Derhjemme i stuerne har folk åbnet en pose Haribo med sindsro, thi de naivt har troet på, at det var en vind, der vil aftage i styrke over tid – i stedet er vinden tiltaget, skriver Nick Mogensen i dette debatindlæg.

Af Nick Mogensen, selvstændig

For årtier tilbage befandt de progressive sig på venstrefløjen. De gik ind for bare bryster, punkmusik og de liberale feminister ville af med “in loco parentis”-reglerne. 

Tiderne har skiftet og i dag går de ind for totalitær censur, statslig indblanding i alle menneskelige aktiviteter og en nedbrydning af den vestlige kultur og det, som de liberale feminister gerne ville have en del af: en normal eksistens, hvor mænd og kvinder var ligestillede.

Jeg har respekt for demokrati. Her tillades forskellige synspunkter – dog gerne velunderbyggede og velargumenterede. Den moderne venstrefløj er ikke længere demokratisk. Tværtimod. 

Det progressive er erstattet med det totalitære.

Kun i indhold, men ikke i selve fundamentet, er der forskel på kritiske raceteori, moderne feminisme, intersektionalisme mm. og så fortidens totalitære visioner. Kritisk raceteori kunne ligeså godt være skrevet af nazisterne i 20’erne i stedet for vor tids revolutionære “akademikere”. 

Fundamentet er, som taget ud af Herbert Marcuses diktomi mellem “det onde højre” og “det gode venstre”. Marcuse advokerede eksplicit for censur og vold mod “det onde højre”. 

Eliten på venstrefløjens mobilisering af almuen, institutionerne og kulturlivet er en fuldt ud beregnende plan, hvis slutresultatet er et diffust utopia.

For at opnå utopia er vold nødvendigt og retfærdigt. Den starter ved berufsverbot og slutter ved Gulag. 

Ser man på det 20. århundredes store, menneskelige katastrofer, var de alle begrundet i en “pseudorealitet”. Det betyder ikke, at det var en absolut fantasiverden, men en verden, der til forveksling lignede/ligner en realitet, men var/er en syg og patologisk udgave af denne. 

I gennem mindst 40 år har den revolutionære aktivisme infiltreret uddannelsessystemet fra top til tå. Værst er det på universiteterne, men det står også slemt til andre steder. 

Derhjemme i stuerne har folk åbnet en pose Haribo med sindsro, thi de naivt har troet på, at det var en vind, der vil aftage i styrke over tid – i stedet er vinden tiltaget. 

For kommunisterne var det kampen mellem klasserne; proletariatet mod bourgeoisieet.

For nazisterne var det kampen for Tysklands genrejsning efter, at Versailletraktaten og jøderne angiveligt havde trynet og forårsaget store ødelæggelser på den tyske nation og kultur.

I den vestlige verden er vi nu halvt gravide med et totalitært monster. 

Den “filosofiske” baggrund for de totalitære glimt vi ser, er lagt an på, at hele den vestlige verden skal omstyrtes til fordel for et fuldstændig udefineret utopia. Intentionerne er hverken ligestilling, mere fred mellem menneskene eller inklusion. 

Der er tale om en ekskluderende ideologi, hvis stinkende ånde er taget direkte fra det 20. århundredes totalitære gravkammer. 

Mange mennesker er blevet formidlere af denne syge.

Dem, som lige akkurat har fatteevne til at forstå det halve af, hvad der står i de ideologiske tekster ælter nu almuen, hvis sunde fornuft skal erstattes med det, man kan kalde en “paralogik”: en falsk logik, der skal muliggøre, at skruerne i pseudorealitetet kan dreje rundt. 

De højst begavede, der har udtænkt det ideologiske spindelvæv er formentlig konsekvent psykopater – ganske, som vi kender fra historien. 

Det afgørende for om man kan få bremset Franksteins monster er massivt at appellere til “common sense”, samtidig med, at dem, der forstår det filosofiske benhårdt må slå tilbage – med venstrefløjens egne virkemidler (det vil jeg komme ind på på et andet tidspunkt) – på identitetspolitikkens stigende indflydelse. 

Ellers får vi endnu engang “The end of history” med en blodig streg under.