[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”10538″ img_size=”1200×436″][vc_column_text]Foto: FunkMonk via Wikimedia Commons[/vc_column_text][vc_column_text]

Identitetspolitik er socialisme i fåreklæder

Den moderne trend med identitetspolitik har totalitære træk, hvor selv borgerlige spiller med på galskaben som en slags nyttige idioter, konstaterer Marianne Stidsen.
Af Marianne Stidsen, forfatter og lektor
Dette essay stammer fra et oplæg givet til tænketanken Cepos 28. oktober 2020, gengivet med tilladelse. 
Identitetspolitik er hurtigt blevet en af de mest omtalte strømninger i nutidens værdidebat. Den stammer fra de nordamerikanske campusser, hvor den blev udviklet op gennem 1980’erne og 90’erne under navnet politisk korrekthed. I løbet af de sidste 10-15 år har den imidlertid også sat sig tungt på de europæiske universiteter – herunder de danske.
Jeg vil først sige lidt om, hvad strømningen går ud på, og dernæst noget om, hvorfor jeg opfatter den som så farlig for ikke bare vores højere læreanstalter, men også for vores borgerligt liberale demokrati. Identitetspolitikken har sit idémæssige udspring i en radikaliseret udgave af feminismen, som frem for alt den amerikanske filosof Judith Butler har været med til at udvikle.
Udgaven kaldes også for ’intersektionalisme’, fordi den inddrager andre forskelsmarkører end køn, fx race, seksualitet og handikap. Disse identitetskategorier eller -markører hævdes at skære og forstærke hinanden, sådan at det at være sort lesbisk kvinde ikke bare er tre gange sværere end at være hvid heteroseksuel kvinde, men angiveligt mange, mange gange sværere.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/4″][vc_empty_space height=”5px”][vc_single_image image=”10476″ img_size=”300×300″][vc_column_text]Marianne Stidsen er forfatter og lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, KU. [/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”3/4″][vc_column_text]Teoretisk er den identitetspolitiske bevægelse inspireret af europæisk, såkaldt ’poststrukturalistisk’ filosofi fra 1960’erne, som her drejes i en stærkt politisk og (venstre)aktivistisk retning. Det vil sige, at når identitetspolitikken indtager universiteterne – som det som sagt også er sket i Danmark – undermineres de klassiske principper og standarder for forskning, fordi formålet ikke bliver at søge sandheden, men at fremme en bestemt politisk dagsorden. Det være sig MeToo eller Black Lives Matter eller FedFront.
Udbredelsen til samfundet
I løbet af de seneste år har den identitetspolitiske bevægelse bredt sig fra universitetet ud i samfundet – herunder til erhvervslivet – med meget voldsomme konsekvenser.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Set fra et liberalt og demokratisk synspunkt har den allerede forrettet store skader, idet den som sit mere langsigtede projekt har en total omvæltning af det samfund, som er bygget op i Vesten i løbet af de sidste par hundrede år. Det skal man ikke tage fejl af.
Bevægelsen taler hele tiden selv om, at problemerne med fx sexisme og racisme ikke må ses som enkeltsager, men skal ses som et ’strukturelt’ eller ’systemisk’ eller ’kulturelt’ problem – tænk blot på de seneste sager med Frank Jensen og Morten Østergaard. Hermed siger man faktisk også, at det ultimative mål er at lave hele samfundet om fra bunden af. Strukturen skal rykkes op med rode, som man ynder at formulere det. Noget mange – ikke mindst borgerlige – ofte overser. Eller ikke forstår rækkevidden af.
Essensen af identitetspolitikken
Hvad går omvæltningen da nærmere bestemt ud på? Den går – sagt i al korthed – ud på at sætte de sociale, kollektive menneskerettigheder over de individuelle, civile menneskerettigheder. Det vil sige, at hensynet til visse befolkningsgrupper legitimerer, at man indskrænker frihedsrettighederne og retssikkerheden for andre. Sådan som vi fx kender det fra de totalitære regimer i det 20. århundrede så som Sovjetunionen, hvor samfundet fra inderst til yderst er gennemsyret af en bestemt ideologi.
Eksempelvis risikerer alle universitetsansatte snart – hvis de identitetspolitiske aktivister får deres program igennem – at skulle lave deres sprog og deres adfærd grundlæggende om efter aktivisternes ideologiske diktat. Med henvisning til, at disse minoriteter, det kan fx være de transseksuelle, ikke har følt sig tilstrækkelig ’inkluderet’ og ’anerkendt’ af majoritetskulturen. Skønt de jo, netop fordi vi lever i et demokrati og meritokrati, har haft præcis den samme mulighed for at gøre sig gældende som alle andre. Sprogrensning, kan man også med filologen Victor Klemperer kalde det. Ligeledes udpeges en bestemt befolkningsgruppe – her de hvide heteroseksuelle mænd – til på forhånd at være skyld i alle onder.
Det betyder, at retssikkerheden sættes over styr, fordi det efterhånden er nok at blive anklaget, så er man også automatisk dømt. Lynjustits, kan man kalde det – igen med de seneste politiske udrensningseksempler in mente. Endelig oplever vi i disse dage, hvad jeg vil kalde journalistikkens kollaps. Hvor tv-studie efter tv-studie fyldes ikke med uenige personer, der ytrer forskellige synspunkter, men med folk, der siger fuldstændig det samme. Og med studieværter, der har reduceret sig selv til rene megafonholdere for den såkaldt ’woke’ bevægelse. Hvorved demokratiets grundidé om argumenter, der brydes i åben og fri debat, går tabt.
Hertil er der kun én ting at sige: Hensynet til mindretallet må aldrig nogensinde i et demokratisk samfund bruges som argument for at indsnævre majoritetspersoners formelle frihedsrettigheder – for ikke at tale om at tilsidesætte deres retssikkerhed. Gør man det, i reglen med henvisning til, at der historisk har været en magtubalance mellem disse grupperinger, fx mellem mænd og kvinder, har man reelt tilsidesat de grundprincipper, vores samfund hviler på.
Det samme har man, hvis man i den sociale kamps navn udvisker skellet mellem menneskelige fejltrin og klodsetheder, som vi alle kan begå og begår hver eneste dag i det almindelige livs store mudrede gråzone, og så egentlige forbrydelser. Af samme grund er det uhyre vigtigt og absolut presserende, at såvel universiteterne som det omgivende samfund vågner op og ser, hvad det i virkeligheden er, der gemmer sig bag de for mange at se tilforladelige og rimelige dagsordener, identitetspolitikken og den intersektionalistiske radikalfeminisme promoverer.
Der gemmer sig ikke alene en ny type socialisme, som man kunne kalde matriarkalsk socialisme – eller slet og ret mazisme – men også en socialisme, som er langt mere snedig end de typer, vi hidtil er stødt på i historiens løb. Ganske enkelt fordi den har formået at trænge så langt ind i institutionerne, organisationerne og statsapparatet, som den har.
Herunder i den borgerlige del af det. Som dermed bliver, hvad man kunne kalde nyttige idioter for en revolutionær ideologi og et revolutionært korstog, der dybest set ønsker et generalopgør med det moderne kapitalistiske og demokratiske samfund. Det vil sige, at man som borgerlig eller centrumvenstre, for den sags skyld, ved at følge denne bevægelse, er godt i gang med at save den gren over, man selv sidder på. Hvis ikke ligefrem grave sin egen grav.
Hvordan imødegås identitetspolitikken?
Et af mine egne konkrete forslag til imødegåelse af det nye identitetspolitiske paradigme har været afholdelse af en række høringer på Christiansborg, hvor ledere, politikere og andre myndighedspersoner kunne blive klædt på til at gennemskue, hvornår der er tale om legitime ligeretskrav, og hvornår der er tale om illegitime særretskrav fra bestemte grupperingers side. Ligeledes bør man indprente nøje, hvad magtens adskilthed og samfundsområdernes autonomi og selvreferentialitet betyder i en moderne verden.
Dette er, mener jeg, nødvendigt for at den nye bevægelse kan blive afsløret som det, den er, nemlig en totalitær socialistisk ulv i regressive moralistiske fåreklæder. Desuden kunne man ønske sig, at alle virksomheder, organisationer og institutioner ville repetere og tydeliggøre det værdigrundlag, de hviler på, som modvægt til de mange social justice-tiltag og adfærdsregulativer, der skyder op rundt omkring. Sådan at ingen i krænkelseskampens hede glemmer, at vi som samfund, som organisation, som virksomhed, som enkeltpersoner nok skal behandle hinanden ordentligt – uanset om vi tilhører et mindretal eller ej. Men at hensynet til mindretallene aldrig må få lov at underminere den fælles moderne kultur og det fælles moderne civiliserede samfund, vi har bygget op i Vesten over de seneste 200 år.
Et samfund, som både har formået at skabe historisk stor velstand og historisk stor frihed og ligestilling, for alle grupper. Det er dét samfund, som lige nu står til at blive ødelagt. Og det er dét samfund, dén civilisation, som det gælder om at forsvare. For dette her er ikke noget, der stopper af sig selv. Som digteren Bertolt Brecht skriver: ”Den, der stadig smiler, har blot ikke hørt seneste nyt.”
Kig på Macron
Eneste udvej, lyder min vurdering på baggrund af tre års intensiv deltagelse i den identitetspolitiske debat, er at sætte hårdt mod hårdt. Kig nøje på præsident Macron. Hans stålsatte og fuldstændig ubøjelige og umisforståelige måde at tackle presset fra radikalismen i dens forskellige afskygninger på bør være et gyldent forbillede for ethvert demokratisk tænkende menneske i mødet med identitetspolitikken. Hvad enten han eller hun er politiker, virksomhedsleder eller blot almindelig engageret samfundsborger. Man skal jo huske én ting, nu hvor værdirevolutionen herhjemme er så fremskreden, som den er, og nu hvor viljen til modstand er så lille, som den tilsyneladende er: Blot fordi alle marcherer i takt, betyder det ikke nødvendigvis, at det er rigtigt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”7619″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8004″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8617″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row]