[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”10631″ img_size=”1200×436″][vc_column_text]

Identitetspolitik: Hvordan universitetet graver sin egen grav

De aktuelle politiske strømninger er ved at underminere universitetet som en institution baseret på viden og rationalitet, skriver Kai Sørlander i dette essay.
Af Kai Sørlander, filosof og forfatter
I det moderne komplekse samfund, som bygger på arbejdsdeling og en grundlæggende ligeværdighed mellem borgerne, udfylder universitetet en vigtig opgave. Det har den særlige rolle at skulle sikre, at samfundet får den bedst mulige viden om verden og vor situation i verden. På universitetet samles folk, hvis opgave det er inden for de forskellige videnskaber at forske i alle de forskellige aspekter af virkeligheden: såvel den fysiske virkelighed som den biologiske, sociale og psykologiske virkelighed.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][vc_single_image image=”10613″ img_size=”300×300″][vc_column_text]Kai Sørlander er filosof og har skrevet en række bøger om filosofi, bl.a.  ‘Forsvar for Rationaliteten’. [/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”2/3″][vc_column_text]I og med at universiteterne deltager i den samfundsmæssige arbejdsdeling, er det ikke kun dets opgave at søge viden for dets egen skyld.
Tværtimod får universitetet en særlig understøttelse, fordi det skal være den institution, som sikrer, at samfundet som helhed – også de mennesker, der arbejder på andre pladser i den komplekse arbejdsdeling – kan få den bedst opnåelige viden om verden og om de vilkår, som former samfundet. Således at borgerne hver især kan handle på basis af denne viden – og ikke blot er henvist til deres egen snævre horisont.
I denne sammenhæng bør heller ikke glemmes, at der i det moderne komplekse samfund også må være arbejdsdeling på det politiske område.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Det giver sig udslag i, at den politiske ligeværdighed må udøves igennem et repræsentativt demokrati. Og det betyder igen, at universitetets viden, så godt det nu er muligt, skal formidles til borgerne generelt, så de kan vælge deres politikere ud fra den bedst opnåelige viden om det samfund, hvori de lever – og til politikerne specielt, så de kan tage deres beslutninger på et oplyst grundlag.
2.
Foreløbig har jeg ganske kort markeret universitetets rolle i den samfundsmæssige arbejdsdeling: Det er det sted, hvor samfundet sikrer sig at kunne få den bedst opnåelige viden om verden og om samfundets dybere udviklingstendenser. Men der er en helt afgørende forudsætning for, at universitetet kan have denne særstilling. Det er, at der er et fælles rationalitetsbegreb – en fælles norm for rationalitet – som gælder for alle.
Grundlæggende indebærer denne fælles rationalitetsforpligtelse, at man ikke går længere i sine overbevisninger, end man kan begrunde på basis af begrebslogik og erfaringer. Det er den forpligtelse, som universitetet er underlagt i dets forskning, og som også gælder for os andre som ansvarlige personer; og det er derfor, at vi bør bøje os for den videnskabelige forskning, hvis den er gennemført forsvarligt.
Det er i hvert fald således, at den traditionelle opfattelse har været. Men i de seneste generationer er der fra universitetet selv fremkommet tanker, som mere eller mindre klart benægter, at der er en fælles rationel forpligtelse, som gælder os alle uden undtagelse. Hvis sådanne tanker er rigtige, så undergraves universitets egen rolle i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Så opløses selve begrundelsen for at opfatte universitetet som formidler af en fælles viden om verden. Derfor afhænger universitetets berettigelse af, om disse tanker er gyldige. Og derfor er det nødvendigt at se nærmere på, hvoraf de udspringer.
Her er det som udgangspunkt oplysende at have med, at der ligger en kilde til undergravningen af den fælles rationelle forpligtelse i den videnskabelige holdning selv. I videnskaben søger man sand viden om verden, men netop derfor er man også stadig åben for, om det, som man tror at vide, nu også er sandt. Man er ikke så fastlåst, at man ikke kan forholde sig til, at der kunne komme evidens for, at den herskende teori var falsk. Man erkender, at fejlbarlighed er et vilkår.
Selve denne erkendelse er rationel og bør være fælles for alle. Men man tager et irrationelt skridt, hvis man fra erkendelsen af fejlbarligheden slutter, at så er sand erkendelse slet ikke mulig. For så anbringer man sig selv i en selvmodsigelse. Man kan ikke konsistent have sand erkendelse af, at sand erkendelse er umulig. Og man kan ikke vide, at man konkret tager fejl, uden at man forudsætter, at man har en viden, på basis af hvilken man erkender sin fejltagelse.
3.
Så den rationelle holdning kan godt modstå den udfordring, den møder fra den filosofiske skepticisme. Men vi oplever også på universitetet en forkastelse af den fælles rationelle forpligtelse, som er anderledes: som er relativistisk. I sin nuværende form udspringer denne relativisme fra to forskellige kilder: for det første fra Marx’ teori om proletariatets historiske særstilling og for det andet fra Nietzsches lære om, at der ikke er nogen fælles overordnet sandhed, men at sandheden afhænger af det perspektiv, hvorfra man ser verden.
I dette konglomerat får man en basis, hvorfra man på den ene side kan anse den traditionelle opfattelse af, at vi er underlagt en fælles rationel forpligtelse, som udtryk for den hvide, heteroseksuelle majoritets sammensværgelse for at holde minoriteterne nede. Og hvorfra man på den anden side kan hævde, at minoriteterne har deres egen særlige sandhed, som er lige så meget værd – og som der bør tages lige så meget hensyn til – som den herskende klasses sandhed.
Denne teoretiske holdning udspringer af et ønske om at skabe en samfundsorden, hvor der ikke er undertrykkelse. Men medvirker den faktisk til dette? I første omgang kan vi pege på, at hvis vi benægter, at vi står under en fælles rationel forpligtelse, så benægter vi forudsætningen for, at vi skal betragte hinanden som politisk ligeværdige. For skal ligeværdigheden være både gensidig og rationel, så må vi hver især være underlagt en fælles rationel forpligtelse: forpligtelsen til ikke at gå længere i vore overbevisninger, end vi kan begrunde på basis af begrebslogik og erfaringer.
Det er kun således, at vi kan skabe et levedygtigt socialt fællesskab om en demokratisk beslutningsproces. Og det er kun således, at vi i demokratiet kan have begrundelse for at opretholde en institution som universitetet, som skal fungere som fællesskabets videnscenter.
4.
Det er altså et ironisk faktum, at vi i universitetsverdenen – her i postmodernismens epoke – har oplevet en teoretisk udvikling, som benægter fællesskabet i vor rationelle forpligtelse, og som derfor i princippet undergraver den forudsætning, hvorpå både demokratiet som politisk styreform og universitetet som fælles videnscenter i sidste instans bygger deres berettigelse.
Hvad denne teoretiske udvikling kommer til at betyde i praksis, er det svært at spå om; men hvis den ikke imødegås, er det indlysende, at den vil have skadelige konsekvenser såvel for demokratiet som for universitetsverdenen selv. Benægtelsen af den fælles rationelle forpligtelse tærer på demokratiets hovedstol.
Det er en social opgave at få universitetet til igen at bakke entydigt op om, at det – dets forskere – sammen med de øvrige borgere i demokratiet er underlagt en fælles rationel forpligtelse. Primært bør det være universitetet selv, som indefra gør op med de forskningsmiljøer, som hylder teorier, der forkaster den fælles rationelle forpligtelse. Men kan det ikke det, så bør det ”hjælpes” udefra – fra den almene demokratiske refleksionsproces. Denne ydre styring af universitetet burde ikke være nødvendig; men på den anden side skal demokratiet heller ikke blot passivt finde sig i, at den indre styring svigter.
Dertil kommer så også, at det i det lange løb vil være kontraproduktivt at hjælpe minoriteterne ved at hævde, at de har en særlig rationalitet, som er forskellig fra majoritetens. Hvis dette synspunkt reelt blev majoritetens holdning, så forsvinder den rationelle begrundelse for at se minoriteterne som ligeværdige borgere.
Og hvor står minoriteterne så? Tværtimod er det på basis af en erkendelse af den fælles rationelle forpligtelse, at vi kan opbygge en forståelse for, hvilke konsekvenser biologiske kendetegn som race og køn faktisk har i forhold til idealet om elementær politisk ligeværdighed.
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. I øvrigt er det skrevet supplerende til Marianne Stidsens indlæg, som vi bragte nyligt på Indblik.net. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8617″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”9934″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”10426″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row]