Et hashtag, som allerede er gået i glemmebogen, løser ikke de enorme problemer, vi står overfor, skriver Anastasia von Wildenrath Løvgreen i dette debatindlæg. 

Af Anastasia von Wildenrath Løvgreen, Kandidat Nye Borgerlige til Københavns Borgerrepræsentation 

Jeg vil vove at påstå, at alle kvinder kender til det. Det er sent på aftenen. Du skal gå hjem. Du er alene. Du frygter, hvad der gemmer sig i mørket. 

Det er blevet hverdagsbekymringer for de fleste. Det har gennem årene resulteret i nogle kreative “løsninger” for os kvinder, for at kunne håndtere utrygheden. Enten lader vi som om vi taler i telefon, eller også er hånden placeret på hoveddørsnøglerne i lommen, klar til brug… Ikke for at låse hoveddøren op, men altså til brug ved selvforsvar. 

Og så “kreativ” er jeg knageme også. Selv skal jeg gå gennem København ved midnatstid grundet, mine sene arbejdstider som kok og tjener. Så jeg kender uden tvivl til kvinders bekymringer, og er på samme side. Så langt så godt, men så stopper lighederne også her. 

Det bestialske drab på Sarah Everard i England har nemlig skyllet en tsunami af debat, med fokus på kvinders tryghed ind over diverse medier, politikere og kvinder i almindelighed. Debatten har fået mig til at reflektere over hvilke forandringer, vores samfund gennemgår i disse år. 

Kvinder, der er bange for at bevæge sig igennem de københavnske gader efter arbejde, eller en god bytur. Frygten for at blive endnu et offer. 

Og ja, så lad os sige det højt, offer for den islamiske dominansadfærd. Frygten for at møde en volds- drabs – eller voldtægtsmand. 

De bekymringer hærger de fleste kvinder, inklusiv mig selv. Men stadig alt for mange tier, og tør ikke at berøre det reelle problem. Tør ikke sige, hvor skoen trykker, tør ikke sige, hvor problemet i virkeligheden findes. 

Kampagnen #textmewhenyougethome er skabt i kølevandet på debatten – og nu løser det vel alt? Ligesom #MeToo? Eller hvad? 

Nej, selvfølgelig løses problemet ikke ved et hashtag, skabt af det venstreorienterede “feel-good”-segment. Det er ren symbolpolitik. 

Nu var det en hvid mand, der var årsag til dette dødsfald, så nu kan de endelig tage problemet op, og undgå de svære problemstillinger, nemlig islamiseringen af de vestlige samfund. Den islamisering der er den direkte årsag til den voksende utryghed.

Vi skal blive bedre til at kalde en spade for en spade, for hvis kvinderne vil utrygheden til livs, så skal vi åbent tale om den trussel, der er i vores samfund. Vi ved jo, hvem der er skyld i problemerne, vi ved, hvem der gør de Københavnske gader utrygge. 

Nemlig voldsparate muslimer, med kvindeundertrykkende – og homofobiske kræfter, samt den medfølgende dominansadfærd – som ej forglemme, også er rettet mod danske mænd i nattelivet. Dem som opponerer imod vores demokratiske vestlige værdier.  

Det er en kendsgerning, at ikke-vestlige indvandrer og efterkommere, ja de topper igen i de kedelige statistikker. 

Og lad os tage et kig på nogle af dem: 

45 procent af de voldtægtsdømte i 2017 havde ikke-vestlig baggrund. Dette skal ses i lyset af, at de udgør 5 procent af befolkningen. 

En anden statistik, der er værd at bide mærke i, og som i øvrigt burde få alle alarmklokker til at ringe, er en undersøgelse lavet af B.T. 

Den omhandler overfaldsvoldtægter. Her vises det, at 10 ud af 12 overfaldsvoldtægter bliver begået af mænd med indvandrerbaggrund. Det jo en voldsom overrepræsentation, som er fuldstændig absurd.

 Hvornår stopper vanviddet? Jeg er nemlig dybt bekymret. Ikke blot for at bevæge mig hjem igennem de københavnske gader – nej, jeg er bekymret for mine nærmeste. 

Bekymret for mine veninder, for mine venner, for min familie, for de børn jeg endnu ikke har sat i verden. Ikke mindst er jeg bekymret for Danmark. 

Det skal være slut med denne berøringsangst overfor islam. Islam er direkte opposition til Danmark. Islam er i direkte krig med vores værdier. Islam er i kamp med vores frihed. Alle de værdier, vores forfædre har kæmpet for. De værdier, vores forfædre har ladet livet for, er islam i direkte opposition til. 

Et hashtag, som allerede er gået i glemmebogen, løser ikke de enorme problemer, vi står overfor. Langtfra! 

I stedet fjerner det fokus fra de reelle problemer. En slags afledningsmanøvre med venstrefløjen i førertrøjen, hvor statistikkerne bliver fejet godt og grundigt ind under gulvtæppet, og de reelle problemer, tja… de bliver fortiet. 

Jeg er faktisk ganske sikker på, at islam er fløjtende ligeglad med, hvorvidt du stemmer rødt eller blåt, og hvorvidt du er en del af venstrefløjens ”feel-good-projekt”, som byder islam velkommen med åbne arme eller ej. 

Så kvinder… vågn nu op. Vi må og skal stoppe denne absurde utryghed i nattelivet. De her “kreative løsninger” med et fikst lille hashtag, må og skal vi aldrig acceptere som værende nok.