger blev fjernet fra de 98 kommuner og omlagt til en markedsløsning eller en central løsning i velfærdsstaten. 

Kommunerne udgør imidlertid så stærk en interessevaretager, at dette vil være aldeles utænkeligt at forestille sig. Så danskerne er dømt til fortsat at få tilbudt et skattebetalt dyrt og dårligt begrænset tilbud om lån af e-bøger. Til gengæld kan kommunerne med tilfredshed opretholde opgaven, job for bibliotekarer og taburetter til kulturudvalgsmedlemmer.

Der er ikke grænser for, hvad folkebibliotekerne har kunnet finde på af aktiviteter for fortsat at kunne legitimere deres eksistens. 

Udlån af legetøj og fiskeudstyr og kurser i keramik har været brugt som slagtilbud. Indtil nu har det mest effektive trick dog nok været at henlægge kommunens borgerservice til folkebiblioteket, som så går over til at tælle antal besøgende frem for antal bogudlån. 

Danmarks Statistiks biblioteksstatistik opgør nu folkebibliotekernes samlede besøgstal til omkring 40 millioner besøg på årsbasis. Antallet af besøg er altså blevet dobbelt så stort som antallet af bogudlån. Da hver boglåner som et gennemsnit låner mere end en enkelt bog per lånebesøg må vi altså se i øjnene, at det er langt de færreste besøgende på landets folkebiblioteker, som benytter folkebiblioteket som folkebibliotek. Måske køber de en billet til et arrangement i byen eller afhenter et bestilt pas.

Borgerne har imidlertid også selv på egen hånd bidraget til at forny folkebibliotekernes brugerprofil. Mange steder i landet er folkebibliotekerne således blevet til varmestuer for utilpassede unge uden nogen boglige interesser. Modsat Sverige har vi dog endnu ikke hørt om, at folkebibliotekerne er blevet til centraler for handel med narkotika. Vold og trusler mod bibliotekarer er dog vel også mere end tilstrækkeligt til at rejse spørgsmålet om folkebibliotekernes fremtid i deres nuværende form. 

Vi er for længst nået til, at kommunale folkebiblioteker periodevis har måttet lukke ned på grund af terroriserende besøgende. Forbavsende nok har reaktionerne i så fald været nærmest fraværende. Der skal åbenbart meget til at røre ved denne velfærdsstatens juvel.

Historisk set har folkebibliotekerne af hjertet været kulturinstitutioner, som har haft til opgave at bringe den lødige litteratur ud til den brede befolkning. Det var det frie udlån, som skulle udgøre trækplasteret – ikke populistisk bogvalg. Blandt bibliotekarer var bogvalget den mest ædle disciplin af alle i biblioteksfaget, og alle bibliotekarer på landets folkebiblioteker var garanteret en del af arbejdstiden helliget forberedelse til det ugentlige bogvalgsmøde. 

I dag er det den elektroniske udlånsregistrering, som dikterer bogindkøbet efter princippet, at det største udlånstal er afgørende.

Det seneste slag om folkebibliotekerne som en forestilling om lødig litteratur til den brede befolkning blev udkæmpet i 1993. Litteraturens folk havde på dette tidspunkt indset, hvor det bar hen for folkebibliotekerne og for den “rigtige” litteraturs stilling på folkebibliotekerne. 

Bogforlag og folk fra litteraturens verden fik da overtalt kulturministeren, Jytte Hilden, til at nedsætte et udvalg med opgaven at forberede en ordning inspireret fra Norge, hvor staten indkøber 1.000 eksemplarer af den “smalle” litteratur til uddeling blandt landets folkebiblioteker. Lyrik m.v.

På det tidspunkt var folkebiblioteker netop på forsøgsbasis begyndt at anvende elektronisk udlånsregistrering frem for de ellers anvendte gummistempler, men ingen havde endnu indset perspektiverne i den nye teknologi. 

Jeg var kommet på sporet af Jytte Hildens plan, og jeg fik så med god hjælp fra et venligt folkebibliotek i Roskilde foretaget en opgørelse af dette biblioteks bestand af “smal” litteratur samt af bibliotekets udlån af disse “smalle” bøger. Min lille undersøgelse fik en aldeles klar konklusion. Bibliotekets beholdning af den “smalle” litteratur blev stort set aldrig udlånt men henstod urørt på bibliotekets hylder. 

Jeg offentliggjorde undersøgelsen i en kronik i Politiken på dagen, hvor Jytte Hildens udvalg havde planlagt pressemøde klokken 11 om støtteforslaget. Radioavisen lavede imidlertid et interview klokken 8 med Hilden, som stillet over for min konklusion forsværgede, at sådan en støtteordning kunne komme på tale. 

Gassen var med andre ord gået af ballonen klokken 11, så pressemødet kom i stedet til at handle om, at jeg var en skurk. Litteraturprofessor Hans Hertel fra udvalget har lige siden forfulgt mig med personlige perfiditeter. 

Efterfølgende offentliggjorde jeg også min undersøgelse i bogen Lånernes Bogvalg på Danmarks Biblioteksforenings forlag. Men herefter var tanken om folkebibliotekerne som redning for den smalle litteratur død. Nu er det Kunstfonden og Forfatterskolens SU men efterhånden ikke mindst private fondes legater og priser, som holder den “smalle” litteratur oppe.

Der er ingen grund til at frygte, at litteratur er ved at forsvinde som fænomen blandt danskerne. Tværtimod er litteratur et boomende fænomen. 

Danmarks Statistik kortlægger årligt befolkningens kulturforbrug. Litteratur er i en eksplosiv vækst. I 2018 var det 59 procent af danskerne, som inden for en tre måneders periode havde læst eller lyttet til skønlitterære bøger. Tallet voksede til 63 procent året efter, og i 2020 var det 65 procent af danskerne, som i løbet af kvartalet havde haft fat i skønlitteratur. Det er altså en ren triumf for litteraturen. Blot fortæller tallene også, at folkebibliotekernes betydning for danskernes litteraturbrug i en samlet betragtning er i frit fald.

Og så til sidst til eftertanke: Slår man op i Den store Danske under Bibliotek finder man følgende:

“Et bibliotek er en bogsamling, og begrebet bruges også for den bygning eller det lokale, hvori bogsamlingen opbevares.”