Henrik Christoffersen: I kulturfolkenes verdensbillede er penge noget, som velfærdsstaten blot napper fra borgerne

Kirkeminister- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen under præsentation af regeringens handlingsplan mod antisemitisme, hos Det Jødiske Samfund i København, tirsdag den 25. januar 2022.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

“For alle andre er det trivielt at tale om cost-benefit analyser, når offentlige tiltag skal vurderes. Kulturfolket forstår ikke noget så komplekst. De foretrækker blot benefit analyser. Costs er der ikke tale om, for penge er i dette verdensbillede noget, som velfærdsstaten blot napper fra borgerne”, skriver Henrik Christoffersen i denne kommentar.

Af Henrik Christoffersen, redaktion@indblik.dk 

Kultur, særinteresser og lobbyisme er uadskillelige fænomener. I befolkningen vurderes kulturelle aktiviteter i velfærdsstaten gennemgående som noget positivt, men også som noget ret betydningsløst. I alle spørgeundersøgelser om, hvor på de offentlige budgetter der kan findes penge til livsnødvendige tiltag, er det altid kulturområdet, som peges ud som det første spareområde. 

Hårdt sat op er det et had/kærlighedsforhold, danskerne i almindelighed har til offentlig kultur. Det har som konsekvens, at kultursektorens egne folk altid befinder sig i forsvarsposition. Det er især de højtråbende interesseorganisationer på området, som markerer sig, men det er efterhånden en del kulturelskende forskere, som er beskæftiget med problemstillinger knyttet til kulturområdet, og også herfra lyder der mere eller mindre direkte en varm støtte til kultursektorens bedste. 

Konsekvensen er en mængde dårlige argumenter og en masse dårlig forskning i det offentlige rum. Og tillige en masse dårligt funderede kulturpolitiske beslutninger.

Når jeg bringer denne problematik op nu, er det i anledning af, at den røde side i Folketinget har fået sat et Kulturens Analyseinstitut på finansloven for indeværende år. Kulturlivets lobbyorganisationer har straks sluttet sig sammen i et initiativ til erobring af sådan et analyseinstitut. Der er afsat 4,0 millioner kroner i 2022 og 8,0 millioner kroner årligt i 2023-2025 til etablering af Kulturens Analyseinstitut. 

Instituttet skal understøtte mere viden om kulturbranchens forhold og kulturens betydning for borgernes trivsel bl.a. med afsæt i evidens- og forskningsbaserede undersøgelser. Den endelige udformning af et analyseinstitut skal bringes på plads i løbet af indeværende kvartal.

Afhængig af støtte på en uafhængig måde med uafhængige lobbyister

Omklamringen af Folketingets initiativ fra kulturorganisationernes side er allerede voldsom. I en fælles henvendelse fra organisationerne for biblioteker, teater, museer, ensembler og live-musik, koncert- og musikhuse, som organisationerne fremlagde den 7. september 2021 hedder det, at der er “behov for et tæt samarbejde med kulturlivets institutioner og et tydeligt fælles ejerskab, der omdanner viden til praksis i kulturbranchen.” 

Her kender vi virkelig kulturfolket. Ejerskab er noget, som man bare tiltager sig. Det er også læren fra Jens Haanings røveri fra kunstmuseet i Aalborg: “Tag pengene og løb”. Det siger nærmest sig selv, at også kulturorganisationerne på barok vis samtidig insisterer på, at et Kulturens Analyseinstitut skal være uafhængigt.

Allerede i lobbyorganisationernes oplæg til analyseinstituttet ligger kimen til faglig uhæderlighed. Kulturorganisationerne skriver i deres oplæg:

“I kulturlivet har vi både brug for ny viden og uafhængige analyser, der undersøger kulturens immaterielle værdi, når det fx gælder danskernes trivsel og sundhed eller deres fællesskaber, uddannelse, livskvalitet og kreativitet.” 

Jo, det kan være udmærket, men hvad med danskernes mistrivsel ved at skulle knokle ekstra for at betale for velfærdsstatens generøse subsidier til kulturens herligheder.  Måske er denne mistrivsel større end trivslen ved selve kulturen. Hvem ved?  

For alle andre er det trivielt at tale om cost-benefit analyser, når offentlige tiltag skal vurderes. Kulturfolket forstår ikke noget så komplekst. De foretrækker blot benefit analyser. Costs er der ikke tale om, for penge er i dette verdensbillede noget, som velfærdsstaten blot napper fra borgerne.

Hermed afslører Danmarks kulturelle organisationer jo en afgrundsdyb faglig uhæderlighed. Eller i det mindste en faglig uforstand, som burde have fået dem til at alliere sig med faglig viden. Det må gælde om, at et nyt Kulturens Analyseinstitut holdes aldeles fri i forhold til den slags useriøse lobbyisme. Men det vil jo nok være aldeles illusorisk i virkelighedens verden at forestille sig, at det politiske liv evner at sikre sådan et instituts reelle integritet. Derfor står det allerede forud for etableringen klart, at konstruktionen er gal. 

De mange godtroende millioner bør i stedet gives til et af de eksisterende forskningsråd, såfremt Folketinget også ved nærmere eftertanke er af den opfattelse, at der virkelig mangler flere analyser på kulturområdet. Såfremt analyser ikke længere skal handle om at efterlyse mere offentligt støttet kultur på et forfalsket fagligt grundlag er det jo imidlertid ikke givet, at der fortsat er et skrigende ønske om flere analyser. Med fagligt hæderlige analyser eksisterer risikoen jo, at resultater vil pege på offentlige overinvesteringer i kultur.

En historie fra det virkelige liv

Desværre er erfaringerne fra den danske forskningsverdens arbejde på kulturområdet stærkt problematiske. Den første markante rene benefit-analyse om kultur i Danmark fremkom i 1993. Allerede denne første ensidige analyse viste sig at gøre betydelig skade. 

Her fremlagde en forsker på CBS en kulturøkonomisk analyse af den samfundsøkonomiske betydning af det nyopførte Musikhus i Aarhus. Konklusionen var, at Musikhuset var en bragende overskudssag for Aarhus. 

Uheldigvis overså forfatteren til studiet, geografen lektor Wolfgang Framke, at de besøgende i Musikhuset ikke kunne bruge deres penge to gange, så når de besøgende lagde penge i musikhuset, så kunne de ikke bruge dem i Brugsen, hvor de plejede at skabe omsætning. Undersøgelsen fra CBS var altså nonsens. Det hindrede imidlertid ikke, at den blev modtaget med stor entusiasme i større provinskommuner, hvor flere gav sig til at investere i tilsvarende huse på det vildfarne grundlag med store økonomiske vanskeligheder som følge flere steder. Roskilde Universitetscenter så også perspektivet og kaldte Framke til et professorat i turismeforskning, som var et boomende indtægtsområde for entreprenante universiteter. 

Da Nyrup-regeringen tog over i 1993, indtog Jytte Hilden Kulturministeriet, og hun så yderligere muligheder i popularisering af kulturen gennem rejsning af kulturhuse ud over landet. Det fik hende til at ønske et demonstrationsprojekt, som mere grundigt kunne opgøre de økonomiske effekter. Jeg fik overdraget opgaven. Det blev aftalt, at analysen skulle omhandle Brandts Klædefabrik i Odense. 

Det kom hurtigt til at stå klart, at Brandts Klædefabrik i økonomisk henseende var en belastning for Odense, hvad der jo heller ikke burde have kunnet overraske nogen. I min analyse søgte jeg i det perspektiv efter, om en samfundsvidenskabelig analyse kunne udpege andre positive sider af kulturinstitutionen. Her undersøgte jeg, hvad der motiverede de besøgende til deres besøg. Specielt på Fotomuseet, der var en del af Brandts Klædefabrik, viste en stor del af de besøgende sig at trække på museet til brug i undervisning eller professionel fotovirksomhed. 

Her skulle værdien af museet altså i høj grad findes i den værditilvækst, som fremkom i de virksomheder og institutioner, som trak på museet. Vel at mærke såfremt museet leverede indsigter på et professionelt niveau.

Det viste sig at være en aldeles uacceptabel konklusion for kulturministeren, som lagde vægt på underholdningsværdien for den brede befolkning. Jytte Hilden havde sat sin ministersekretær, Bo Asmus Kjeldgaard, til at følge mit arbejde tæt. Han forlangte, at min publikation om undersøgelsen måtte rettes til. Jeg var på daværende tidspunkt forskningsleder i det offentlige forskningsinstitut, som i dag går under navnet VIVE, og den daværende direktør stillede sig uden at have læst min rapport aldeles på Jytte Hildens side. Hun havde jo også stået for finansieringen, og forskningsinstituttet ville gerne sælge flere lignende opgaver. Jeg kunne ikke få mig selv til at ændre de konklusioner, som fulgte af de objektive iagttagelser, men det viste sig ikke at være noget problem. Bo Asmus Kjeldgaard troppede simpelthen op på mit kontor, hvor han anbragte sig ved mit arbejdsbord og omskrev min rapport efter ministerens retningslinjer.

Så kan man jo fundere over, hvorvidt den politiske styring af analytisk beslutningsgrundlag for politiske beslutninger er blevet mere anstændig siden da?

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?