Enhver selvstændigt tænkende borger tager sig efterhånden til hovedet, skriver Villy Lauridsen i dette debatindlæg.

Af Villy Lauridsen, lektor

Hvis man forventes at være udpeget og medlem af regeringens ekspertudvalg for at deltage i debatten, tæller dette indlæg ikke meget. På den anden side er jeg overbevist om, at mange læsere har det ligesom jeg. 

Omfanget af utåleligt mikrofonholderi, fejlagtige ekspertprognoser og håbløs, ukritisk argumentation i medierne, har efterhånden taget et omfang, så enhver selvstændigt tænkende borger tager sig til hovedet.

I og for sig kan man efter min vurdering ikke laste politikerne for at lovgive efter de håndplukkede eksperters udsagn og vurderinger i coronaens første fase. 

Opgaven var fra epidemiens start at undgå et alt for store tab af menneskeliv, uoverskuelige hospitalsindlæggelser og et stort antal virksomhedskollaps.

Det er man lykkedes rigtig godt med! 

Imidlertid har epidemiens anden fase til stor overraskelse for især eksperterne udviklet sig helt anderledes end man havde forventet. 

Se eksempelvis nedenstående statistik over udviklingen af indlagte og dødsfald fra og med uge 8 til og med uge 22 (dvs. fra den 22. februar til den 6. juni i år).

Som man kan se, er antallet af indlagte faldet eller har ligget stabilt i 10 ud af de seneste 14 uger, ligesom dødstallet er dalet til under én om dagen i gennemsnit.

For at kunne sætte tallene i relation til den danske virkelighed anno 2021 findes der i Danmark i dag, afhængigt af opgørelsesmåde, mellem 60 og 70 hospitaler (Wikipedia).

I praksis er der herefter i gennemsnit ca. to indlagte på hvert dansk hospital med corona.

Jeg er bevidst om, at man i dag af politisk/administrative grunde hovedsageligt behandler coronapatienter på nogle få hospitaler. Det kunne man naturligvis ændre på, hvis det var hensigtsmæssigt. 

Det ”normale” antal dødsfald i Danmark udgør ca. 52.000 pr. år (Danmarks Statistik), eller ca. 1000 borgere pr. uge.

Forklaringen på de overraskende tal er utvivlsomt delvist at antallet af borgere, der nu er vaccineret med mindst et stik, har rundet 41 procent af befolkningen. 

Samtidig har man fået vaccineret de svage, de syge, de mest udsatte samt frontpersonalet. Endelig må flere hundrede tusinde danskere, der har været smittet med corona formodes at være immune.

Det siger sig selv, at en del af de borgere, der i de kommende uger og måneder bliver smittet med corona, får sygdomsforløb, der medfører fravær på arbejdsmarkedet, ligesom en del får senfølger osv.

Jvf. den viden, der pt. er tilgængelig på området, vil ovennævnte borgere imidlertid ikke afgå ved døden eller optage pladser på hospitalerne, ligesom senfølgerne generelt vil forsvinde efter kort tid.

Den fortsatte omfattende testning af befolkningen forekommer på den baggrund uforståelig.

Som det fremgår at ovennævnte statistik, har de nye ”åbninger” af samfundet hverken medført flere dødsfald eller et uoverskueligt antal indlæggelser. 

Tværtimod! Samtlige prognoser ser ud til at være fejlagtige.

Vi ved desuden, at børn, unge og de ikke vaccinerede voksne generelt ikke bliver alvorligt syge.

Politikernes svar blæser i vinden, og det tror jeg, de bliver ved med. 

Det samme gælder det fortsatte krav om brug af mundbind. Kravet ser ud til at være uden seriøs argumentation og videnskabeligt belæg. 

Den eneste ”videnskabelighed” omkring benyttelse af mundbind er tilsyneladende, at borgere, der er smittet med corona, skal bære det, for ikke at kunne smitte borgere, der ej er smittede.

Argumentet synes herefter at være, at da man jo aldrig kan vide, om man er smittet med corona eller andre infektionssygdomme, er samtlige borgere til evig tid nødt til at bære mundbind.

Hvem ved… Når vi har overstået den britiske, den brasilianske og den indiske variant ankommer sandsynligvis den farlige og meget smitsomme variant af den afghanske etbenede påfugl. 

Producenter af tests, sprit og mundbind kan således se frem til permanent at kunne skovle milliarder ind fra borgere over hele verden.

Den fortsatte nedlukning handler måske i dag ikke så meget om sundhed som om politik?

Historisk har store samfundskriser altid ført til opbakning bag den til enhver tid siddende, ”ansvarlige” regering.

Efter en kolossal optur i de politiske meningsmålinger signalerer de aktuelle meningsmålinger imidlertid, at denne tendens ikke holder i længden.

Socialdemokratiets oppustede opinionstal gennem det meste af epidemien er begyndt at dykke. 

Hvor længe kan borgerne forventes fortsat at bakke op om omfattende coronarestriktioner, som politikere og sundhedsmyndigheder vanskeligt kan argumentere for længere?