I starten lignede en børneanbringelsessag på Langeland så mange andre. En mor med et antal diagnoser og psykiske lidelser kunne ikke passe sine to drenge, så de skulle fjernes. Kommunens børneafdeling trådte til, og børnene i sagen blev blandt de børn, som Mette Frederiksen i 2022 meldte ud, at hun havde som ønske at tvangsfjerne flere af. Systemet virkede som det skulle, kunne man tro.

Men så begyndte skandalen at rulle. Kvinden havde nemlig slet ingen diagnoser eller psykiske sygdomme, og kommunens sagsbehandling er behæftet med alvorlige fejl og mangler.

Den pågældende sag fra Langeland har nemlig afsløret både umenneskeligt systemsvigt, forfalskede dokumenter, en børneafdeling med fejl i samtlige af sine kontrollerede sager, og en nærmest uoverkommelig proces hvor forældre og de to børn blev kastebold mellem instanser. Og sagen er ikke en gang overstået endnu. Siden har man gennemført stikprøvekontrol af kommunens børnesager, og fundet fejl i 100% af de kontrollerede sager.

MF Katrine Daugaard Christensen (LA) har involveret sig i den skandaløse anbringelsessag i Langeland Kommune, som hun tidligere har anmeldt til Politiet – der dog har nedlagt efterforskningen, fordi man mente at behandlingen skulle ske hos Ankestyrelsen. Hos Ankestyrelsen har man derimod nedlagt sagen, fordi man mener at den hører til hos Politiet. Derfor har Daugaard Christensen nu klaget, fordi hun ønsker at få Ombudsmanden ind i sagen.

Det oplyser folketingsmedlemmet på sin Facebook-profil, hvor hun understreger sagens alvor:

»… det kan simpelthen ikke passe, at SÅ alvorlige lovbrud og dårlig forvaltning kan foregå konsekvensløst«, skriver hun.

»Ydermere, er jeg uenig i politiets afgørelse, idet de får det til at lyde som om det “kun” er systemfejl og dårlig forvaltningsskik, når sagsbehandlere afkrydser rubrikker som aldrig har været behandlet i virkeligheden«, slår hun fast og fortsætter:

»I indleverede bevismateriale kan man se, at de ændrer datoerne tilbage i tid for at undgå overskridelse af tidsfrister mm. hvilket jeg kun kan se som en bevidst handling«, skriver hun.

»Man kan ligeledes se, at der ikke “kun” er tale om afkrydsninger, men om tekst der ændres i journalerne, endda dagen inden at man tvangsfjerner en kvindes børn«, tordner LA’eren i et længere opslag fra sin Facebook-profil.

De to børn er nu hjemgivet til moren, da kommunen erkender at der ikke var grundlag for at fjerne dem.
Hun havde nemlig ingen af de diagnoser og psykiske lidelser, som kommunen havde lagt vægt på i sin beslutning om at fjerne børnene.

Radiostationen 24syv har afdækket sagen siden starten af 2022, og undervejs har afsløringerne altså blandt andet medført en politianmeldelse af Langelands Kommunes borgmester, Tonni Hansen (SF).

Menneskerettighederne gælder for asylansøgere – men ikke danskere?

Det er ikke blot på anbringelsesområdet, at Danmark er et vidt stræk fra at være et yndigt land for børn og forældre. Der har gennem en årrække været alvorlige problemer med Familieretshuset, hvor danske skilsmissesager behandles. Særligt på mål for kritik er de såkaldte samværschikanesager, hvor én part udnytter systemet til at presse medforælderen ud af barnets liv og vinde forældremyndighed over barnet. Selvsagt med alvorlige konsekvenser for barnets udvikling og trivsel.

Det er ifølge flere eksperter i strid med gældende præcedens fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Helt konkret, Menneskerettighedernes Artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv.

Man har som menneske en ret til sin far og sin mor, og som forælder en ret til sit barn.

Af samme årsag – retten til respekt for familieliv – så vi for få år siden, at MF Inger Støjberg (DD) blev dømt skyldig i en rigsretssag. Her var det ultimativt netop Artikel 8, der lå til grund for en dom for brud på Ministeransvarsloven mod Støjberg, efter den såkaldte Barnebrudssag. Selv en minister må ikke uden videre adskille familiemedlemmer fra hinanden – heller ikke selvom det måtte være af en ellers nobel intention om at hjælpe barnebrude, og heller ikke selvom det ikke er forhold mellem barn og forælder, man bryder.

Rigsretssagen mod Støjberg viste, at Menneskerettighedernes Artikel 8 om ret til respekt for familieliv, gælder i Danmark. I alle fald for asylansøgere.

Men de katastrofale tilstande omkring børnesager i Danmark understreger samtidig, at Menneskerettighedernes Artikel 8 ikke gavner danskerne. Afgørende domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er tydeligvis ikke indarbejdet i dansk praksis, hverken i Familieretshuset eller kommunale børneafdelinger. Menneskerettighedernes beskyttelse mod offentlige overgreb på familielivet, gælder således reelt ikke i praksis for Danmarks egne statsborgere.

I en fagfællebedømt videnskabsartikel fra 2022 viste de australske psykologer Verhaar, Matthewson og Bentley til en række alvorlige problemer hos voksne, der som børn har oplevet samværschikane; emotionelle udfordringer som angst og traumereaktioner, øget grad af misbrug og højere selvmordsgrad.

Hvad er løsningen?

Først og fremmest understregede Støjberg-sagen en vilkårlighed og politisering, som intet har at gøre i retssystemet. Allerede i udgangspunktet er det en rent politisk beslutning om der overhovedet skal nedsættes en rigsretssag, og det er et principielt problem.

Der bør etableres en national forfatningsdomstol, som holder endda ministre til ansvar for loven. Kun således kan man i øvrigt sikre, at for eksempel en flertalsregering – rød som blå – kan bryde loven og med sine mandater beskytte sig selv mod en rigsretssag og loven.

En sådan forfatningsdomstol vil indirekte få indflydelse på de områder, der er nævnt i denne analyse; børneområdet og Familieretshuset. Disse områder er nemlig underlagt ministeransvar, og derfor vil en til enhver tid siddende minister være ansvarlig for at reagere når vedkommende informeres om problemer under sit ansvarsområde.

Lader man som minister være med at reagere på rapporter om lovstridige forhold – for eksempel indenfor det familieretslige område – vil det være ansvarspådragende. Det er teknisk set allerede ansvarspådragende i forvejen, men uden en forfatningsdomstol vil det kræve et flertal i Folketinget at rejse tiltale mod en socialminister, som er ansvarlig for det.

Dét kan landets borgere ikke være tjent med. For hvorfor skulle en flertalsregering trække sig selv i retten?