Vi er i disse dage vidner til en noget særdeles ekstraordinært. Folket i Iran lader til i vældigt store tal at rejse sig mod Ayatollah Khomeinis patriarkalske rædselsregime. En modig og særdeles farlig kamp, hvad drabet på Mahsa Amini entydigt understreger – landets moralpoliti mente ikke, at hun var tilstrækkeligt tildækket. Det kostede hende livet.

Vigtigheden af iranernes og kurdernes kamp kan ikke understreges tilstrækkeligt, og den fortjener udelt hæder og respekt – som modstand mod tyranni tidløst gør.

Imens man kun kan tage hatten af for de modige mænd og kvinder, som kæmper mod tyranni og undertrykkelse i Mellemøsten, står det sløjt til herhjemme. Indtil for blot få dage siden blev modstand mod tørklædet oftest udlagt som »islamofobi«, hvad enkelte røster stadig mener, at det er – også selvom en sådan påstået forseelse altså nu begås af iranske kvinder, der kæmper mod et rigtigt patriarkat, som undertrykker dem.

Identitetspolitiske NGO’er som Kvinfo, Dansk Kvindesamfund og LGBT+ Danmark har været påfaldende stille imens de iranske og kurdiske kvinder og mænd slås for deres frihed, og så sent som for få uger siden stod Dansk Kvindesamfund stadig på positionen #ForsvarTørklædet, hvad de dog siden har trukket tilbage…

I modsætning til Black Lives Matter’s identitetspolitiske kampagne efter drabet på George Floyd, er der altså tilsyneladende ikke alverdens prestige i at støtte et således »islamofobisk« initiativ.

Heldigvis er skuden begyndt at vende, nu hvor #JinaMahsaAmini er kommet i cirkulation på sociale medier. Og det er på høje tid, at der sættes ind mod påtvungen, islamistisk dogmatik.

Det er her værd at bemærke, at »Woke«-bevægelsens – herunder blandt andet Black Lives Matter’s – filosofiske urfader, Michel Foucault, selv støttede Ayatollah Khomeinis styre, hvilket muligvis har været medvirkende faktor til den hidtidigt fodslæbende tilgang.

I det mindste kan man da trøste sig ved, at det efterhånden snart må være gået op for de fleste, at det selvfølgelig ikke bare er »et stykke stof«, det drejer sig om.

Venstrefløjens hykleri – eller dissonans, om man vil – er også udstillet for fuldt skue i forbindelse med den nylige advokatvurdering, som fandt at Mette Frederiksen handlede groft uagtsomt og altså kriminelt i forbindelse med Minkskandalen. Kontrasten til hvordan man vægter advokatundersøgelser i forbindelse med Metoo, er total:

Metoo er også et identitetspolitisk projekt, som svigter de svagest stillede i samfundet. I stedet koncentrerer det sig primært om kvinder, den politiske verden og mediedanmark – og her bliver advokatundersøgelser bredt anset som nærmest en guldstandard. Åbenbart også når om de forbryder sig mod god advokatskik, tilsidesætter sin oplysningspligt, bryder persondataforordningerne og får kritik af både Advokatsamfundet og Datarådet.

Tilbage står, at de identitetspolitiske tendenser, der vælter ind over den vestlige verden fra i særdeleshed USA, er udbredt hykleriske og ignorerer de værst stillede. Uanset om det drejer sig om undertrykte kvinder i Iran eller fattige i USA, rammer den identitetspolitiske bevægelse forkert med sit forfejlede tunnelsyn på hudfarve, køn eller seksualitet.

Det er fordummende, hyklerisk og i bedste fald spild af indsats – hvis ikke decideret skadeligt.

Dertil er der for mange værdigt trængende i både verden og Danmark.
Vi glæder os til at byde dig velkommen