“Ikke det papir værd, som den er skrevet på”: Hård kritik af den risikovurdering, der ligger til grund for fortsat forbud mod minkavl

Foto: Shutterstock

“Den er ikke det papir værd, som den er skrevet på”, lyder kritikken af den omstridte risikovurdering, som ligger til grund for det fortsatte forbud mod minkavl.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Forbuddet mod minkavl blev for nyligt forlænget til og med 2022. 

Dermed må minkerhvervet, der blev så godt som aflivet med statsminister Mette Frederiksens (S) grundlovsstridige ordre tilbage i november 2020, udskyde sit comeback helt til 2023.

Baggrunden for det forlængede forbud er en politisk bestilt risikovurdering fra Statens Serum Institut. Ifølge denne risikovurdering kan minkavl medføre en sundhedsrisiko for mennesker af “ukendt størrelse”. 

Det er denne vage faglige vurdering, som den socialdemokratiske regering og dens støttepartier har brugt som argumentation for fortsat at holde minkerhvervet nedlukket.

Og det møder hård kritik fra Louise Simonsen, formand for foreningen Danske Mink. Den nystiftede forening samler og taler på vegne af de danske minkavlere, der gerne vil genstarte deres erhverv.

– Den er ikke det papir værd, som den er skrevet på, lyder den kontante melding fra Louise Simonsen i et interview med Indblik. 

Hun fortsætter:

– Regeringen beder direkte om, at Statens Serum Institut ikke skal finde en løsning ift. at få minkerhvervet op at køre igen. Og som man spørger, får man svar.

– Risikovurderingen er fuldstændigt ubrugelig, mener jeg. Man burde undersøge løsninger på at få erhvervet på fode igen. Fødevareministeren påstår, at han fortsat vil have minkerhvervet, men det klinger meget hult, når han ikke vil lave en reel risikovurdering.

Louise Simonsen finder det særligt kritisabelt, at man i risikovurderingen ikke har hørt den veterinære fagkundskab, som man ellers normalt ville have gjort i sager som denne.

Det er tidligere kommet frem, at regeringen endda har stoppet de veterinærfaglige undersøgelser af mulighederne for at genstarte minkerhvervet, som Dansk Veterinær Konsortium var i gang med.

Læs mere om det her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?