En skole i Storbritannien er blevet belejret af vrede muslimske fædre efter at en lærer har vist Muhammedtegninger i undervisningen. Og den sag bør vi tage ved lære af herhjemme, skriver Stefan Agger i dette debatindlæg.

Af Stefan Agger, lektor og politisk aktiv i Liberal Alliance

Torsdag den 4. marts var der forespørgselsdebat i Folketinget om læreres ytringsfrihed. Anledningen var mordet på den franske lærer Samuel Paty, og de danske sager vi så i kølvandet på lærermordet i Frankrig. Helt som forventet kunne politikerne ikke levere løsninger, der kan sikre danske læreres udstrakte ytringsfrihed og materialefrihed.

Siden da har vi set samme problematik i en skole i Yorkshire i England, hvor en lærervikar viste Muhammedtegninger i en time om blasfemi, og hvor skolen efterfølgende blev belejret af vrede muslimske fædre.

Der er derfor stærk grund til, at vi i Danmark diskuterer videre om, hvordan man tilgår følelsesladede og sprængfarlige emner i undervisningen, og i det følgende vil jeg give et bud på, hvordan man som skole bør tænke om den slags materiale i undervisningen i de større klasser i Folkeskolen, og på ungdomsuddannelserne.

For det første må man slå fast, at ingen rigtig lærer har det som formål at krænke sine elever. Man kan provokere, jo jo, med et glimt i øjet, men det vil sjældent være med emner som er ømtålelige i en grad så vi kan sige at de krænker.

Et kernepunkt i den gode lærergerning er evnen til at opbygge tillidsfulde relationer til ens elever, og hvis man skal vise potentielt krænkende materiale, så skal det have et fagligt formål ud over den reaktion det måske vil udløse.

For det andet må man sige, at virkeligheden er som den er, og i et vestligt og demokratisk skolesystem skal der ikke være emner, hvor mindre viden er bedre end mere viden, så længe den viden der er tale om, er saglig for det pågældende fag.

Hvis man derfor tænker om bestemte emner, at det er bedre hvis eleverne ikke får kendskab til dem, så forbryder man sig mod et grundlæggende demokratisk ideal om borgernes generelle oplysning, som vi jo netop er ansvarlige for i det danske skolesystem.

For det tredje er det åbenlyst, at nogle former for viden om virkeligheden faktisk kan krænke elever. Det kan det for eksempel, fordi deres personlighed hviler på kulturelle eller religiøse verdensbilleder som kan lide en form for skade eller blive rykket ved, af at blive udsat for bestemte dele af virkeligheden – uanset om det er evolutionsteori, Charlie Hebdo-forsider med Muhammed eller Hans Kirks bøger om Indre mission.

Vi må altså som lærere acceptere, at dele af mange forskellige fag kan anses for krænkende, men at de ikke desto mindre er vitale dele af fagene alligevel.

For det fjerde må det slås fast ud over enhver tvivl, at undervisning gerne må rokke ved elevernes tro og livsopfattelser, hvis det sker under pædagogiske former, og det har en saglig og faglig pointe. I den forbindelse er det ikke et vægtigt argument, at materiale eller viden i undervisningen udløser følelser, der kan opleves ubehagelige og som krænkende i forhold til den identitet man står på, og det er altså helt uanset hvem man er.

Det er målet med den danske folkeskole og de gymnasiale uddannelser at danne elever til at være myndige, selvstændige og demokratiske individer, der af egen kraft kan indgå i det danske folkestyre.

Den opgave kan man ikke løse som lærer, hvis man tager hensyn til forældres kultur og tro, eller til det unge menneskes egne forudindtagne meninger.