[vc_row][vc_column][vc_column_text]Vi kan ikke vente længere: uddannelsessystemet skal genåbnes nu, skriver chefredaktør Claes Theilgaard.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Mandag fik de mindste elever allernådigst lov til at komme tilbage i skole. Det manglede da også bare, fristes man til at sige.
Eleverne fra 0. til 4. klasse i folkeskolen har, ligesom resten af landets elever og studerende i øvrigt, været frarøvet deres undervisning on-and-off i snart et år.
Derfor er det også svært skuffende at høre statsminister Mette Frederiksen sige, at ældre elever ikke kan vende tilbage i skole, før der er en “fuldstændig epidemikontrol”.
At denne melding så er tilsvarende forvirrende, fordi statsministeren ikke ville fortælle, hvad en “fuldstændig epidemikontrol” dækker over, er en helt anden snak.
Danmark har snart været lukket ned i et år. Under nedlukningen er uddannelsessystemet rykket online, mens elever og studerendes faglige udbytte og sociale velvære har været i frit fald.
Efterhånden står det klart for de fleste, at nedlukningen – særligt af uddannelsessystemet – ikke bare kan fortsætte. I stedet er det på tide, at vi lærer at leve med coronavirus.
Første skridt i denne proces bør være, at vi genåbner uddannelsessystemet fuldstændigt.
Uddannelsessystemet er rygraden i vores samfund. Det er her, fundamentet for et godt, righoldigt liv skabes. Og det er takket være uddannelse, at samfundet som hele kan udvikle sig og bevæge sig fremad.
Selv, hvis man er ængstelig overfor at genåbne samfundet, bør man kunne se det fornuftige i, at det netop er landets skoler og uddannelsesinstitutioner, der genåbner før alt andet.
Et par ugers nedlukning er slemt nok i sig selv, men ville trods alt kunne opleves som en slags ferie. Når uddannelsessystemet som hele har været sat ud af kraft i et år, fører det til uoverskuelige konsekvenser, som vi givetvis slet ikke har overblik over endnu.
Vi bør sætte retten til uddannelse i højsædet. Et ikke nærmere defineret mål om “fuldstændig epidemikontrol” skal ikke stå i vejen for, at danskerne kan blive ordentligt uddannet.
Lad os genåbne hele uddannelsessystemet. Og hellere i dag end i morgen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]