Jens Otto Krag er Danmarks betydeligste statsmand. Det mener Bo Lidegaard, og det har han ret i, skriver Henrik Gade Jensen i denne anmeldelse af biografien “JOK – Jens Otto Krag”.

Af Henrik Gade Jensen, redaktion@indblik.dk

Jens Otto Krag er Danmarks betydeligste statsmand. Det mener Bo Lidegaard, og det har han ret i. Derfor har Bo Lidegaard nu udgivet sin egen store Krag-biografi i to bind fra 2001-2002 i en forkortet pixiversion på 752 sider.

Historien om Krag er også historien om Danmark i efterkrigstiden, fra 1945 til 1972, en vækstperiode hvor det moderne Danmark blev til.

Blandt de blinde er den enøjede konge, siger man, og det passer også lidt på Krag, i hvert fald som udenrigspolitiker. Deviset for Danmark siden 1864 har været at simulere død og ubetydelig, så ingen kunne finde på at gøre os noget slemt. Hygge os i smug, som Jeppe Aakjær skrev. Krag blandede sig, men uden senere tiders skandinaviske bedrevidenhed om, hvordan andre stater bør opføre sig. Og Bo Lidegaard underspiller endog Krags største fortjenester.

I 1964 var den sovjetiske førstemand Nikita Khrusjtjov på officielt besøg i Danmark, hvor han bl.a. besøgte Venstres formand Erik Eriksen og så dennes gård med køer og kalve på Fyn. Khrusjtjov gik op i det og han morede sig højlydt under besøget. Også Karl Skyttes landbrugsbedrift blev besøgt. Khrusjtjov havde selv baggrund i landbruget, men havde stået for tvangskollektiviseringerne i Stalintiden.

Til slut var der en pressekonference med statsminister Jens Otto Krag, hvor Khrusjtjov blev spurgt om sit indtryk af Danmark og så lirede generalsekretæren de sædvanlige kommunistiske floskler af om Danmark, hvor den arbejdende befolkning blev udbyttet af kapitalisterne og mere af samme slags.

Da Krag fik ordet sagde han roligt og fattet til Sovjetunionens leder: ”Deres analyse bygger på en forældet ideologi”. Klippet med Krag og Khrusjtjov findes på dette link fra ca. 41.10 min:

Se og hør det! Man kan tydeligt aflæse Krags kropssprog, at han afskyr den sovjetiske leder, og at han må udøve stor selvkontrol for at holde på formerne, men Krag er alligevel kontant og lige på og vælger ikke den pæne fordragelighed. Og sådan kan kun en statsmand tale, der er sikker på sig selv. 

Ti år senere fortalte Poul Hartling som statsminister om sine interessante og inspirerende samtaler med Mao Tsetung under et besøg i Peking. Og da Mao døde i 1976, talte Socialdemokratiets udenrigsminister K.B. Andersen om ”Maos person og Maos tankegang og hans evne til at få den ud og hans evne til at inspirere”. Så savner man Krag.

Krags dybe skepsis eller nærmest kontrollerede had mod Khrusjtjov kom også fra tidligere på året i 1964, da Krag var på besøg i Moskva. Her jokede Khrusjtjov med, at Sovjet ville tage Berlin og så kommer turen til Danmark. Og Khrusjtjov tilføjede så ifølge Krags dagbog: ”Ja, De forstår nok en spøg. Det bekræftede jeg. Men det morede mig ikke helt så meget, som det morede ham”.

Så Krag så ikke en slyngkammerat i den russiske leder og eller gjorde sig illusioner om særlig meget fredelig sameksistens. Men han skabte respekt om Danmark, som igen var med til at befæste dansk selvstændighed i den kolde krig. Havde Krag sagt det samme overfor Xi Jinping i dag?

Den anden glorværdige begivenhed i Krags karriere var efter folketingsvalget i 1966. Krag og Socialdemokratiet gik til valg på et bredt samarbejde, og de ville ikke have noget med SF at gøre. Det skyldtes først og fremmest, at Krag ikke havde nogen som helst tillid til SF´s leder, den gamle kommunist, Aksel Larsen. Så vil skæbnen og vælgerne, at SF kom ind med 20 mandater og S-SF havde flertal alene i Folketinget. Samtidigt vendte Radikale Venstre under Hilmar Baunsgaard sig mod blå blok, så der var ikke andre samarbejdsmuligheder end S-SF. 

På valgaftenen drak Jens Otto Krag en kop kaffe med Aksel Larsen i TV-kameraernes lys, og det var første gang, at Krag snakkede med Aksel Larsen. De havde siddet sammen i Folketinget i en menneskealder, men Krag nedværdigede sig ikke til at snakke med Aksel Larsen. Som med Khrusjtjov var det kontrolleret had, fordi Krag i så mange år havde oplevet Aksel Larsen – om end på syngende fynsk – agitere for Sovjetunionen og at Danmark skulle kopiere deres samfundssystem.

Efterfølgende udtalte Jens Otto Krag så de ord, som senere er blevet symbol på opportunisme i politik: Man har et standpunkt til man tager et nyt. Sådan sagde Krag faktisk. Men det er langt fra udtryk for opportunisme, for der var ikke andet valg for Jens Otto Krag eller for dansk folkestyre. Og det er meget mere udtryk for, at Krag faktisk havde standpunkter, en stærk forankring, en solid antikommunisme, som han ikke ville vige fra. Men også at han var praktisk politiker og landet skulle regeres trods en stærk personlig antipati.

Og antipatien overfor Aksel Larsen gjaldt de fleste ledende socialdemokrater dengang. H.C. Hansen og Viggo Kampmann talte heller aldrig med Aksel Larsen og de foragtede ham af et godt hjerte.

”Jens Aksel” – sådan kommer Preben Uglebjerg til at sige i revysangen Gyngerne og Karrusellerne fra 1967, da han skal sige ”Jens Otto”, men tilføjer så, at det er to alen ud af et dårligt stykke. Det har gjort utroligt ondt på Krag.

Dansk politik havde sine grøfter dengang, og de gik anderledes end i dag, hvor et engagement i Enhedslisten er den sikre vej til karriere i samfundet.

Bo Lidegaard tydeliggør dem ikke, men tager alt for tit sine konsensusbriller på, og vil gerne have den store fællesskabsfortælling ud af danmarkshistorien. Og tendensen bliver så, at fortidens politiske og holdningsmæssige konflikter overses eller underspilles.

F.eks. skriver Bo Lidegaard om påskekrisen i 1948, hvor der gik rygter om en forestående sovjetisk aggression, at ”meget tyder på, at Hedtoft tog meldingerne med flere gran salt”, men det er jo ikke korrekt, hvis han kunne vågne op på Gjorslev slot af høstmaskiners ramlen i gården og så frygte en sovjetisk invasion.

Jens Otto Krag var ivrig europæer og hans mærkesag var Danmarks deltagelse i EEC eller EF. Men også her forsimpler Lidegaard udviklingen ved hele tiden at tale om det europæiske samarbejde som en nærmest automatisk udvikling, og spørgsmålet kun er Danmarks (og Storbritanniens) forhold hertil. Der var stor uenighed og i Tyskland var manden bag det tyske Wirtschaftswunder, Ludwig Erhard, overordentligt skeptisk overfor overstatslig dirigisme, men tabte magtkampen til Konrad Adenauer og senere som kansler.

Det er også Ludwig Erhard som i 1948 samtidigt med indførslen af D-marken afvikler en masse planlægning og kontrol og dermed baner vejen for det tyske økonomiske mirakel i efterkrigstiden. Samtidigt tænker Krag på samme tid herhjemme i social ingeniørkunst, planlægning og dirigisme, som i Frankrig og Storbritannien, og det er der ingen grund til at heroisere. Det kunne have været anderledes.

Krags frivillige afgang fra magten i 1972 har været et af de mest omdiskuterede sceneskift i den nyere danmarkshistorie. Det kom til at afsløre Krags mangel på selvindsigt, han troede han kunne leve på palmerne, ved at skrive og male og undervise i international politik, som feteret vismand og kunstner. Men der var intet bag facaden og de smalle øjne. Han havde meldt sig ud af folkekirken som ganske ung, havde ikke brug for en tro eller et spejl for sin tanker, og det kom til at koste ham dyrt. Men han evnede stadig at tiltrække unge kvinder.

Når man læser Bo Lidegaards nye selvplagierede biografi om Jens Otto Krag, som også er en lang citatsamling fra dagbøgerne, kan det undre, at Gyldendal ikke i stedet vælger at udgive Jens Otto Krags egne dagbøger, så den læsende offentlighed selv kan danne sig et indtryk af manden fra førstehåndskilder. Det er ret træls, at hele Danmark kun kan få viden om Jens Otto Krag gennem Bo Lidegaards filtrering, udvælgelse og parafrase af citater fra de klausulerede dagbøger. Hvorfor skal historien monopoliseres? Eksempelvis blev P. Munchs erindringer og dagbøger udgivet i otte bind i 1959-67, og det havde været langt bedre med en tilsvarende udgivelse af JOK’s dagbøger. 

Så ville offentligheden også selv kunne danne sig et indtryk af Krags voldsomme forbrug af kvinder. Som en perspektivering af nutidens MeToo-anklager kunne det være relevant at få frem, fordi Krag umiddelbart virker mangefold værre end nutidens udhængte politikere inklusive John F. Kennedy og Bill Clinton – tilsammen. Så kunne enhver selv vurdere, om Lidegaard har ret, når han skriver, at mange af hans ofre ”forblev hengivne over for ham resten af livet …. De fleste, der har talt om deres forhold, taler med veneration om et intenst samvær, de nødigt ville have været foruden”. En af dem fik en illegal abort i 5. måned.

Men der er også mange små indblik i tidslommer, som der må være mange flere af ved at få offentliggjort dagbøgerne in extenso, f.eks. et ministermøde om formiddagen i 1972 hvor ”alle drak whisky”.

Jeg boede i studietiden som Krag på Regensen om end 50 år senere, men nåede at høre en samtidig regensianer og nabo til Krag fortælle om, at der altid var damer på besøg hos Krag. Det var overvældende og forstyrrede nattesøvnen. Og ingen kunne dengang forestille sig, at han blev Danmarks store statsmand.

JOK – Jens Otto Krag. En biografi, af Bo Lidegaard. Gyldendal, 752 sider, 399 kr.