Det afslører meget om dagens kunstverden, at det måske mest hypede kunstværk for tiden er en flerkønnet ammende figur, som nu bliver fremvist på et århusiansk museum ved navn KØN – Gender Museum Denmark, skriver Henrik Christoffersen.

Af Henrik Christoffersen, redaktion@indblik.dk 

Den måske mest hypede mediehistorie på det seneste på kulturfronten handler om en flerkønnet ammende figur, som nu bliver fremvist på et århusiansk museum ved navn KØN – Gender Museum Denmark. 

Berlingske skrev eksempelvis mandag den 31. januar om indvielsen af den pågældende figur: “På onsdag vil århusianske byrødder og andre gæster deltage i indvielsen af kunstneren Aske Jonatan Kreilgaards over tre meter høje marmorstatue, der forestiller kunstneren selv med et spædbarn i hænderne. Statuen, der er opstillet i foyeren til KØN, forestiller kunstneren som klassisk græsk statue, dvs. uden tøj på.”  

Hvad man kan få ud af en tur til Aarhus 

Nu er det nok ikke altid nemt at befinde sig i København og forud for en udstillingsåbning og skrive i en avis om, hvad man ser og hvem man kan møde, når den pågældende udstilling åbner. 

Faktisk kan en journalist, som benytter sig af den slags lurvede metoder risikere at blive afsløret som en  doven og slap journalist. Det er så sket for Berlingskes journalist, Kristian Lindberg. 

Weekendavisen har nemlig en journalist, Asker Hedegaard Boye, som efterfølgende viste sig så ufin at møde op til åbningen af udstillingen i Aarhus. Såfremt han havde forventet at møde en marmorstatue, så kan være blevet slemt skuffet. I stedet kom han til at stå over for et 3D-print fremstillet i flamingo-skum, altså ekspanderet polystyren skum. 

Aske Kreilgaard har simpelthen produceret en 3D-optagelse af sig selv i nøgen tilstand og en anden optagelse af samleveren. De to print er derpå blevet skåret op, og udvalgte dele fra begge print er så blevet skruet og limet sammen. En rigtig skumfidus. 

Til Berlingske har KØNs leder, Julie Rokkjær Birch, redegjort for, at ”museet benytter imidlertid stadig betegnelser som “mænd” og “kvinder””. Jeg tillader mig derfor at notere, at to print af henholdsvis en mand og en kvinde er skruet sammen. 

Nu er den samlede presse enig om at betegne Aske Jonatan Kreilgaard som kunstner og 3D-printet som en statue og et kunstværk. Museumslederen har dog selv skabt tvivl om denne tilgang. Julie Rokkjær Birch siger således til Berlingske, at ”Jeg ser processen med værkets tilblivelse og den debat, den skaber, som ’værket’, snarere end det er den færdige statue”. Så måske er løbet kørt. Det kan være for sent at besøge museet for at bese 3D-printet. Det er slet ikke det, som historien drejer sig om. 

Såfremt dette er den virkelige historie, så er det jo Kristian Lindberg fra Berlingske, som er den skarpe og moderne journalist, og Asker Hedegaard Boye fra Weekendavisen, som er den naive dummerniks, der ikke har forstået en dyt af det hele og hvad kunst er nu om dage i woke kredse.  

En mislykket rematerialisering 

Aske Jonatan Kreilgaard er i øvrigt selv en person, som er vanskelig at placere. Han er det, som i gamle dage ville blive betegnet som autodidakt. I medierne går han under betegnelser som social iværksætter eller multikunstner, og han ernærer sig vist mere som foredragsholder og aktivist end som en kunstner, der fremstiller kunstværker. Så heller ikke Kreilgaards historie peger entydigt på, at skummet er et kunstværk. 

Måske kan man med et nyopfundet ord tale om, at Kreilgaard med skummet har rematerialiseret den klassiske græske marmorstatue eller forestillingen om en sådan klassisk statue. I det omfang hans projekt kan forstås på denne måde, er det imidlertid definitivt mislykket. Der er ikke langt fra museet KØN og til Aarhus Havn. Men smider behjertede progressive sjæle skummen i havnen sådan som det er praksis, når gale mennesker vil rematerialisere figurer, så vil den ynkeligt flyde oven på i stedet for at gå til bunds i havnen og blive opløst. 

Og hvad kan vi så lære af den historie? 

Tankevækkende nok er det gennemgående ikke kunstanmeldere, som skriver mediernes historier om skumfiduser. Det er gossipjournalister. Altså folk, som kan få noget ud af varm luft. Det er sikkert rigtige dispositioner fra redaktørernes side i den forstand, at disse historier ser ud til at gå som varmt brød. 

På den anden side må det da være lidet flatterende for aviser som Berlingske og Politiken at rode rundt på det niveau, som vi her taler om. Stjålne penge, blendede guldfisk, skumfiduser og den slags bliver nu om dage præsenteret som selve flagskibene for disse avisers dækning af, hvad der sker på de danske provinsmuseer. Sammen med historier om Emil Nolde som koloniudbytter og Paul Gauguin som sexforbryder på hovedstadens intellektuelt overlegne kunstmuseer. 

Mediehistorierne afspejler selvfølgelig noget, som faktisk har fundet sted og er blevet tænkt på kunstmuseerne. På den anden side er museerne givetvis kun nået ned på dette niveau, fordi de er bevidste om, at medierne står på spring for at komme til at agere som reklamestandere og sælgere for museerne så snart de bliver fodret. 

Det positive ved denne udvikling er måske, at museerne herved demonstrerer, at de trods skattefinansieringen også mestrer alle markedsøkonomiens moderne mekanismer og tricks. Museer og medier viser sig at være en stærk kombination. Ja, faktisk en ren pengemaskine. Er museerne godt på vej til selv at bede om at gå over til markedsvilkår som deres livsform?