Heunicke løfter sløret: Her er det næste, der genåbner

Heunicke varsler genåbning for butikker landet over
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

En ekspertgruppe vurderer, at en stor del af butikkerne over hele landet kan genåbne i de kommende uger.
Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Meldingen kommer, efter at ekspertgruppen har færdiggjort beregninger af, hvordan smitten vil udvikle sig, hvis restriktioner lempes.
Det samme gælder udendørs kulturaktiviteter, som kan genåbne med krav om, at man kan fremvise en negativ coronatest, vurderer ekspertgruppen.
Også nogle af grundskolens afgangselever kan komme tilbage i skole, viser beregningerne.
Det gælder for eleverne i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm.
Efterskoler, ungdoms- og voksenuddannelser i disse områder vil også kunne genåbne. Men det vil i så fald ske med mellem 50-100 procent fremmøde og med krav om test.
Eksempelvis på efterskolerne vil der komme særlige forholdsregler, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV2.
– Der vil så være nogle krav til efterskoler, fordi man bor tæt sammen og er tæt sammen. Men hvis man bor i det nordjyske, så vil de kunne genåbne tidligere end resten af landets efterskoler, siger han.
Det er ikke kun Nord- og Vestjylland og Bornholm, der kan se frem til at genåbne i marts, hvis det står til ekspertgruppen.
Allerede 14 dage efter – 15. marts – vil flere landsdele kunne åbne for skoler, uddannelser og kulturaktiviteter.
Herefter vil de sidste landsdele kunne genåbne efter påskeferien den 6. april.
Alt sammen kan ske, hvis “udviklingen tilsiger det”, skriver ekspertgruppen ifølge Sundhedsministeriet.
For at genåbningen skal ske, som ekspertgruppen foreslår, kræver det, at regeringen og Folketingets partier støtter op.
Partierne skal på baggrund af beregningerne tirsdag drøfte, hvordan Danmark skal genåbne.
Onsdag vil regeringen melde ud, hvilke restriktioner der fortsætter, og hvilke der bliver lempet, når de efter planen udløber 28. februar.
Bliver alle trinnene til virkelighed, forudser ekspertgruppen, at der i midten af april vil være knap 900 indlagte med coronavirus på landets hospitaler.
Det vil ske, før kurven knækker på grund af forårsvejret – og effekten af tusindvis af vacciner, siger Magnus Heunicke til TV2.
– Det er svært at se knækket, men det bliver vejret og vaccinerne, der gør det, siger han.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?