Det bør stå klart, at det ikke først er under coronakrisen, at ufriheden har gjort sit indtog. Den har haft tag i os alt for længe, skriver chefredaktør Claes Theilgaard i denne leder.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Da coronavirussen gjorde sit indtog i Danmark, var reaktionen resolut og ganske autoritær. 

Det samme gjorde sig gældende i stort set alle andre lande verden over, hvor nedlukninger, vidtgående restriktioner og andre former for tvang og magtudøvelse blev automatreaktionen i forsøget på at bremse coronavirussen.

Her mere end halvandet år senere har tingene måske ændret sig en smule, men grundtilstanden er stadig den samme: vi lever i ufrihed, og den frihed, vi nyder, føles skrøbelig og er os kun tildelt på statens – og smittetallenes – nåde.

Selv henover sommeren er restriktionerne ikke bortfaldet, og danskerne synes efterhånden skræmmende hjemmevante i ufriheden.

Selv her mere end halvandet år inde i coronakrisen bliver jeg hver dag overrasket over, hvad vi egentlig finder os i af vidtgående indgreb. Samtidig kan det nogle gange føles som om, at friheden skubbes længere ud i horisonten, hver gang, den nærmer sig.

Forstå mig ret, jeg går ud fra, at hverdagen og friheden engang vender tilbage. Men jeg er ikke længere overbevist om, at den kommer tilbage af sig selv.

Hvis vi ikke gør en aktiv indsats, kunne noget tværtimod tyde på, at friheden blot får endnu trangere kår på den anden side af coronakrisen.

Mange, og ikke kun på venstrefløjen, drager den lære af coronakrisen, at lykken er en stor og stærk stat, der kan beskytte os fra coronavirus såvel som andre onder.

Og når en stor og stærk stat er lykken, er en større og stærkere stat så ikke blot endnu lykkeligere?

Nej. Intet kunne mere forkert.

Læren fra coronakrisen er i virkeligheden, at staten ikke må blive for stor og magtfuld. 

For når staten bliver for stærk og begynder at agere autoritært, tryner den sine borgere. 

Dermed er kilen lagt til ophævelsen af borgerens rettigheder og friheder, som under coronakrisen mest har været opfattet som et egoistisk benspænd på vejen mod statens mål om at inddæmme virussen.

Det er en farlig tankegang, som vi må gøre op med.

Desværre er det en tankegang, som også gjorde sig gældende inden coronakrisen. Ikke kun i Danmark, men også i store dele af resten af verden.

Da virussen gjorde sit indtog, blev der sat fart på en udvikling, som allerede var i gang.

Tænk over det: næsten uanset hvilket problem politikerne observerer eller opfinder, er svaret mere magt til staten og mindre frihed til borgeren.

Ryger du en smøg? Den går ikke. Så nu gør staten dine smøger dyrere, gemmer dem væk i butikkerne, og gør det forbudt for dig at ryge i arbejdstiden. 

Siger eller skriver du noget, der krænker en muslim, en homoseksuel eller en handicappet? Så risikerer du enten en bøde eller i værste tilfælde fængselsstraf.

Tjener du flere penge end din nabo? Den går da heller ikke, kan du godt se. Så nu tager staten endnu flere af dine penge og kanaliserer ind i sit enorme apparat. Måske, hvis han er heldig, ender din nabo med at få nogle af pengene i omfordelingens navn.

Og sådan kunne man fortsætte. Det bør stå klart, at det ikke først er under coronakrisen, at ufriheden har gjort sit indtog. Den har haft tag i os alt for længe.

Selv dit lokum bestemmer staten over. Det er nemlig ved lov er bestemt, at du skal have mindst 110 centimeter benplads på toilettet i dit hjem. Ellers er dit toilet ulovligt.

Og nej, det er ikke en dårlig joke. Se selv her.

Coronavirussen og den vidtgående håndtering af denne har sat spot på, at vores samfund ikke er så frit, som vi tror. 

Det er længe siden, at statens interesser vandt over borgerens.

Derfor bør vi ikke se coronakrisen som anledning til at udvide staten og øge dens magt. Det kommer der intet godt ud af.

I stedet bør vi bruge anledningen til at se statsmagten kritisk efter i sømmene, og huske på, at vi ikke kan tage friheden for givet.

Kun hvis vi formår at ændre befolkningens grundlæggende holdning til frihed og forholdet mellem borger og stat kan vi vende den udvikling, som coronakrisen har sat spot på.

Det er nu, vi skal tage friheden tilbage.

Dette er en leder, der udtrykker Indbliks holdning. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.