Coronapasset er intet andet end en politisk hån mod rationel tankevirksomhed og indebærer seriekrænkelser af individets rettigheder, skriver Uffe Merrild i dette debatindlæg.

Af Uffe Merrild, liberal blogger og civilingeniør

Med forårets komme meldte der sig et spinkelt håb om, at restriktionerne ville blive rullet tilbage. Bedst som vi troede, at genåbningen stod for døren, overgik regeringen imidlertid sig selv med en ny restriktion. 

Som taget direkte ud af Pravda præsenterede regeringen sit forslag om et coronapas til stående klapsalver fra baronerne i Dansk Industri og Dansk Erhverv. 

Coronapassets erklærede formål er at sikre en ansvarlig og forsigtig genåbning af økonomien.

Coronapasset skal angiveligt dæmpe smitten og rulles ud på udvalgte erhverv. Man kan undre sig over, hvad der gør, at netop de erhverv skal straffes kollektivt på den måde. 

Nej, det kan ikke sammenlignes med et kørekort

Flere debattører har forsøgt at minimere coronapassets skade ved at sammenligne det med kravet om kørekort. 

Det er åbenlyst, at sammenligningen er dårlig. Kørekortet viser noget om dine evner til at føre bil, og bliver kun kontrolleret yderst sjældent. Coronapasset kræver, at du blotter personfølsomme informationer for at få adgang til private butikker – hver evig eneste gang. 

Der er ingen nåde for den private butiksejer, der stritter imod. Kontrollerer butikken ikke kundens coronapas, risikerer ejeren en bøde på op til 12.000 kroner. 

I kørekortsanalogien svarer det til, at politiet risikerer en bøde på 12.000 kroner, hvis ikke de kontrollerer alle bilisters kørekort, hver eneste gang de kører ud på offentlig vej. Det er voldsomt.

Stop tågesnakken: coronapasset krænker dine rettigheder

Set med mine øjne er det største problem med coronapasset, at det krænker borgernes liberale rettigheder, som er forudsætninger for et frit og godt samfund. 

I et tweet fra 8. april benægter Søren Pind, at coronapasset er krænkende. Jeg vil gerne korrigere Søren Pind og forklare, hvorfor coronapasset er krænkende.

Liberale rettigheder skal være universelle – de skal gælde for alle mennesker og de må ikke skabe rettighedskonflikt. En persons rettigheder må ikke krænke en andens. 

Derfor skal de defineres som negative rettigheder, der beskytter dig og din ejendom mod andres handlinger. Jeg har ret til at bestemme reglerne på min ejendom og du har ret til at bestemme reglerne på din. Jeg har ret til at bestemme over min krop, og du over din.

Når Søren Pind skriver, at coronapasset ikke er krænkende, tager han fejl. 

Coronapasset er for kunderne en (måske uønsket) positiv rettighed, der tvinger butikker til at håndhæve coronapasset. Søren Pind overser, at det krænker butiksejerens ret til at give personer uden coronapas adgang til sin butik. 

En mere liberal løsning end statsligt coronapas

På samme måde er det også en misforståelse at postulere, at man har ret til at smitte andre – her er Søren Pind og jeg enige. Det ville krænke ejerens ret til at ekskludere smittende personer fra butikken.

Negative rettigheder kan lyde restriktive og egoistiske, men det er yderst sjældent, de bruges sådan. 

Som de sociale væsener vi er, søger de fleste af os at samarbejde og hjælpe hinanden. De færreste fravælger socialt samvær og samarbejde – og dem der gør, har naturligvis ret til det. 

De liberale rettigheder sikrer os, at samarbejdet foregår frivilligt, og lokker dermed så mange som muligt til at deltage, da vi kan beskytte os mod udnyttelse ved at sige nej til uacceptable krav rettet mod os eller vores ejendom.

I stedet for at indføre lovkrav om coronapas bør vi i stedet overlade udvikling af adgangskrav til den enkelte butiksejer, der selvfølgelig er interesseret i at skabe en tryg og god ramme om sin forretning, så han kan tiltrække kunder. Klarer han det godt, får han profit, klarer han det ikke godt, lider han tab. 

Det kaldes markedstesten, og den anvendes hver dag af butiksejere, når de forsøger at finde ud af hvilke produkter eller tjenesteydelser, kunderne efterspørger og til hvilken pris. 

De kan bruge samme test til at finde ud af, hvilke adgangskrav kunderne samtykker til. 

Da hverken kunder eller butiksejere er ens, kan det bedste adgangskrav være forskellig fra butik til butik. Butiksejeren kender butikken og kundekredsen bedst og er derfor den, som bedst kan tilrettelægge en betryggende fysisk ramme og fornuftige adgangskrav. 

Men skulle nogle kunder og butiksejere alligevel ønske coronapasset, er der stadig problemer med det. Markedstesten fungerer nemlig kun, hvis de liberale rettigheder bliver overholdt. 

Skyder vi gråspurve med kanoner?

Coronapasset er, som så meget andet der kommer fra Socialdemokratiet, en seriekrænker, der også forgriber sig på skatteyderne ved at tvinge dem til at betale nogle af udgifterne. Når en del af coronapassets byrde skubbes væk fra kunde eller butiksejer, bliver de mere positivt indstillet overfor det, end de burde være.

Politikere, der pålægger butikker at håndhæve kontrol med coronapasset, har ingen specifik viden om hver butiks kunder. De kender hverken kundernes risiko ved corona, risikovillighed eller butikkens forhold. 

Deres planer udtænkes i uvidenhed og langt fra det relevante sted. Med al tydelighed løser de ikke problemet på en måde, der tilgodeser de mange forskelle fra butik til butik og fra kundekreds til kundekreds. I politikernes uvidenhed og modvilje til at forstå os, forsøger de at ensrette os og spilder vores tid og penge på uønskede test og kontrol.

Coronapasset er også en dyr og ineffektiv løsning på et meget lille problem. Risikoen for smitte i butikker er meget lav i forvejen. Her kan jeg fremhæve frisørsalonen i Toronto, hvor to smittede frisører klippede 139 kunder, uden at smitte nogen. 

De eneste de smittede, var deres ægtefæller i hjemmet. Det burde vække interesse. Men der er naturligvis flere informationer om risikoen end banale anekdoter.

Selv SSI kæmper for at finde smitterisiko. 

Et notat fra 4. februar opsummerede en undersøgelse fra november måned. Her fandt de, at der kun var et sted, der var statistisk signifikant forøget risiko for at blive smittet med corona. Det var fitnesscentre. 

Ellers fandt SSI “ingen tegn på, at restaurant-besøg, dagligvareindkøb, brug af offentlig transport og deltagelse i private sammenkomster med mindre end 20 deltagere udgjorde en risiko for smitte med covid-19”. 

Men hvis der ikke er nogen målbar risiko for smitte, hvad skal coronapasset så gøre godt for? Er det ikke at skyde gråspurve med kanoner? 

Fitnesscentre kan medtage notatet fra SSI i sine overvejelser. Hvis de har kunder i risikogruppen, eller de har meget bekymrede kunder, kan de overveje, om coronapas giver mening. 

Hvis det er kunderne selv, der skal betale deres coronapas, kan det være, at de vælger en anden og fornuftig løsning: fx at beskytte sig selv med vaccinen, hvis man mener, man har forøget risiko ved sygdommen. Andre kan vælge at løbe den minimalt forøgede risiko for smitte.

Til syvende og sidst må konklusionen være, at omkostningerne ikke står mål med den minimale smitterisiko. Coronapasset ville dumpe markedstesten med et brag. Det er intet andet end en politisk hån mod rationel tankevirksomhed og indebærer seriekrænkelser af individets rettigheder. 

Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.