[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”9754″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]

Hvordan case-journalistik skævvrider politisk dækning

”Det menneskelige ansigt” er en af faktorerne, der er med til at trække den politiske dækning og vinkling til venstre. Her er nogle sandheder om case-journalistik.  
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Forleden gengav vi her på Indblik.net, hvordan nyhedsdækningen bliver mindre informativ, når medierne benytter sig af ’de almindelige mennesker’, eller ’cases’, som journalister kalder dem. Det er det, der sker, når en historie ledsages af billeder og kommentar af en eller anden, som det politiske emne angår, og som udtaler sig som privat, berørt borger – ofte som en, det er synd for.
For egen regning vil jeg godt tilføje, at vi her har at gøre med et af de fænomener, der er med til at skabe venstredrejet nyhedsdækning. Hvordan kan det være? Lad os tage nogle historiske debatter som eksempel og se en af grundene til, at ellers fornuftige synspunkter tog årevis for at opnå generel anerkendelse.
Efterlønnen var en hellig politisk ko gennem årtier, fordi billedet i medierne – og efterfølgende på folks nethinde – som regel var af de nedslidte. Det centrale problem med efterlønnen var ikke, at nedslidte jord- og betonarbejdere fik en bedre alderdom, men at friske og dygtige 62-årige gymnasielærere fik penge i hånden til at trække sig tilbage. Men vi så kun dem, det var synd for, frem for de andre, som profiterede profiterede.
Udlændingestramninger som 24-års-regelen m.m. var indlysende skabt for at undgå familiesammenføring af endnu flere borgere med mellemøstlig herkomst, og det virkede til en vis grad. Men hvem blev billedet i medierne på problemet? Det gjorde ressourcestærke danskere, der havde forelsket sig i udlandet og ikke kunne få partneren hertil.
Jeg husker ikke noget interview med en ung tyrkisk efterkommer, der fik taletid, efter han ikke kunne sammenføres med sin kusine. Groft sagt var det ellers ham – eller hans segment – det handlede om. Uden hans historie er det klart, at reglerne fremstod som en joke, der tjente et politisk formål.
Summen giver skævheden
Det er naturligvis ikke løgn, at den nedslidte håndværker eller den ressourcestærke dansker med udenlandsk partner trækkes frem på skærmen i disse sammenhænge. De er påvirket af de respektive emner, og deres historier er vedkommende. Det misvisende består som summen af sager med cases af samme type. Fordi fortællingerne om de overordnede spørgsmål konsekvent blev fortalt gennem det menneskelige virkemiddel, der passede ind i venstrefløjens dagsorden.
Er man i tvivl om effekten, kan man blot se på Socialdemokratiets brug af den efterhånden berømte Arne som galionsfigur (eller måske snarere rambuk?) for en pensionsreform. Så længe folk er fikseret på Arne, hvis situation alle kan forstå, og hvis velfærd ligger alle på sinde, er der effektivt lukket af for de videre nuancer. Selv når journalisten supplerer med facts og statistikker – det kan jo ske – er den menneskelige psyke nu sådan indrettet, at levende billeder med levende mennesker hænger bedre fast.
Efter samme erkendelse er diverse fagforeninger, patientforeninger osv. leveringsdygtige i cases allerede til studerende på Journalisthøjskolen, der øver sig i at skrive historier om folk, der skal have mere hjælp af staten.
Diverse organisationer ved udmærket, at journalister ønsker cases til virkningsfulde historier, der passer med foreningernes dagsorden, og hvor journalisterne kan kvittere med at lade foreningerne selv stille op. Et slående eksempel på tendensen var, da 3F lidt dovent endte med at henvise den samme case til otte forskellige medier.
Erkendelse af medievirkelighed
For god ordens skyld kan erhvervs- og landbrugsorganisationer gøre noget lignende, og de gør det også. Men selvfølgelig vil der altid være mere identifikationskraft og dermed politisk effekt ved en lønmodtager, der vil have mere i løn, end en selvstændig erhvervsdrivende, der føler sig kvalt i bureaukrati. Dertil kommer, at en selvstændig erhvervsdrivende ikke kan regne med at blive behandlet så ukritisk som den kilde, Ældre Sagen har formidlet til tv for at øge budgetterne til ældreområdet.
Jeg har ingen illusioner om opgør med hverken journalistisk metode eller menneskelig psyke. Mere realistisk kan jeg forsøge at udbrede pointen, at når man ser de såkaldte almindelige mennesker i tv, er de ikke rigtigt almindelige. De er ofte mindre repræsentative for det segment, de skal repræsentere, end seerne gør sig bevidst. De kan selv være ressourcestærke, uanset at de fremstår som ofre, eller de har indvilliget i subtilt at tjene stærke kræfters dagsorden.
Og især er det værd at overveje – både som journalist og almindelig medieforbruger – hvad denne tendens indebærer for den politiske hældning til venstrefløjens dagsorden. Ikke kun i den konkrete sag, men i hele mediebilledet.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2770″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4675″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5045″][/vc_column][/vc_row]