Hvorfor vælger nogen at blive politiker?

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Hvorfor vælger nogen at blive politiker?

Økonomiprofessor undersøger, hvad videnskaben udpeger som generelle træk ved politikere.
Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net
Professor Christian Bjørnskov, som er ansat på Økonomisk Institut ved Aarhus Universitet, forsøger i sin blog på Punditokraterne.dk at forstå, hvorfor politikere er, som de er. Som han skriver:
”Enhver der har haft tilstrækkeligt at gøre med politikere ved, at de ikke er ’andre mennesker’ – politikere er ikke som folk er flest … Derfor er det værd at tænke omhyggeligt over, hvem der bliver politikere, og hvem af dem, der overlever i politik.”
Befolkningen ser det som noget positivt, at politikere er ”beslutsomme” og handlekraftige”. Man lægger vægt på, at politikerne kan tage beslutninger, og ”svære” beslutninger vækker oftest særlig beundring. I forskningen kaldes fænomenet ”action bias”, og det betragtes som et udpræget negativt fænomen.
Forskningen viser, at politikerne i forbindelse med svære beslutninger oftest ligger under for interesseorganisationer og derfor træffer forkerte valg – som regel ved at fravælge de objektivt bedste beslutninger.
Professor Bjørnskov spørger videre, hvorfor folk tiltrækkes af politik. ”Den romantiske forklaring er, skriver han, ”at de er særlige mennesker, som gerne vil gøre godt og ændre samfundet til det bedre. Men selv om man køber den fortælling er man nødt til at stille spørgsmålet: Hvorfor tror de, at de er bedre til at bestemme end andre mennesker, og hvorfor mener de, at de har en moralsk ret til at bestemme?”
Måske er svaret, at politikere simpelthen er mennesker, som har en særlig smag for at have magt over andre mennesker og derfor tiltrækkes af politik.
Den teori understøttes af en forskningsartikel med titlen ”The Startling Accuracy of Referring to Politicians as Psychopaths”. Den viser, at politikere og psykopater deler visse karakteristika:
Karakteristisk for psykopater er mangel på empati, en følelse af storhed, overfladisk charme, evner til at manipulere andre og afvisning af at tage ansvar for personlige handlinger. De mener ikke, at almindelige regler og et almindeligt krav om ærlighed gælder dem. Mange har også et stort behov for magt og prestige, netop den slags behov, som gør politik attraktivt.
Christian Bjørnskov skriver videre:
”Problemet gælder naturligvis ikke alle, men de fleste politikere er sandsynligvis mennesker, vi helst ikke vil samarbejde med. Et særligt træk, som med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke deres personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt.  Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger syndromet (…) Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4231″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8701″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8970″][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?