[vc_row][vc_column][vc_column_text]Coronavirus er en sygdom, vi skal tage hånd om. Men hvis det ikke allerede var tilfældet fra dag ét, er det nu sikkert: kuren er værre end sygdommen. Sådan skriver chefredaktør Claes Theilgaard.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Fra dag ét, da coronavirus gjorde sit indtog i Danmark, er sygdommen blevet håndteret med meget voldsomme, indgribende og usandsynligt dyre midler.
Siden sidste år er omkostningerne ved kuren mod coronavirus bare steget og steget. Og de stiger stadig.
Én ting er de økonomiske omkostninger, som kan gøres op i konkrete, hårde tal. Nedlukningen koster f.eks. mindst én milliard kroner om dagen – alene i produktionstab.
Hold det op imod det faktum, at Danmarks produktion målt i BNP er på 6,5 milliarder kroner om dagen i gennemsnit, og det vil gå op for dig, at nedlukningen ikke er nogen billig affære.
Samtidig er vi nu begyndt at se en sand epidemi af konkurser som følge af den fortsatte nedlukning og den ofte meget ringe erstatning, som S-regeringen udbetaler under navnet “hjælpepakker”.
Således er der sket en fordobling i antallet af konkurser, når man sammenligner januar 2020 med januar i år. Det er voldsomt.
Dette er blot to nylige, konkrete eksempler på de enorme økonomiske omkostninger, som nedlukningen fører med sig. Der er tale om massive omkostninger, som på ingen måde står mål med det, vi normalt vil investere i at redde menneskeliv.
Læg dertil de konsekvenser, der kan være lidt sværere at gøre op i hårde tal. Vores mentale og fysiske sundhed, vores tillid til hinanden og til vores politikere, vores demokratiske ånd, vores retsstat og vores borger- og frihedsrettigheder.
Man er ualmindeligt tungnem, hvis man ikke vil se i øjnene, at coronahåndteringen – med nedlukninger, vidtgående coronaindgreb og en omsiggribende statsmagt – ikke også tager hårdt på alle disse andre parametre.
Også her vokser regningen fortsat for hver dag, der går.
Vi har snart holdt hele Danmark lukket i et år, og vi har alle lagt vores liv fuldstændigt om – både på frivilligt initiativ, og fordi statsmagten har haft den store hammer fremme og tvunget os til det.
Det bør nu være tydeligt for enhver, at det ikke kan fortsætte sådan her.
Ingen i det pæne selskab – hverken i politik eller medier – tør sige det, men det skal siges: kuren er værre end sygdommen, når det kommer til coronavirus.
Det var måske allerede tilfældet fra dag ét, men det er med al sikkerhed tilfældet den dag i dag.
Vi kan ikke tåle mere. Det er på tide at finde nye – og bedre, mere holdbare – måder at håndtere coronavirus på.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]