Ifølge den engelske tænketank RUSI er Ukraine-krigen blevet en eksistentiel krise for Rusland.

Det handler ikke længere om, hvilke dele af ukrainsk territorium Rusland er villig til at afstå, men en grundlæggende nytænkning af den russiske nationale identitet. Og mere jordnært: sådan oplever civile krigen….
Det er ikke sjovt at være Ukrainer tæt på fronten. Her Chornomors (Tjornomorsk) der er Ukraines sidste adgang til Sortehavet. Her er det den ældre generation af familien Dmutrievy. De frygter vinteren mere end de frygter de russiske missiler.
Hør artikel

Rusland fortsætter med at institutionalisere sine besættelsesadministrationer i de besatte dele af Ukraine. Målet er at forberede sig på falske folkeafstemninger, annektering og integration i Rusland. Russiske besættelsesstyrker fortsætter med at presse ukrainske civile i besatte områder til at bruge russiske rubler og pas og til at gå i russisk-drevne skoler, hvilket sætter betingelser for længerevarende social kontrol i besatte områder.

Det er et kapløb med tiden, hvis Ukraine med avancerede våben fra USA skal stoppe dette.

Her er lidt om almindelige ukraineres liv

Frygter vinteren

Chornomorsk ligger på kysten af ​​Sortehavet, 20 km syd for Odesa. Familien Dmutrievy: Oleksandr, tømrer, 35 år, Nadiia, specialist på en møbelfabrik, 35 år, deres to døtre: Kate, 14 år og Valeriya, 10 år. De bor sammen med Nadiias mor Natalia Kostiantunivna, 72 år og Oleksandrs forældre, Natalia Tukhonivnaog Viktor Mukhailovych – begge 60 år. 

Nadiia fortæller: “Krigen startede den 24. februar, jeg og min mand tog børnene og kørte til grænsen af Moldova, blev der i mindst 7 timer og kørte tilbage. Hvorfor? Vi i fandt ud af, at ingen vil bekymre sig om vores gamle forældre, de er pensionister, min mands mor har kræft, og min mands far er diabetiker. Hvordan ville de overleve uden støtte?

Heldigvis har jeg en lille have med nogle grøntsager og bær, samler alt hvad jeg kan og konserverer. Vi har en fantastisk nabo Venera, i går gav hun mig lov til at plukke nogle abrikoser fra træet i sin have. Jeg laver en marmelade til vinteren. 

Jeg er så bange for vinteren, hvad skal vi alle spise? Jeg og min mand har stået uden arbejde, vores møbelfabrik producerer ikke møbler, hvem har brug for møbler nu? Så fra marts var der intet arbejde på vores fabrik. Siden dengang har vi brugt næsten hele vores opsparing, vi lever meget fattigere og mere beskedent end nogensinde før. 

Jeg er ikke bange for, at russerne skyder raketterne fra Sortehavet– det sker hele tiden. Heller ikke bange for de enorme mængder af fly og deres voldsomme lyde. 

Men jeg er bange for, hvordan vi skal overleve i denne vinter.”

Bomber forretningscenter og hospital

Vinnytsia, det centrale Ukraine, Semchyk-familien: 5 personer og en logerende. 

Elena fortæller: ” Jeg var på et kursus i træningscentret, og efter en times læring hørte alle i salen en ekstrem høj lyd – tidligere havde der været en luftangrebssirene, det er der stort set hver dag, så det har vi lært at leve med. Enorme røgskyer kom fra Yuvileynyi – et stort forretningscenter med mange kontorer og en privat klinik på første sal med de bedste læger i hele byen.

De blev alle brændt levende. Selv nu husker jeg denne forfærdelige lugt – som lugten af ​​stegt kylling, men det var ikke det, det var lugten af ​​dræbte civile. Vi vil aldrig tilgive russerne!

I går sendte russerne informationer om, at de vil bombe vores enorme hospital for patienter med fysiske handicap. Russerne siger, at der er militære ting på hospitalet, men det er bare et hospital.

Jeg bor 5 minutters gang fra hospitalet. 

Hvordan kan man lever et normalt liv efter at have oplevet, hvad der sker her?

Der er intet af vores tidligere liv tilbage

(artikel fortsætter under billede)

Russerne bomber ethvert civilt mål og siger bagefter at det var arnested for militær aktivitet.

Kharkiv, by ved krigsfronten. Tystanovs’kyi-familien: VadymVolodymyrovych, 59 år, elektriker, Natalia Yurievna, 63 år, husmor, Sergii, deres søn, 32 år, IT-specialist. 

Natalia fortæller: “Vi er født og har boet hele vores liv i Rohan’, en landsby, som ligger 7 km væk fra Kharkiv. Min nabo Nadiia, der bor 3 huse væk, forsøgte at komme til Kharkiv, men der var ingen busser. Så de første måneder levede hun og vi uden gas og andre faciliteter, vi boede i kældre om dagen og om natten. 

Intet har ændret sig, al den bombning uden stop. Men én ting har ændret sig: Vi kan ikke sove… Det er altid kold, vådt og der er skræmmende lyde omkring os hele tiden. Vi har oplevet forskellige missiler flyve over vores hoveder flere gange i løbet af den sidste måned – og vakuumbombning var der også. 

Før krigen havde vi 40 høns, nu har vi kun 5, selv husdyr er ikke i stand til at overleve under nutidens forhold. Jeg er bare glad for, at de 5 stadig er i live. 

Min mand Vadym plejede at arbejde som elektriker på Vasyl’ Karazin Nationale Universitet i Kharkiv. Nu er der intet job. Universitet står delvist uden tag, 2 enorme haller er ødelagt. Jeg græder hele tiden, når jeg ser hvordan folk, der plejede at arbejde der, forsøger at rekonstruere disse bygninger.”

Krig beskrevet i massemedier bliver let abstrakt, det er vigtigt at forstå betydningen for det enkelte menneske.

(Klik på kort for at se i stor format)

Øjebliksbillede af krigens front. Sammenlignet med tidligere er der mere ukrainsk aktivitet. Det er der to grunde til: Den første er, at der er 1 million Ukrainere, som kæmper for alt hvad de har kært. Den anden grund er, at de amerikansk leverede våben er begyndt at vise deres effekt. Som vi så i WW2, kan USA levere i en kvalitet og i et tempo russerne (dengang tyskerne) ikke kan matche.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?