Det er ikke tilfældigt, at det især er det borgerlige Danmark, der kritiserer identitetspolitiske bevægelser, mens venstrefløjen hylder dem, skriver Daniel Holst Pinderup i dette debatindlæg.
Af Daniel Holst Pinderup, redaktør og bestyrelsesmedlem i Manderådet og formand for Ligestillingsdebat
Individets rettigheder er mere end et borgerligt projekt. Det er et værn mod totalitarisme. Blandt andet derfor kritiserer det borgerlige Danmark identitetspolitikken.
I et indlæg i Berlingske kritiserer Anne Kirstine Cramon det borgerlige Danmark.
Det skal man naturligvis gøre, for al del. Men da ikke for at kalde #metoo og identitetspolik for illiberal, for dét er altså en helt passende kritik fra det borgerlige Danmarks side.
“For det er mig meget svært at forstå, hvorfor store dele af identitetspolitikken og for eksempel #metoo ikke bliver anset som værende liberale bevægelser. Men det er åbenbart ikke alle, der skal have retten til at være sig selv og få lov at være i fred uden at blive udskammet eller latterliggjort”, siger Cramon.
For det første er identitetspolitik ikke lig med “retten til at være sig selv”. Dén ligning er et tyndslidt debat-trick (“Bailey and Motte”), som jeg tiltror de fleste efterhånden at have luret.
Vi er der, hvor Københavns Byret må forholde sig til en mandlig voldtægtsforbryders krav om at blive indsat i kvindefængsel, fordi han altså insisterer på at føle sig som en kvinde.
Andre steder står det allerede værre til – se f.eks. Californien, hvor akkurat mænd i kvindefængsler i et stykke tid har været en realitet; og svaret på det åbenlyse problem blev at udlevere kondomer til de indsatte.
Dét er identitetspolitikkens “ret til at være sig selv” i praksis. Og det er blot ét eksempel, blandt mange. Selvfølgelig skal man respektere folk, men dét er altså ikke hvad identitetspolitikken gør.
Samme kritik gælder #metoo – det handler ikke bare om at gøre noget ved krænkelser:
Det handler om at man pludselig kan “fjerne” enhver, uanset om de har gjort noget galt eller ej.
Man kan endda dømme dem i al offentlighed for selv noget så grimt – og stigmatiserende – som voldtægt, uden at de nogensinde har set en retssal. Der er altså uskyldige, som er blevet udsat for den kampagne og har begået selvmord af det, herunder teaterchef Benny Fredriksson på den anden side af Sundet.
Så meget for “retten til at være sig selv og få lov at være i fred uden at blive udskammet eller latterliggjort”.
Når det er det borgerlige Danmark, der kritiserer sådanne bevægelser, er det ikke tilfældigt.
Venstrefløjspolitik har historisk haft alvorlige problemer med at respektere individets rettigheder, fordi man fortaber sig i gruppers rettigheder i stedet. Altså netop identitetspolitik.
Man så akkurat det samme – altså at man slog plat på individets rettigheder – i Sovjets klassekamp. Det udviklede sig som bekendt til et terrorregime, der fik Det Tredje Rige til at ligne en spejderlejr.
Dén slags er individets rettigheder et værn mod, ikke gruppers. Blandt andet derfor kritiserer det borgerlige Danmark identitetspolitikken.
Teksten har været bragt på Daniel Holst Pinderups Facebookside, men er videregivet her på Indblik med hans tilladelse.
Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
